Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om tilknyttet kredit.

Sagsnummer: 69/1994
Dato: 22-08-1994
Ankenævn: Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Konto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om tilknyttet kredit.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I begyndelsen af november 1993 oprettede klageren en lønkonto hos indklagede. Klageren har oplyst, at oprettelsen skete på baggrund af reklamespot i en lokalradio samt indklagedes brochuremateriale. I indklagedes brochure om lønkontoen fremgår bl.a.

"Superløn giver mulighed for kassekredit.

Til en Superlønkonto kan du få knyttet en kassekredit. Den giver mulighed for at kunne købe også lidt større ting, når der er et godt tilbud.

Du skal blot opfylde bankens almindelige regler om kreditværdighed."

Indklagede har oplyst, at det i forbindelse med lønkontoens oprettelse blev præciseret, at man først på et senere tidspunkt kunne tage stilling til en eventuel kredit til lønkontoen. I forbindelse med kontoens oprettelse underskrev klageren erklæring om, at hun ønskede udbetalinger fra skattemyndighederne og de sociale myndigheder indsat på lønkontoen.

I december måned 1993 overtrak klageren kontoen ved anvendelse af sit dankort. Kontoens saldo var den 29. december 1993-13.191 kr. (negativ)

Den 29. december 1993 underskrev klageren et frivilligt forlig om betaling af lønkontoens saldo. Ifølge forliget skulle der den 30. december 1993 betales 6.000 kr. og den 20. januar 1994 3.000 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at der er tilknyttet en kredit til hendes lønkonto.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hun på baggrund af markedsføringen af lønkontoen gik ud fra, at der til denne var knyttet en kredit på 10.000 kr. Dette gjorde hun også opmærksom på var baggrunden for, at hun skiftede pengeinstitut til indklagede. Hun anvendte derfor i god tro dankortet i december måned 1993 og stiller sig uforstående overfor, at indklagede truede hende til at underskrive et frivilligt forlig. Hun mener ikke at have underskrevet en tilladelse til, at børnefamilieydelse kan indgå på lønkontoen.

Indklagede har anført, at der ikke er indgået aftale om en kassekredit til lønkontoen. Indklagede finder heller ikke, at klageren kan have fået nogen berettiget forventning herom, idet afdelingen tydeligt tilkendegav, at der ikke foreløbigt blev tilknyttet en kreditfacilitet. Hertil kommer, at indklagedes brochuremateriale klart angiver, at en forudsætning er en sædvanlig kreditværdighedsbedømmelse. Med hensyn til overførslen af børnefamilieydelse har klageren underskrevet erklæring herom.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må lægges til grund, at der ikke i forbindelse med oprettelsen af klagerens lønkonto blev indgået aftale om, at der var knyttet en kredit til kontoen. Efter det foreliggende, herunder indholdet af indklagedes brochure vedrørende den pågældende kontotype, finder Ankenævnet heller ikke, at klageren med føje har kunnet få den opfattelse, at der automatisk var knyttet en kredit til kontoen.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.