Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål vedrørende overførsel af misligholdt gæld i forbindelse med etablering af nyt kundeforhold.

Sagsnummer: 145/2006
Dato: 06-12-2006
Ankenævn: Peter Blok, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Sonny Kristoffersen, Bent Olufsen
Klageemne: Overførsel - almindelige konti
Overførsel - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål vedrørende overførsel af misligholdt gæld i forbindelse med etablering af nyt kundeforhold.
Indklagede: Skjern Bank (Indklagede I) Andelskassen Vestjylland (Indklagede II)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmål om overførsel af misligholdt gæld i forbindelse med etablering af nyt kundeforhold.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.

Klagerne var kunder hos indklagede I, hvor de bl.a. havde et lån. Ved gældsbrev af 30. april 1987 blev lånet forhøjet til 135.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.850 kr.

Klagerne har oplyst, at de efter en tvangsauktion over deres ejendom i 1988 indgik et frivilligt forlig med indklagede I om gælden.

Under sagen er der fremlagt et dokument om frivilligt forlig, hvorefter H erkender at skylde indklagede I 3.820,69 kr. inkl. renter til den 22. februar 1990. Gælden skulle afvikles med 50 kr. pr. måned. H's underskrift på dokumentet er dateret den 24. august 1990. Dokumentet er ikke underskrevet af indklagede I.

Ifølge et yderligere dokument om frivilligt forlig erkendte M at skylde indklagede 45.906,20 kr. inkl. renter pr. den 22. februar 1990. Gælden skulle afvikles med 100 kr. pr. måned. M's underskrift på dokumentet er dateret den 24. august 1990. Dokumentet er ikke underskrevet af indklagede I.

Ved e-mail af 2. marts 2004 spurgte klagerne indklagede I om restgælden i henhold til tre anførte kontonumre.

Ved skrivelse af 4. marts 2004 oplyste indklagede I, "at gælden hos os blev opgjort til kr. 189.726,33, den gang I fik økonomiske problemer m.v.". I årene 1990-2003 havde klagerne betalt i alt 44.999,50 kr., hvorfor indklagede I nu opgjorde gælden til 144.726,83 kr. ekskl. renter.

Under sagen er der fremlagt et budgetskema, der viser klagernes faste udgifter i perioden december 2004 - november 2005. Af skemaet, der er udarbejdet af indklagede I og udskrevet den 24. november 2004, fremgår bl.a. tre månedlige afdrag på i alt 250 kr. (2 x 100 kr. + 1 x 50 kr.).

I foråret 2006, hvor klagerne havde skiftet bopæl, ønskede de af praktiske grunde at blive kunder hos indklagede II. Klagerne rettede henvendelse til indklagede II og foreviste det ovenfor beskrevne budgetskema. Indklagede II accepterede klagerne som kunder og udarbejdede bl.a. en overførselsanmodning, som den 12. april 2006 blev underskrevet af klagerne og indklagede II. Ifølge overførselsanmodningen ønskedes "Hele engagementet" i indklagede I overført til indklagede II. Af overførselsanmodningen fremgår i øvrigt bl.a.:

"… Hvis engagementet er betinget af særlige indfrielsesvilkår, bedes dette meddelt os inden overførslen.

Følgende bilag/oplysninger bedes tilsendt:

*eventuelle for engagementet stillede sikkerheder

…"

Ved skrivelse dateret "maj 2006" sendte indklagede I følgende opgørelse til klagerne:

"Idet vi henviser til tidligere henvendelser, skal vi herved endnu en gang erindre Dem om forfalden restgæld til [indklagede I]



kr. 114.906,88

+ Renter til dato

kr. 128.687,86

I alt

kr. 243.594,74

…"

Omkring den 1. maj 2006 henvendte klagerne sig til indklagede II for at hæve af et pensionsbeløb, som den 28. april 2006 af kommunen skulle være blevet udbetalt til dem. Indklagede II, der ikke havde modtaget nogen overførsel fra hverken indklagede I eller kommunen, bevilgede klagerne et overtræk på 5.000 kr. på en til klagerne nyoprettet lønkonto.

Med henvisning til overførselsanmodningen ekspederede indklagede I ved skrivelse af 2. maj 2006 overførslen således:

"…

Under henvisning til ovennævnte anmodning om overførsel af hele engagementet, vedlægges mellemregningsbilag kr. 91.299,25 til dækning af:

Kontonr. -459 bankbog saldo incl. renter til dags dato



kr.



11.233,75

Kontonr. -494 budgetkonto saldo incl. renter til dags dato



kr.



12.283,68

Kontonr. -689 opsparing varme saldo incl. renter til dags dato



kr.



23.410,15

restgæld excl. renter på frivilligt forlig

kr.

138.226,83

Opgørelsesnotaerne er sendt til kunderne direkte.

Der vedlægges løsøreejerpantebrev kr. 70.000 med pant i Volvo stel nr. -987 og panthaverdeklaration på samme bil.

Kvittering for modtagelsen af ovennævnte løsøreejerpantebrev udbedes.

PBS på cpr. nr. -77 bedes trukket over til [indklagede II] hurtigst muligt.

