Indsigelse mod opgørelse af gæld i henhold til lån, herunder mod gebyrer og renter.
| Sagsnummer: | 132/2015 |
| Dato: | 18-03-2016 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Karin Duerlund, Inge Kramer, Troels Hauer Holmberg, Finn Borgquist |
| Klageemne: |
Rente - udlån
Gebyr - øvrige spørgsmål Gebyr - rykkergebyr Udlån - rente |
| Ledetekst: | Indsigelse mod opgørelse af gæld i henhold til lån, herunder mod gebyrer og renter. |
| Indklagede: | Ekspres Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager.
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod opgørelse af gæld i henhold til lån, herunder mod gebyrer og renter.
Sagens omstændigheder
Ved låneaftale af 6. november 2007 optog klageren et lån på 125.000 kr. i det daværende HandelsFinans, nu Ekspres Bank. Renten var variabel for tiden 12,28 % p.a. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.200 kr., første gang den 1. december 2007, og forventedes at være tilbagebetalt i løbet af 94 måneder til den 1. november 2015. De samlede kreditomkostninger udgjorde 80.111,14 kr., fordelt med 3.750 kr. på stiftelsesomkostninger, 74.556,14 kr. på beregnede renter i lånets løbetid og 1.805 kr. til ”beregnede administrationsomkostninger (betales via BS)”, hvilket svarede til 19 kr. pr. måned i 94 måneder. Endvidere fremgik bl.a. følgende af låneaftalen:
”… Ovennævnte beregninger og oplysninger vedrørende kreditomkostninger, ydelse og varighed, der skal gives ifølge lov om kreditaftaler, er med forbehold for, at renten ikke ændres, at der ikke pålægges andre omkostninger i løbetiden, og at der ikke indgås aftaler eller sker andre ændringer i tilbagebetalingen i løbetiden. Endvidere er kreditoplysningerne beregnet under forudsætning af, at ydelserne indgår på den seneste rettidige betalingsdag. Hvis der sker ændringer, vil beregningerne og oplysningerne blive påvirket og kan ikke tages som det endelige udtryk for betalte kreditomkostninger, ydelser og varighed samt de årlige omkostninger i procent. …
… Låntager giver EkspresBank A/S tilladelse til at trække lånets ydelser via BetalingsService. …”
Af de dagældende almindelige forretningsbetingelser i tilknytning til lånet fremgik bl.a.:
”… 3. Misligholdelsesomkostninger, rente og gebyrer …
Variabel rente
Lånerenten varierer i takt med Nationalbankens diskonto, således at ændringer i diskontoen medfører en tilsvarende ændring af den årlige pålydende lånerente og dermed ændring i den månedlige pålydende lånerente og den nominelle årlige lånerente. …
III. Gebyrer
Der beregnes gebyrer for:
Rykkerskrivelse | 100,00 kr. |
… | … |
Aftaleændring | 150,00 kr. |
… | … |
Kontogebyr op til | 59,00 kr. |
… | … |
Rykkerskrivelse | 100,00 kr. |
Betaling der ikke sker via BetalingsService pr. md. | 29,00 kr. |
(Gebyret opkræves samtidig med den mdl. ydelse) … |
IV. Meddelelse om renteændringer
HandelsFinans A/S annoncerer i dagspressen eller sender et brev, hvis vi ændrer vores rentesatser og gebyrer. Den nye rente vil også stå på det første kontoudtog efter ændringen. …
9. Rykkerskrivelse
Hvis en ydelse ikke er betalt rettidigt sender vi dig en rykkerskrivelse mod gebyr…”
Hver måned blev der opkrævet et administrationsgebyr på 19 kr.
Banken har under klagesagen oplyst, at der skete en fejl i renteberegningerne i forbindelse med en betalingsfri måned i oktober 2008, og at klagerens rente fra november 2008 ikke længere fulgte Nationalbankens diskonto, men i stedet ændringer i CIBOR-renten og individuelle forhold. Banken har oplyst, at klagerens restgæld med den fejlagtigt tilskrevne rente udgjorde 70.410,91 kr. pr. 1. april 2015. Banken har under klagesagen nedskrevet klagerens restgæld pr. 1. april 2015 til 45.370,15 kr. Banken har oplyst, at der i beregningen af den nedskrevne restgæld indgår renter, der alene har fulgt ændringerne i Nationalbankens diskonto. Af beregningen af den nedskrevne restgæld fremgår, at renten på lånet har udgjort 8,28 % p.a. fra juli 2012.
