Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for salg af varelager og inventar, som var omfattet af pengeinstituttets virksomhedspant.

Indledning.

Sagen vedrører spørgsmål om ansvar for pengeinstituttets salg af varelager og inventar omfattet af pengeinstituttets virksomhedspant.

Sagens omstændigheder.

Klageren købte i 2006 en forretning af en sælger, S. Købet blev finansieret af Andelskassen Fyn, som fik virksomhedspant for 300.000 kr. i klagerens forretning den 13. december 2006. Panteretten omfattede bl.a. varelager, driftsinventar og driftsmateriel.

S lod efter aftale med Andelskassen 70.000 kr. indestå i forretningen som et tilgodehavende mod klageren.

Ved erhvervslåneaftale af 16. april 2008 blev klagerens eksisterende lån hos Andelskassen forhøjet med 150.000 kr. til i alt 424.262,99 kr. Den månedlige ydelse udgjorde 6.000 kr. Ifølge aftalen kunne lånet opsiges af begge parter uden varsel.

Den 17. april 2008 underskrev klageren en erhvervskreditaftale med Andelskassen om en kassekredit med et maksimum på 250.000 kr. Ifølge aftalen kunne begge parter opsige kreditten uden varsel. Andelskassen fik samtidig sikkerhed i form af en selvskyldnerkaution på 200.000 kr. fra klagerens far.

Forretningen fik et underskud på 70.400 kr. i 2007 og et underskud på 13.800 kr. i 2008.

Den 29. august 2008 fik klageren bevilget et midlertidigt overtræk på kassekreditten på 50.000 kr. Det bevilgede overtræk blev forlænget flere gange, senest den 3. juli 2009, jf. låneoversigt vedrørende perioden frem til den 25. september 2009.

Af posteringsoversigt vedrørende klagerens lån for perioden fra den 29. august 2008 til den 30. oktober 2009 fremgik, at klageren månedligt indbetalte 6.000 kr. i ydelse på lånet.

Den 25. august 2009 meddelte andelskassen, at klagerens engagement fremover ville blive betjent af andelskassens erhvervsafdeling i Kværndrup med R som rådgiver. Andelskassen anmodede klageren om at fremsende aktuel balance.

Klagerens gæld til varekreditorer udgjorde pr. 25. august 2009 ca. 76.000 kr.

Den 4. september 2009 henvendte R sig i klagerens forretning. Ved brev af 7. september 2009 anmodede andelskassen under henvisning til "vort møde fredag 4.9.2009" klageren om at afvikle forretningen med sidste åbningsdag den 30. september 2009 som følge af utilfredsstillende drift og likviditetsproblemer. Andelskassen anførte, at omsætningen skulle indgå på klagerens kassekredit i andelskassen, og at man ville stille krav om yderligere sikkerhed, hvis klageren ønskede at fortsætte driften til primo januar 2010. Andelskassen anførte endvidere, at man havde anmodet kautionisten om at indbetale kautionsforpligtelsen på 200.000 kr.

Saldoen på klagerens kassekreditkonto udgjorde pr. 9. september 2009 297.762 kr. (negativ).

Ved breve af 15. og 30. september 2009 anmodede klagerens udlejer klageren om at betale leje, der var forfalden den 1. september 2009. Udlejeren varslede ophævelse af lejemålet ved manglende betaling.

Den 9. oktober 2009 underskrev klageren en salgsfuldmagt til andelskassen vedrørende forretningens varelager og inventar. Klageren overdrog endvidere nøglerne til forretningen til andelskassen.

Saldoen på klagerens kassekreditkonto udgjorde pr. 9. oktober 2009 303.332,79 kr. (negativ).

Den 13. oktober 2009 anmodede andelskassen klageren om at indbetale overtræk på kassekreditten på 50.240,29 kr. inden 10 dage. Andelskassen meddelte, at man ved manglende indbetaling ville betragte klagerens samlede engagement som misligholdt og forfaldent til indfrielse. Andelskassen meddelte endvidere, at man ville igangsætte salg af varelager og inventar.

Den 21. oktober 2009 meddelte udlejerens advokat andelskassen, at klagerens lejemål var ophævet, og at der var berammet fogedforretning til den 3. november 2009.