Selvpension tilhørende M og Kapitalpension tilhørende H vil blive overført fra vores hovedkontor hurtigst muligt."

"Gæld i henhold til frivilligt forlig" var i notaen til klagerne opgjort således:

"Skyld excl. renter i henhold til brev af 4.3.2004



kr.



144.726,83

Indbetalt fra 1.4.2004 - dags dato

kr.

6.500,00

Skyld excl. renter dags dato trukket på Andelskassen

kr.

138.226,83"

Indklagede II har anført, at man alene forventede at modtage et indlånsengagement, og at man derfor protesterede mod overførslen. Man havde ingen oplysninger om gælden i henhold til det frivillige forlig. Indklagede I burde have oplyst om gældsforpligtelserne, før overførslen blev effektueret.

Den 8. maj 2006 tilbageførte indklagede II engagementet til indklagede I.

Ved skrivelse af 9. maj 2006 gjorde indklagede I indsigelse mod tilbageførslen.

Den 10. maj 2006 blev M's selvpensioneringskonto og H's kapitalpensionskonto overført fra indklagede I og oprettet hos indklagede II med indeståender på henholdsvis 336,47 kr. og 197 kr.

Ifølge kontoudskriften for klagernes nyoprettede lønkonto hos indklagede II blev der i perioden 1.-15. maj 2006 hævet i alt 5.000 kr., hvorefter kontoen udviste en negativ saldo på samme beløb.

Klagerne oprettede en lønkonto i et tredje pengeinstitut. Pensionen pr. den 1. juni 2006 blev af kommunen udbetalt til denne konto.

Den 2. juni 2006 tilbageførte indklagede II to PBS-betalinger på henholdsvis 1.437,04 kr. og 2.840,34 kr., som den 1. juni 2006 var blevet gennemført for klagerne.

Klagerne har fremlagt en rykkerskrivelse af 20. august 2006 vedrørende TV-licens, der forfaldt til betaling den 1. juli 2006 For rykkerskrivelsen beregnedes et gebyr på 100 kr.

Parternes påstande.

Den 1. juni 2006 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, "at få min pension + budget + varmeopsparing tilbage".

Indklagede I har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Indklagede II har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at indklagede II begik en fejl ved at anmode indklagede I om at overføre hele engagementet.

Ved etableringen af engagementet med indklagede II oplyste de, at de med indklagede I havde et frivilligt forlig om en gæld, der var opstået i forbindelse med en tvangsauktion i 1988, og som de havde betalt på i 16 år. De fortsatte betalinger på forliget skulle efter oprettelsen af kundeforholdet med indklagede II ske ved månedlige overførsler af 250 kr. til indklagede I. Indklagede II fik forevist budgetskemaet, hvoraf beløbene fremgik. De lagde således alle kortene på bordet over for indklagede II, som var enig i, at det var bedst, at det kørte videre som hidtil. De har ikke på noget tidspunkt bedt indklagede II om at betale deres gæld.

Omkring den 1. maj 2006 kunne de ikke få udbetalt deres pension eller i øvrigt råde over deres indeståender til betaling af regninger m.v. De rettede henvendelse til både indklagede I og indklagede II, der begge afviste at være i besiddelse af indeståenderne. Indklagede II accepterede, at de hævede 5.000 kr., men de manglede stadig 6.233,75 kr. på lønkontoen, 23.410,15 kr. på varmekontoen og 12.292,43 kr. på budgetkontoen. De kunne ikke finde ud af, hvor pengene var blevet af.

På anbefaling fra en advokat oprettede de en lønkonto i et tredje pengeinstitut, således at de kunne få deres pension pr. den 1. juni 2006.

De har ikke på noget tidspunkt fået rentefradrag for deres betalinger på gælden til indklagede I. Ifølge indklagede I er der ikke mulighed for fradrag, fordi betalingerne ikke dækker renterne. Der fremgår heller ikke renter på deres årsopgørelse.

IndklagedeI har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen i realiteten vedrører en tvist mellem to pengeinstitutter og derfor ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede I anført, at det ikke klart fremgår, hvori klagen i relation til indklagede I består, og at indklagede I derfor i hvert fald bør frifindes for tiden.

Den omhandlede situation opstod, fordi indklagede II uretmæssigt og i strid med pengeinstitutternes interne aftale tilbageførte det overtagne engagement og i den forbindelse ved selvtægt trak et beløb på indklagede I's konto i Nationalbanken. Indklagede II har afslået at tilbageføre transaktionen, hvorfor man nu ser sig nødsaget til at indbringe sagen for Finanstilsynet eller domstolene. De gener, som denne tvist har medført for klagerne, beklages.

Man var ikke vidende om, at klagerne havde indledt forhandlinger med indklagede II om overtagelse af engagementet, og der blev ikke forespurgt til engagementet hverken før eller i forbindelse med modtagelsen af overførselsanmodningen.

Overførslen blev ekspederet i henhold til den overførselsanmodning, der fremkom fra indklagede II. Ifølge overførselsanmodningen ønskedes hele engagementet overført, herunder "eventuelle for arrangementets stillede sikkerheder".

