Gebyr for meddelelse om overtræk på betalingskonto. Spørgsmål vedrørende berettigelsen og størrelsen af gebyret.
| Sagsnummer: | 247/1999 |
| Dato: | 18-11-1999 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Jette Kammer Jensen, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Gebyr - rykkergebyr
|
| Ledetekst: | Gebyr for meddelelse om overtræk på betalingskonto. Spørgsmål vedrørende berettigelsen og størrelsen af gebyret. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører berettigelsen og størrelsen af et rykkergebyr opkrævet af indklagede i forbindelse med overtræk på klagerens betalingskonto.
Sagens omstændigheder.
Den 26. marts 1998 udviste klagerens PrivatGiro Betalingskonto hos indklagede et overtræk på 3.344,60 kr.
Indklagede rykkede klageren for inddækning af overtrækket og beregnede sig herfor et rykkergebyr på 150 kr., som blev debiteret kontoen.
Den 27. maj 1999 udviste kontoen et overtræk på 3.938,31 kr.
Indklagede rykkede klageren for inddækning af overtrækket og beregnede sig herfor et rykkergebyr på 200 kr., som blev debiteret kontoen.
Klageren rettede herefter henvendelse til indklagede om de to rykkergebyrer, som klageren ønskede refunderet. Klageren anførte bl.a., at han i begge de to tilfælde to gange havde modtaget en påmindelse om, at overtrækket skulle inddækkes, uden at der blev beregnet rykkergebyr, og at han derfor fandt, at indklagedes gebyrpolitik vedrørende rykkergebyrer var inkonsekvent og uigennemskuelig. Klageren anførte endvidere, at kontoen jævnligt var i overtræk, typisk frem til den 1. i måneden, hvor der automatisk overføres et beløb til kontoen. Klageren fandt, at indklagede præcist måtte meddele, hvornår gebyr pålægges.
Ved skrivelse af 8. juni 1999 afviste indklagede at tilbageføre gebyrerne, samt at "ændre den praksis, som giver medarbejderne en mulighed for at udvise et konduite i relation til overtrækkets størrelse - hyppigheden af overtræk - sandsynligheden for, at der er sket en fejl osv."
Indklagede har under sagens forberedelse oplyst, at klageren i 1998 som følge af overtræk på kontoen modtog 23 ekstraordinære kontoudskrifter med meddelelse om, at kontoen var overtrukket, og at beløbet skulle indbetales straks. Kontoudskrifterne blev fremsendt uden opkrævning af gebyr. I 1999 er på samme måde sendt gratis kontoudskrifter ved overtræk.
Af indklagedes "Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder" fremgår bl.a.:
"Overtræksrente og rykkergebyr m.v.
Hvis en konto overtrækkes eller kommer i restance, kan [indklagede] kræve overtræksrente, restancerente eller morarente, gebyr for at udsende rykkerbreve samt udgifter ved juridisk bistand til inkassation m.v.
Størrelsen af rykkergebyret fremgår af [indklagedes] rykkerbrev og af prislisten. Overtræksrente m.v. kan oplyses på forespørgsel fra kunden."
Af indklagedes prisliste pr. 20. marts 1999 fremgår under overskriften "Øvrige priser", at der for "Rykkerskrivelse ved overtræk/restance" beregnes et gebyr på 200 kr.
Parternes påstande.
Den 16. juni 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere gebyrerne, subsidiært at rykkergebyrerne nedsattes til 50 kr. for hver, i alt 100 kr., således at han skal have refunderet 250 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede har en praksis, som giver "medarbejderne mulighed for at udvise lidt konduite i relation til overtrækkets størrelse", hvilket betyder, at det er inkonsekvent og uigennemskueligt for kunden, hvornår der pålægges et rykkergebyr. Betingelserne for kontoen omtaler ikke, at denne ikke må overtrækkes, men alene at et overtræk pålægges en overtræksrente, og at der kan pålægges et gebyr. Indklagedes adgang til at opkræve gebyr må forudsætte, at kunden præcist ved, hvilken hændelse, der udløser gebyr. Det kan ikke pålægges kunden at betale for de omkostningsskabende procedurer, som indklagede opstiller for sig selv. Det første gebyr blev pålagt ved et overtræk på 3.344 kr., mens det andet blev pålagt ved et overtræk på 1.235 kr.
