Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om fastsættelse af valutakurs ved overførsel af DKK til konto i USA.

Sagsnummer: 1143 /2009
Dato: 14-03-2011
Ankenævn: John Mosegaard, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Maria Hyldahl
Klageemne: Overførsel - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om fastsættelse af valutakurs ved overførsel af DKK til konto i USA.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter



Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning som følge af, at en overførsel af 100.000 DKK fra klagerens konto i Danske Bank til klagerens konto i USA skete til kurs 5,29 i stedet for kurs 5,09.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er kunde i Danske Bank, afgav den 28. september 2009 via sin netbank i Danske Bank ordre til overførsel af 100.000 DKK til sin konto i Wells Fargo Bank. N.A., San Francisco, USA.

Danske Bank anvender forskellige korrespondentbanker. I dette tilfælde var korrespondentbanken Nordea.

Det fremgår af klagerens overførselskvittering, at rådighedsdatoen for korrespondentbanken var den 30. september 2009.

Ifølge det oplyste skete overførslen til kurs 5,29.

Klageren henvendte sig pr. e-mail til banken den 6. oktober 2009, da han erfarede, at den officielle kurs på USD på det givne tidspunkt var 5,09.

Ved e-mail til klageren af 8. oktober 2009 svarede banken bl.a.:

"…

Når du overfører i danske kr. er det ikke Danske Bank som veksler valutaen, men enten korrespondentbanken i dette tilfælde Nordea eller modtagerbanken altså Wells Fargo Bank.

Såfremt du ønsker at klage over kurserne er det altså et af disse pengeinstitutter du skal kontakte, vi har intet haft med denne overførsel at gøre.

…"

Banken har under sagen fremlagt bankens almindelige forretningsbetingelser for forbrugere, hvoraf det bl.a. fremgår:

"…

[…] vores ansvar hører op, når det overførte beløb er sat ind på modtagerens konto.

Både banken og du må respektere de udenlandske bankers forretningsbetingelser og de retsregler og sædvaner, der gælder for at gennemføre forretningen.

…"

Klageren har under sagen fremlagt bankens priser og vilkår for udenlandske betalinger til og fra Danmark samt betalinger i fremmed valuta i Danmark, hvoraf det bl.a. fremgår:

"…

Vi afregner en ordre med en modværdi på op til 3 mio. kr. i en hovedvaluta til Danmarks Nationalbanks fastsatte kurs […].

…"

Parternes påstande.

Klageren har den 30. oktober 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal refundere kursforskellen.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at overførslen skulle være sket til den af Nationalbanken fastsatte kurs, der den pågældende dag var 5,09. Dette følger af bankens vilkår for udenlandske betalinger fra Danmark, der var gældende på tidspunktet for overførslen.

Den praksis banken henviser til er ikke beskrevet i vilkårene for udenlandske betalinger fra Danmark.

Banken henviser til betingelser vedtaget efter hans overførsel, hvorfor de ikke kan finde anvendelse med tilbagevirkende kraft. Disse vilkår er i øvrigt radikalt ændret, idet der i modsætning til tidligere nu er tale om overførsel henholdsvis med og uden veksling.

Danske Bank har anført, at klageren overførte beløbet i danske kroner. Når der foretages en overførsel fra Danske Bank i danske kroner, er det ikke Danske Bank, der veksler valutaen. Banken overfører blot beløbet i danske kroner i overensstemmelse med kundens ordre.

Banken skulle ikke forestå omveksling fra DKK til USD, hvorfor der ikke skulle ske afregning til den af Nationalbanken fastsatte kurs.

Klageren valgte selv at overføre beløbet i DKK. Havde klageren valgt at overføre beløbet i USD, ville der være sket omveksling før overførslen.

Banken er uden indflydelse på den dollarskurs, der anvendes af modtagerbanken og er uden ansvar herfor.

Banken ændrede pr. 1. november 2009 priser og vilkår for forbrugeren for udenlandske overførsler til og fra Danmark samt overførsler i anden valuta end DKK i Danmark. Ændringerne blev foretaget i forbindelse med den nye betalingstjenestelov. Ændringerne er imidlertid uden betydning for denne sag, idet overførslen skete før ændringens ikrafttræden, og idet der ikke skulle ske omveksling fra DKK til USD i banken.

Banken har således ikke begået fejl eller handlet ansvarspådragende over for klageren.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det fremgår af overførselskvitteringen, at klagerens overførsel skete i danske kroner til Danske Banks korrespondentbank den 28. september 2009.

Allerede fordi Danske Bank ikke har forestået selve omvekslingen af DKK til USD, finder Ankenævnet ikke, at banken har begået en ansvarspådragende fejl.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:




Klagen tages ikke til følge.