Ifølge klagerne var indklagede II bekendt med det samlede mellemværende, herunder klagernes gæld. Hvis indklagede II føler sig misinformeret af klagerne, kan dette ikke komme indklagede I til skade.

Indklagede I er uden ansvar for indklagede II's forudgående sagsbehandling og kreditvurdering af klagerne, herunder klagernes oplysninger. Det bestrides, at man burde have indset, at overførselsanmodningen ikke var alvorligt ment. Risikoen for eventuelle bristede forudsætninger må påhvile indklagede II.

Klagernes gæld stammer tilbage fra 1987. Det blev senest i oktober 1990 forsøgt indgået forskellige betalingsordninger, hvilket fremgår af de under sagen fremlagte frivillige forlig, som aldrig formelt er blevet tiltrådt af indklagede I.

Der er til stadighed blevet sendt meddelelser til klagerne om gældens størrelse og eksistens, senest ved skrivelse af maj 2006. Sådanne meddelelser er blevet sendt én gang årligt.

IndklagedeII har anført, at der alene blev indgået aftale med klagerne om et indlånsengagement. Overførslerne på i alt 250 kr. ifølge budgetskemaet gav ikke anledning til mistanke om, at klagerne tilsyneladende havde en større gæld.

Det har ikke været muligt at få nærmere oplysninger om gældsforholdet, herunder hvorledes gælden blev opgjort, og ifølge klagerne har de aldrig modtaget kontoudtog, oplysninger om restgæld eller amortiseringsoversigt for gældsforholdet. Det fremgår heller ikke klart, hvorvidt de frivillige forlig erstatter låneaftalen, eller hvilke forhold disse vedrører.

På baggrund af gældsforholdets særegne karakter måtte det være kendeligt for indklagede I, at disse skulle være oplyst over for indklagede II forinden overførslen, således at man kunne have taget stilling til, hvorvidt man ønskede at overtage gælden.

Det fremgår også af overførselsanmodningen, at "hvis engagementet er betinget af særlige indfrielsesvilkår, bedes dette meddelt os inden overførslen".

Havde der foreligget noget som helst materiale fra indklagede I, kunne man på forhånd have vurderet omfang og konsekvenser, men det var ikke tilfældet.

På baggrund af de manglende oplysninger om gældsforholdet var man berettiget til at tilbageføre engagementet til indklagede I. Klagernes engagement henstår på nuværende tidspunkt efter det oplyste uændret hos indklagede I.

Som følge af det bevilgede overtræk på 5.000 kr. har man nu et tilgodehavende hos klagerne på dette beløb.

Da pensionen ikke som aftalt blev overført, og da der i forvejen var et bevilget overtræk, blev klagernes PBS-betalinger tilbageført.

Man er fortsat indstillet på at hjælpe klagerne, så vidt det er muligt, men det er uklart, hvilket udfald klagerne egentlig ønsker af sagen, og hvorvidt der gøres et krav gældende og i givet fald hvor stort.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerne har rejst klage mod såvel indklagede I som indklagede II, og Ankenævnet må kunne tage stilling hertil, selv om dette tillige indebærer en stillingtagen til forholdet mellem de indklagede pengeinstitutter.

Uanset at indklagede II i overførselsanmodningen af 10. april 2006 anmodede om overførsel af "Hele engagementet", burde indklagede I efter Ankenævnets opfattelse have indset, at anmodningen sandsynligvis ikke omfattede klagernes misligholdte gæld, hvis grundlag og størrelse der efter det foreliggende herskede betydelig usikkerhed om. Indklagede I burde derfor ikke have effektueret overførslen som sket uden først at forespørge indklagede II om, hvorvidt dette pengeinstitut var villig til at overtage den nævnte gæld.

Indklagede II var derfor over for klagerne berettiget til at undlade at oprette de tre indlånskonti, som indgik i overførslen, og over for indklagede I berettiget til i det hele at tilbageføre overførslen. Af det anførte følger endvidere, at indklagede I over for klagerne er forpligtet til at genoprette de tre konti, dvs. bankbog (konto-459), budgetkonto (konto -494) og opsparing varme (konto -689) med de saldi pr. 2. maj 2006, som fremgår af indklagedes I's skrivelse af samme dato.

Da klagerne fra og med 1. juni 2006 fik overført deres pension til et tredje pengeinstitut, er der ikke grundlag for at pålægge indklagede I at betale rykkergebyret vedrørende TV-licens, der forfaldt til betaling den 1. juli 2006. Der foreligger ikke oplysninger om, at klagerne er blevet pålagt unødige omkostninger som følge af manglende gennemførelse af andre betalinger.

Klagernes påstand over for indklagede I tages herefter til følge som nedenfor anført, medens klagen over for indklagede II ikke tages til følge.

Som følge heraf

Indklagede I skal inden fire uger genoprette de tre indlånskonti tilhørende klagerne, som fremgår af indklagedes skrivelse af 2. maj 2006, med de saldi pr. denne dato, som fremgår af skrivelsen. Klagen over for indklagede II tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.