Spørgsmål om ændring af studiekonto med særlige vilkår for lægestuderende i forbindelse med, at klageren blev færdiguddannet som læge
| Sagsnummer: | 340/2013 |
| Dato: | 05-02-2014 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Pedersen |
| Klageemne: |
Konto - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ændring af studiekonto med særlige vilkår for lægestuderende i forbindelse med, at klageren blev færdiguddannet som læge |
| Indklagede: | Lægernes Pensionsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører, om Lægernes Pensionsbank var berettiget til at opsige klagerens studiekonto med kredit med den begrundelse, at klageren havde færdiggjort sin uddannelse som læge.
Sagens omstændigheder
Klageren var lægestuderende i 2010, hvor han underskrev en svarkupon om oprettelse af en studiekonto hos Lægernes Pensionsbank. Det fremgår af svarkuponen, at klageren bekræftede at have læst bankens pjece ”Lægestuderende – kunde i banken”, hvoraf fremgår:
”…
På studiekontoen kan du få en kredit på op til 50.000 kr. til en lav rente…..
Hvis du afbryder din uddannelse som læge, kan du som udgangspunkt beholde dine konti i Lægernes Pensionsbank, men du kan ikke udvide engagementet i banken med flere produkter…”
På baggrund af svarkuponen oprettede banken en studiekonto med en tilknyttet kredit på 50.000 kr. til klageren. Efter det oplyste, har klageren ikke udnyttet kreditten.
I forbindelse med kontooprettelsen underskrev klageren en kreditaftale, der indeholdt bilaget ”Almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter – forbruger”, hvoraf fremgår:
”…
Opsigelse
Lægernes Pensionsbank og du kan til enhver tid bringe kundeforholdet til ophør uden varsel.
Udlånsaftaler (kreditaftaler) kan dog kun opsiges af Lægernes Pensionsbank med et varsel på tre måneder, medmindre der foreligger misligholdelse eller anden forfaldsgrund. Hvis Lægernes Pensionsbank opsiger udlånsaftalen, har du krav på en begrundelse.
….”
Den 30. september 2013 sendte banken en e-mail til klageren om, at hans studiekonto skulle ændres til en multikonto, da han var blevet færdig som læge. Hvis han ønskede at tilknytte en kredit til kontoen, kunne han ansøge herom, ved at returnere en svarkupon og vedhæfte sin seneste årsopgørelse fra SKAT.
I en efterfølgende mail-korrespondance med banken satte klageren spørgsmålstegn ved, om banken havde adgang til at opsige hans studiekonto.
Ved brev af 9. oktober 2013 opsagde banken klagerens kredit til fuld indfrielse pr. den 9. januar 2014, idet ”du ikke længere er lægestuderende”.
Klageren sendte herefter en klage over opsigelsen til bankens klageansvarlige, der afviste klagen ved brev af 30. oktober 2013.
Parternes påstande
Den 31. oktober 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Lægernes Pensionsbank skal tilbagetrække opsigelsen af hans konto.
Lægernes Pensionsbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken har opsagt hans kredit med en ugyldig begrundelse. Det er ikke nævnt i aftalen, at hans konto skal opsiges, når studiet er færdiggjort.
Der står tværtimod, at kontoen kan beholdes selv om man afbryder studiet. Det er dermed ikke underforstået, at kontoen skal afsluttes ved færdiggørelsen af studiet.
Banken refererer til indirekte oplysninger i kontonavnet. Banken anvender imidlertid disse ”indirekte aftaleforhold” inkonsekvent. Eksempelvis får man ikke opsagt sine kreditaftaler i banken, når man går på pension og derfor ikke længere er læge.
Lægernes Pensionsbank har anført, at banken ifølge de almindelige forretningsbetingelser har adgang til at opsige enhver udlånsaftale med tre måneders varsel, hvis opsigelsen er sagligt begrundet.
På grund af kontoens særligt fordelagtige vilkår er der knyttet specielle forudsætninger for at få en studiekonto i banken, nemlig at man skal være studerende på lægestudiet og medlem af Lægernes Pensionskasse. Det fremgår dels af bankens hjemmeside og dels af den pjece, som også er tilgængelig på hjemmesiden, og som klageren skriftligt har bekræftet, at han har læst.
Selvom det ikke direkte fremgår, at studiekontoen skal ændres, når studiet er tilendebragt, ligger det forudsætningsvis i kontoens navn og de særlige vilkår, der er forbundet med kontoen, og som klageren er bekendt med.
Banken har opsagt kontoen, fordi forudsætningerne for studiekontoen ikke længere er til stede. Denne begrundelse er saglig, og opsigelsen er dermed gyldig.
Baggrunden for, at studerende som afbryder lægestudiet som udgangspunkt kan beholde deres studiekonto, er, at banken ønsker at give disse kunder økonomisk ro i en periode efter studieafbrydelsen, hvorefter de nærmere vilkår for kontoen vil blive aftalt.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder, at klageren måtte indse, at de særlige vilkår, der er gældende for en studiekonto, alene er gældende i den periode, hvor kontohaver er studerende. Banken var derfor berettiget til med tre måneders varsel at opsige klagerens kontovilkår til de vilkår, der er gældende for en Multikonto i banken.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.