Ydelserne på lånet blev frem til december 2010 betalt via betalingsservice. Fra maj 2008 opkrævede banken i alt 27 gange et månedligt gebyr på 15 kr. for betalingerne via betalingsservice. Banken har under klagesagen erkendt, at gebyret ikke var medregnet i låneaftalen. Banken har oplyst, at der i beregningen af den nedskrevne restgæld på 45.370,15 kr. pr. 1. april 2015 indgår fradrag for 27 betalinger af gebyr på 15 kr.
I en periode fra starten af december 2010 til udgangen af juni 2011 betalte klageren ikke de månedlige ydelser. I denne periode foretog klageren fem indbetalinger á 500 kr., en indbetaling på 750 kr., en indbetaling på 600 kr. og en indbetaling på 650 kr. I samme periode debiterede banken seks rykkergebyrer á 100 kr. den 10. og 16. december 2010, den 10. og den 17. januar 2011, den 10. og den 22. juni 2011. Den 20. december 2010 tilbageførte banken gebyret af 16. december 2010. Under klagesagen har banken godskrevet klageren gebyret af 17. januar 2011 i beregningen af den nedskrevne restgæld på 45.370,15 kr.
Fra december 2010 foregik ydelsesbetalingerne ved brug af indbetalingskort. I forbindelse hermed blev der fra februar 2011 opkrævet et opkrævningsgebyr på 29 kr. pr. måned.
Fra juli 2011 indgik parterne aftale om, at de månedlige ydelser skulle nedsættes til 1.650 kr. I perioden fra starten af oktober 2011 til den 27. november 2011 betalte klageren alene én ydelse på 1.650 kr. I samme periode debiterede banken fire rykkergebyrer á 100 kr., hvoraf to gebyrer blev tilbageført.
Klageren blev endvidere debiteret et ”gebyr for aftaleændring” på 150 kr. i oktober 2008, i juni 2010 og i marts 2014 i forbindelse med, at han sprang betaling af en ydelse over.
Parternes påstande
Den 15. april 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ekspres Bank skal frafalde sit krav mod ham vedrørende lånet.
Ekspres Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken har pålagt ham for høje gebyrer og renter.
Det er urimeligt, at han stadig skylder et stort beløb, selvom han har betalt ca. 154.000 kr. på lånet. Renten har været svimlende høj, og der er hele tiden kommet gebyrer og afgifter på lånet. Det medførte, at han stoppede for indbetalinger i en kort periode for at få en fornuftig rente. Han blev imidlertid pålagt vilde renter og omkostninger. Han genoptog betalingen med en lavere ydelse. Renten faldt i 2012, men var fortsat meget høj. I nogle perioder steg rentebetalingerne, selvom restgælden var nedbragt.
Det er urimeligt, at han samlet vil komme til at betale ca. 238.000 kr. for et lån på 125.000 kr. Lånet skulle have været afviklet i 2015, men vil først være afviklet i 2017.
Ekspres Bank har anført, at der skete en systemteknisk fejl i renteberegningerne i forbindelse med, at banken lavede en aftale med klageren om en betalingsfri måned i oktober 2008. Dette medførte, at klageren blev overført til bankens nye vilkår, hvor renten ikke længere fulgte Nationalbankens diskonto, men derimod ændringer i CIBOR-renten og individuelle forhold. Banken har nu nedskrevet klagerens restgæld til 45.370,15 kr. pr. 1. april 2015 og har rettet klagerens rente. I beregningen af den nedskrevne restgæld indgår renter, der alene har fulgt ændringerne i Nationalbankens diskonto. Sidste betalingsdag er nu beregnet til 1. december 2017. Klageren har indgået aftale om en nedsat ydelse siden maj 2011 og havde forinden misligholdt låneaftalen, hvilket har forlænget løbetiden.
I beregningen af den nedskrevne restgæld på 45.370,15 kr. pr. 1. april 2015 indgår fradrag for 27 betalinger af gebyrer á 15 kr. med valørdag fra den 15. august 2008 samt fradrag for rykkergebyret af 17. januar 2011.
Samtlige gebyrer efter bankens godskrivning af disse gebyrer er lovligt pålagt og opkrævet.
Administrationsgebyrerne på 19 kr. pr. måned er medregnet i låneaftalen som en omkostning og fremgår desuden af de almindelige forretningsbetingelser som ”Kontogebyr op til”. Gebyret fremgik endvidere af låneansøgningen.
Fra februar 2011 valgte klageren at ændre betalingsmåde til betaling via indbetalingskort, hvilket udløste et gebyr på 29 kr. Gebyret fremgår af de almindelige forretningsbetingelser, hvorefter betaling på anden måde end betalingsservice udløser det nævnte gebyr. Da der er tale om et gebyr for en betalingsmåde, som klageren selv har valgt at ændre, og da klageren ved oprettelsen af lånet valgte at betale via betalingsservice, er gebyret ikke nævnt i selve låneaftalen.