Indklagede har anført, at man i henhold til de almindelige forretningsbetingelser er berettiget til at fremsende rykkerskrivelser i forbindelse med overtræk og at beregne sig gebyr herfor. Rykkergebyret fremgår af prislisten. Det bestrides, at man som følge af ikke konsekvent at have opkrævet rykkergebyr har fortabt sin ret hertil. At man pr. konduite undlader at opkræve rykkergebyrer ved hvert overtræk kan ikke bevirke, at indklagede generelt er afskåret herfra. Ud over direkte positive udgifter ved udsendelse af de kontoudskrifter, der er fremsendt uden opkrævning af gebyrer, har indklagede i hvert tilfælde med overtræk vurderet, om en egentlig rykkerskrivelse skulle afsendes. I denne forbindelse er det nødvendigt at fremskaffe en oversigt over kundens samlede engagement, hvilket sker via forskellige EDB-systemer. Indklagede påser, om der er tale om samme restance, om der tidligere er afsendt rykkerskrivelser for denne, jf. herved Ankenævnets praksis om maksimum for fortsatte gebyrbelagte rykkerskrivelser. Disse undersøgelser foretages manuelt, og indebærer bl.a. gennemgang af kundemappe, fremfinding af oplysninger. Medarbejderen skal endvidere vurdere, om der skal hensættes på engagementet og i givet fald foretage denne. Af indklagedes årsregnskab for 1998 fremgår, at udgifter til personaleadministration (kontorhold, IT, lokaleudgifter, forsikringer m.v.) udgjorde henved 4,5 mia. kr. eller med tillæg af afskrivninger ca. 4,8 mia. kr. Hvis antallet af heltidsansatte medarbejder divideres med udgifter til personale m.v., giver dette en årlig udgift pr. medarbejder på 902.141 kr. Beregnet på grundlag af et sædvanligt arbejdsår kræver det, at den enkelte medarbejder pr. time tjener 550,08 kr. eller 183,36 kr. for 20 minutters arbejde. Det bemærkes i denne forbindelse, at der naturligvis er forskel på, hvor lang tid overtræksadministrationen kræver i hvert enkelt tilfælde, men man lægger til grund, at det gennemsnitlige effektive tidsforbrug er på ca. 20 min. På denne baggrund kan et gebyr for 20 minutters arbejde på 200 kr. ikke anses at overstige det rimelige. Der kan i denne forbindelse peges på, at amtskommuner og kommuner i henhold til lov om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser kan bestemme, at der skal betales et gebyr på op til 250 kr. Indklagedes gebyr kan herefter ikke anses for at være i strid med aftalelovens § 38 c sammenholdt med § 36. Det bemærkes yderligere, at man ved et tilladt overtræk opkræver et gebyr på 200 kr. Det ville forekomme stødende, hvis en kunde, der uberettiget og uden accept overtrækker sin konto, skulle betale mindre end den kunde, der alene trækker over efter aftale.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at indklagede i sine almindelige forretningsbetingelser har fornøden hjemmel til at opkræve rykkergebyrer. Det er ubestridt, at indklagede ikke med klageren havde indgået aftale om, at han kunne overtrække sin betalingskonto. Indklagede har herefter været berettiget til at opkræve gebyr for den rykkerskrivelse, som blev fremsendt til klageren som følge af overtrækket på betalingskontoen i marts 1998 og maj 1999.
Tre medlemmer - Niels Waage, Lisbeth Baastrup og Jette Kammer Jensen - udtaler herefter:
Ankenævnet har ved sin kendelse af 29. juni 1999 i sag 453/1998 fundet, at et rykkergebyr ikke burde overstige 100 kr. Vi finder ikke, at det af indklagede anførte kan føre til, at nærværende sag skal afgøres anderledes.
Vi stemmer herefter for at pålægge indklagede at tilbageføre henholdsvis 50 kr. og 100 kr. af de opkrævede gebyrer.
To medlemmer - Ole Reinholdt og Erik Sevaldsen - udtaler:
Under henvisning til det af indklagede anførte finder vi ikke, at de af indklagede opkrævede rykkergebyrer - 150 kr. og 200 kr. - overstiger det rimelige. Vi stemmer derfor for, at klagen hverken helt eller delvis tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger tilbageføre 50 kr. af det rykkergebyr, der blev debiteret på klagerens betalingskonto den 26. marts 1998, og 100 kr. af det rykkergebyr, som blev debiteret på kontoen den 27. maj 1999. Klagegebyret tilbagebetales klageren.