Ved brev af 29. oktober 2009 til klageren bekræftede andelskassen, at inventar og varelager var solgt for 30.000 kr. eksklusiv moms.

Den 30. november 2009 rejste S indsigelse mod andelskassens salg af varelager og inventar.

Klageren indgav klage til Finanstilsynet, der ved brev af 8. oktober 2010 meddelte, at man tog andelskassens redegørelse vedrørende lukning af klagerens forretning til efterretning, og at man ikke ville foretage sig yderligere. Ved brev af 19. november 2010 rettede klageren på ny henvendelse til Finanstilsynet.

Parternes påstande.

Klageren har den 16. august 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Andelskassen Fyn, Kværndrup skal anerkende ansvar for hendes tab på 170.000 kr.

Andelskassen Fyn, Kværndrup har nedlagt påstand afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at andelskassen truede hende til at ophøre med forretningen ved at foregive, at hun begik noget strafbart, hvis hun fortsatte driften. Andelskassen misbrugte sit virksomhedspant og handlede i strid med gældende regler og god bankskik.

R mødte uanmeldt op i forretningen den 4. september 2009 og meddelte, at hun skulle holde ophørsudsalg snarest. Hun protesterede og anførte, at gennemførelse af julehandlen og ophørsudsalg i januar ville indbringe betydeligt mere.

Hun havde et lager af vintervarer, som ikke lå fremme i forretningen under R’s besøg den 4. september 2009. Hun havde derfor ikke behøvet at købe nye varer hjem for at gennemføre julesalg.

På møde den 9. oktober 2009 pointerede andelskassen, at alt hvad hun omsatte af varer, inventar mv. skulle tilfalde andelskassen, og at alt andet ville være strafbart. Andelskassen præciserede flere gange, at selv hævning af nødvendige beløb til at holde forretningen i gang ville være strafbart.

Andelskassen foreslog på mødet den 9. oktober 2009, hvor S også deltog, at S skulle købe varelageret for 200.000 kr. Lagerets reelle værdi må således være 200.000 kr. Tilbuddet til S vedrørte alene køb af varelageret og var ikke et tilbud om at købe hele forretningen som en igangværende forretning.

Andelskassen påførte hende et tab på 170.000 kr. ved at sælge varelager og inventar en spotpris på 30.000 kr. Salget skete til en af andelskassens kunder.

Andelskassen har ikke dokumenteret, at der ikke kunne opnås en højere pris, eller at lageret var ukurant. Andelskassen havde ingen forudsætninger for selv at vurdere varelagret. Andelskassen burde have ladet lageret vurdere af en sagkyndig, hvis man mente, at varelageret var ukurant.

Salget fandt ikke sted i overensstemmelse med de præceptive regler i retsplejelovens § 538 a.

Salgsfuldmagten er uden betydning for sagen.

Det bestrides, at hun har drøftet gældssanering med R.

Spørgsmålet om lejemålet er ikke relevant. Hun havde fået henstand med huslejen for september 2009 og havde aftalt med udlejer at se tiden an, indtil hun havde fundet en ordning med andelskassen. Efter R’s fremmøde i forretningen den 4. september 2009 var hun usikker på, om der kunne findes en ordning. Hun meddelte derfor udlejer, at fogedforretningen kunne fortsættes. Andelskassen havde fået nøglerne til forretningen. Andelskassen meddelte hende, at der ikke ville blive betalt mere husleje, og at udlejer kunne bruge af depositum. Dette understøtter, at andelskassen ønskede at standse hendes virksomhed.

Både kautionisten og S, som næst efter andelskassen var den største kreditor, var uforstående overfor andelskassens fremgangsmåde.

Finanstilsynet har endnu ikke truffet afgørelse. Finanstilsynet havde i første omgang misforstået sagen. Hun indbragte sagen for Finanstilsynet igen og har endnu ikke modtaget svar.

Sagen bør realitetsbehandles af Ankenævnet, selvom der er tale om et erhvervsengagement.