Rykkergebyr på 100 kr. fremgår af de almindelige forretningsbetingelser som ”Rykkerskrivelse”. Klageren er blevet pålagt rykkergebyr på 100 kr. ved udsendelse af rykkerskrivelser. Klageren er ikke blevet pålagt mere end tre rykkergebyrer for restancer i sammenhængende perioder, idet klageren har udlignet restancer.
Gebyr for aftaleændring på 150 kr. fremgår af de almindelige forretningsbetingelser. Gebyret opkræves, når klageren ønsker at springe en betaling over eller at ændre ydelsesstørrelsen.
Ankenævnets bemærkninger
Ifølge låneaftale af 6. november 2007 mellem klageren og HandelsFinans (nu Ekspres Bank) skulle renten på klagerens lån variere i takt med Nationalbankens diskonto. Banken har under klagesagen oplyst, at renten på klagerens lån ved en fejl fra bankens side fra november 2008 ikke længere fulgte Nationalbankens diskonto, men i stedet ændringer i CIBOR-renten og individuelle forhold. Med den fejlagtigt tilskrevne rente udgjorde klagerens restgæld 70.410,91 kr. pr. 1. april 2015. Banken har under klagesagen nedskrevet klagerens restgæld til 45.370,15 kr. pr. 1. april 2015. Banken har oplyst, at der i beregningen af den nedskrevne restgæld indgår renter, der alene har fulgt ændringerne i Nationalbankens diskonto, og at banken har rettet den fremtidige rente på klagerens lån i overensstemmelse med låneaftalen.
Ydelserne på lånet blev frem til december 2010 betalt via betalingsservice. Fra maj 2008 opkrævede banken i alt 27 gange et månedligt gebyr på 15 kr. for betalingerne via betalingsservice. Banken har under klagesagen erkendt, at gebyret ikke var medregnet i låneaftalen og har oplyst, at disse gebyrer er godskrevet klageren i beregningen af den nedskrevne restgæld på 45.370,15 kr.
Ankenævnet finder, at Ekspres Bank har været berettiget til månedligt at beregne sig et administrationsgebyr på 19 kr. i tilknytning til klagerens lån. Gebyret fremgår tydeligt af aftalegrundlaget og er indregnet i de samlede kreditomkostninger.
Efterfølgende valgte klageren at betale ydelserne ved brug af indbetalingskort og blev herved påført omkostninger til opkrævningsgebyr på 29 kr. pr. måned. Klageren blev endvidere debiteret tre gebyrer á 150 kr. ”for aftaleændring” i forbindelse med betalingsfrie måneder. Opkrævningsgebyret og gebyret for aftaleændring fremgik klart af prislisten i bankens almindelige forretningsbetingelser, som var en del af aftalen. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte disse gebyrer som urimelige.
I en periode fra starten af december 2010 til udgangen af juni 2011 betalte klageren ikke de månedlige ydelser, men foretog fem indbetalinger á 500 kr., en indbetaling på 750 kr., en indbetaling på 600 kr. og en indbetaling på 650 kr. Det må lægges til grund, at klageren har været i restance i en sammenhængende periode fra starten af december 2010 til udgangen af juni 2011. Banken kunne derfor alene opkræve tre rykkergebyrer i denne periode, jf. rentelovens § 9B, stk. 2. Banken debiterede seks rykkergebyrer á 100 kr. i denne periode henholdsvis den 10. og 16. december 2010, den 10. og 17. januar 2011, den 10. og den 22. juni 2011. Den 20. december 2010 tilbageførte banken gebyret af 16. december 2010. Under klagesagen godskrev banken klageren gebyret af 17. januar 2011 i den nedskrevne restgæld på 45.370,15 kr. pr. 1. april 2015. Banken skal derfor tilbageføre rykkergebyret af 22. juni 2011 med valør den 22. juni 2011.
Ankenævnet finder ikke, at der er grundlag for at pålægge banken at nedskrive klagerens gæld yderligere.
Løbetiden på klagerens lån er forlænget som følge af nedsættelse af de månedlige ydelser til 1.650 kr., henstand og manglede betaling af aftalte ydelser, omkostningerne til opkrævningsgebyrer og til rykkergebyrer. Klageren måtte regne med en forlænget løbetid, jf. det anførte herom i låneaftalen.
Ankenævnets afgørelse
Ekspres Bank skal inden 30 dage tilbageføre 100 kr. til klageren med valør den 22. juni 2011.