Afgørelse

Rådgivning om valg af låntype.

Klageren omlagde i august 1995 lån hos det indklagede realkreditinstitut. I maj 1996 anmodede klageren instituttet om en vurdering af lånemulighederne i ejendommen i forbindelse med et påtænkt salg. Efter en vurdering af ejendommen fremsendte instituttet i juni 1996 et lånetilbud til klageren vedrørende et kontantlån baseret på 6 pct. obligationer. Tilbudet indeholdt en beskrivelse af kontantlånskonstruktionen, herunder indfrielsesvilkårene, og var endvidere vedlagt instituttets informationsblad "Lånetyper", hvoraf det blandt andet fremgik, at obligationslån i visse tilfælde kan være bedst som følge af kursgevinstbeskatningsreglerne ved indfrielse af kontantlån. Tilbudet var endvidere vedlagt et pantebrev, som indeholdt en beskrivelse af indfrielsesvilkårene. I juni 1996 indgik klageren en fastkursaftale med instituttet om afvikling af lånet ved salg af 6 pct. obligationer til kurs 79,95. Lånet blev udbetalt i august 1996 i henhold til fastkursaftalen. I november 1996 markerede klageren over for instituttet utilfredshed med størrelsen af det udbetalte lån. I januar 1997 meddelte instituttet klageren, at der ikke kunne udbetales yderligere lån, før der forelå en konkret købsaftale. Instituttet fremsendte i januar 1998 årsopgørelse for 1997 til klageren, hvoraf det blandt andet fremgik, at den skattemæssige kursværdi var beregnet ved kurs 99,25.

Den 8. marts 1998 anmodede klageren realkreditinstituttet om at udarbejde en oversigt over betingelserne for et 9 pct. obligationslån, hvis dette var udbetalt på samme tidspunkt som klagerens kontantlån baseret på 6 pct. obligationer.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilpligtes at bytte hans kontantlån ud med et obligationslån. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at det af instituttet fremsendte materiale indeholdt en beskrivelse af kontantlånskonstruktionen, herunder indfrielsesvilkårene. Nævnet havde ikke mulighed for nærmere at vurdere indholdet og omfanget af den konkrete rådgivning, som klageren havde modtaget i tilslutning til oplysningerne i det fremsendte materiale. Nævnet fandt dog anledning til at bemærke, at klageren måtte forventes at have et vist kendskab til låneomlægning, herunder lånetyper, idet klageren flere gange havde omlagt lån i sin ejendom. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at rådgivningen ud fra en generel vurdering af forholdene i 1996 har været urigtig eller mangelfuld. Spørgsmålet om instituttets værdiansættelse af klagerens ejendom og størrelsen af det tilbudte lån henhørte under instituttets kredit- og udlånspolitik, som Nævnet generelt ikke finder at kunne efterprøve. Som følge af det anførte frifandt Nævnet instituttet.