Andelskassen Fyn, Kværndrup har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at andelskassen foretog en helt sædvanlig kreditmæssig opfølgning på et erhvervsengagement i krise. Dette mundede desværre ud i en nødvendig beslutning om afvikling af forretningen. Virksomheden var ikke i stand til at overholde sine forpligtelser og havde behov for yderligere likviditet til fortsat drift. Andelskassen søgte blot at undgå en forværring af klagerens engagement.

Andelskassen truede ikke klageren til at afvikle forretningen. Det bestrides, at afviklingen skulle være sket til fordel for en anden kunde.

Klageren oplyste i september 2009, at huslejen for september 2009 ikke var betalt. På baggrund heraf aflagde R forretningen et besøg den 4. september 2009. R tilkendegav her overfor klageren, at forretningen ikke var rentabel og burde afvikles med et omgående ophørsudsalg, og at andelskassen ikke ville finansiere yderligere likviditet ved fortsat drift.

Klageren ønskede ikke et omgående salg, men ønskede at få julehandlen med. Et omgående ophørsudsalg var imidlertid nødvendigt, da fortsættelse af driften krævede yderligere likviditet til køb af vintervarer. Der var endvidere berammet udsættelsesforretning vedrørende lejemålet. Udlejer havde ikke givet klageren henstand, men havde derimod rykket for lejen for september 2009. Klageren oplyste, at hun ikke havde mulighed for at låne andre steder.

På møde i oktober 2009 med klageren og S foreslog andelskassen S at overtage hele forretningen som en igangværende forretning til 200.000 kr. S afslog, da hun ikke kunne holde til at stå så mange timer i forretningen. Andelskassen havde på det tidspunkt endnu ikke udbudt varelageret og havde endnu ikke et overblik over værdien.

Klageren overdrog nøglerne til forretningen til andelskassen den 9. oktober 2009 og underskrev samtidig en salgsfuldmagt til andelskassen til at sælge varelager og inventar.

Klageren havde inden da telefonisk meddelt, at hun påtænkte at søge gældsanering. Det var andelskassens indtryk, at klageren var relativt uinteresseret i salget af varelager og inventar.

Det var i andelskassens egen interesse at få solgt varelagret bedst muligt for at begrænse tabet på engagementet.

Det var ikke muligt at opnå en bedre pris end 30.000 kr. Der blev rettet henvendelse til tre potentielle købere. De to af køberne angav en pris på ca. 27.-30.000 kr., men kom ikke med konkrete tilbud. Salgsprisen på 30.000 kr. var således rimelig, også taget i betragtning, at varelageret var ukurant, at der var en udsættelsesforretning på vej, og at udlejer ville forlange forretningen ryddet. Der foreligger ikke omstændigheder, der indikerer eller beviser, at andelskassen kunne have opnået en bedre pris.

Retsplejelovens § 538 a gælder for virksomhedspant, der er sikret ved håndpant i fordringer, men ikke virksomhedspant i varelager og driftsinventar. Andelskassen inddrev ikke fordringer, men solgte alene varelageret. Bestemmelsen er derfor ikke relevant i denne sag.

Virksomhedspant kan bl.a. håndhæves (tiltrædes) ved panthavers meddelelse til pantsætter om, at salg af varelageret som led i regelmæssig drift ikke længere kan finde sted.

Finanstilsynet har truffet afgørelse om, at andelskassen ikke har handlet i strid med god bankskik. Andelskassen har ikke modtaget meddelelse om, at Finanstilsynet har genoptaget sagen.

Andelskassen har til støtte for afvisningspåstanden bl.a. anført, at klagen vedrører et erhvervsengagement med kassekredit og lån på i alt ca. 684.000 kr. Klagen henhører ikke under Ankenævnet. Klageren har sine private bankforretninger hos et andet pengeinstitut.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at klagen drejer sig om et erhvervsmæssigt kundeforhold, som ikke kan sidestilles med et privat kundeforhold. Ankenævnet lægger herved vægt på, at klagen angår andelskassens salg af varelager og inventar, som var omfattet af andelskassens virksomhedspant, og at klagerens engagement med andelskassen bl.a. bestod af en erhvervskredit og et erhvervslån.

Ankenævnet finder derfor, at klagen falder uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.