Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Størrelsen af stiftelsesomkostninger ved etablering af lån samt 3 efterfølgende låneforhøjelser.

Sagsnummer: 67 /2002
Dato: 04-06-2002
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen
Klageemne: Udlån - stiftelsesomkostninger
Gebyr - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Størrelsen af stiftelsesomkostninger ved etablering af lån samt 3 efterfølgende låneforhøjelser.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører størrelsen af ekspeditionsgebyr og stiftelsesprovision til indklagede i forbindelse med etableringen af et lån for klageren, herunder tre efterfølgende låneforhøjelser.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 18. januar 1999 ydede indklagede klageren et lån på 15.000 kr. Lånets stiftelsesomkostninger udgjorde i alt 800 kr. og bestod af stiftelsesprovision 300 kr. samt ekspeditionsgebyr 500 kr. Beløbene fremgår af dokumentet.

Den 22. september 1999 underskrev klageren gældsbrev om forhøjelse af lånet med 12.795 kr. Stiftelsesprovision og ekspeditionsgebyr udgjorde henholdsvis 300 kr. og 500 kr. Beløbene fremgår af forhøjelsesdokumentet.

Den 8. maj 2000 underskrev klageren gældsbrev om forhøjelse af lånet med 10.783,39 kr. Stiftelsesprovision og ekspeditionsgebyr udgjorde henholdsvis 300 kr. og 425 kr. Beløbene fremgår af forhøjelsesdokumentet.

Den 19. november 2001 underskrev klageren gældsbrev om forhøjelse af lånet med 20.000 kr. Stiftelsesprovision og ekspeditionsgebyr udgjorde henholdsvis 400 kr. og 500 kr. Beløbene fremgår af forhøjelsesdokumentet.

Parternes påstande.

Klageren har den 7. februar 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale 2-3.000 kr. af de opkrævede stiftelsesomkostninger.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Indklagede har under sagens forberedelse imødekommet et andet klagepunkt fra klageren.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han anser indklagedes gebyr på i alt 3.225 kr. ved de gennemførte lånebevillinger for urimeligt store. Lånene blev optaget for at dække overtræk på hans konto hos indklagede.

Hertil kommer, at han flere gange er blevet nødt til at betale et gebyr på 75 kr., da han stod og manglede 500 kr. sidst på måneden.

Indklagede har anført, at klageren blev gjort bekendt med og accepterede indklagedes gebyr i forbindelse med låneoptagelserne. Stiftelsesprovisionen er 2 %, minimum 300 kr.

Gebyrerne er ikke urimelige i forhold til indklagedes arbejdsindsats i forbindelse med forhøjelserne. Låneomkostningerne blev nøje gennemgået med klageren i forbindelse med låneoptagelserne.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagedes ekspeditionsgebyr og stiftelsesprovision fremgår tydeligt af de lånedokumenter, som klageren underskrev i forbindelse med det oprindelige låns etablering, henholdsvis de senere låneforhøjelser.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes gebyr som urimeligt høje.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.