Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Fejlagtig tilmelding af klagerens registreringsgift til betalingsservice til tredjemands konto

Sagsnummer: 429/2015
Dato: 24-06-2016
Ankenævn: Kari Sørensen, Finn Borgquist, Troels Hauer Holmberg, Flemming Pristed, Karin Sønderbæk
Klageemne: Tavshedspligt - øvrige spørgsmål
Betalingsservice - fejlagtig tilmelding
Ledetekst: Fejlagtig tilmelding af klagerens registreringsgift til betalingsservice til tredjemands konto
Indklagede: Handelsbanken
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens krav om erstatning som følge af bankens fejlagtige tilmelding til betalingsservice af klagerens registreringsafgift hos klagerens stedsøns konto i banken.

Sagens omstændigheder

Klageren, der var kunde i Handelsbanken, anmodede i 2012 om tilmelding til betalingsservice af registreringsafgift for sit køretøj. Handelsbanken har oplyst, at den ved en fejl tilmeldte betalingen af registreringsafgiften til betalingsservice hos klagerens stedsøn, S. Betalingerne og herunder klagerens CPR-nr. fremgik af betalingsoversigter, der blev sendt til S.

I september 2015, hvor fejlen blev opdaget og betalingerne afmeldt, var der på S’s konto trukket samlet 16.034 kr. til betaling af registreringsafgiften.

Banken har oplyst, at den under hensyntagen til den familiemæssige relation opfordrede klageren og S til at finde en løsning internt.

Klageren har oplyst, at banken tilbød at betale 4.000 kr., hvilket han afviste. Banken har bestridt at have tilbudt klageren 4.000 kr.

Den 3. december 2015 indgav klageren en klage til banken. Banken afviste ved mail af den 23. december 2015 klagen. Banken oplyste samtidig, at S havde mulighed for at gøre indsigelse mod betalinger inden for de seneste 13 måneder, som S ikke kunne godkende. Banken opgjorde disse til 6.600 kr. og oplyste, at banken ville gøre kravet gældende mod klageren, såfremt S gjorde indsigelse.

Parternes påstande

Den 29. december 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Handelsbanken skal betale erstatning og gøres ansvarlig for at gøre hans CPR-nr. tilgængeligt for tredjemand.

Handelsbanken har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Handelsbanken har handlet ansvarspådragende ved at tilmelde hans registreringsafgift til betalingsservice hos S.

Det bør ikke komme ham til skade, at banken har begået en fejl. Banken skal dække registreringsafgiftsbetalingerne fra tilmeldingen til betalingsservice hos S frem til fejlen blev opdaget.

Det er ikke korrekt, at der ikke er lidt et tab i forbindelse med bankens fejl. S’s konto er flere gange gået i minus på grund af bankens fejl. Hverken han eller S har penge stående til at dække bankens fejl.

Banken har også uberettiget gjort hans CPR-nr. tilgængeligt for tredjemand.

Handelsbanken har anført, at den har begået en fejl ved at tilmelde en betalingsserviceaftale til en forkert kunde.

Banken har beklaget forløbet og undskyldt over for klageren.

Klageren har ikke lidt et tab på grund af Handelsbankens fejl. Registreringsafgiften blev betalt af S. Selv hvis S opkrævede den fejlagtigt betalte registreringsafgift hos klageren, ville klageren ikke have lidt et tab.

Banken er ikke ansvarlig for de oplysninger, der fremgår af betalingsservice. Banken beklager imidlertid, at klagerens CPR-nr. blev gjort tilgængelig for S på baggrund af bankens tilmelding til betalingsservice på S’s konto. Klageren har imidlertid ikke lidt et tab.

Ankenævnets bemærkninger

Det beroede på en fejl i Handelsbanken, at klagerens registreringsafgift blev tilmeldt betalingsservice på klagerens stedsøns konto. Fejlen blev opdaget i september 2015, hvor betalingsservice blev afmeldt.

Ankenævnet finder ikke, at bankens fejl har påført klageren et tab. Ankenævnet finder endvidere, at klageren ville opnå en ugrundet berigelse på bankens bekostning, hvis banken blev pålagt at betale klagerens registreringsafgift i den periode, hvor den fejlagtigt var tilmeldt betalingsservice via klagerens stedsøns konto.

Ankenævnet bemærker, at banken har gjort klageren opmærksom på, at S har mulighed for at gøre indsigelse i henhold til betalingstjenestelovens § 63.

Det ligger uden for Ankenævnets kompetence at påtale en eventuel overtrædelse af bankens tavshedspligt. Tilsynet med bestemmelserne om tavshedspligt efter lov om finansiel virksomhed hører under Finanstilsynet, Århusgade 110, 2100 København Ø, tlf. 33 55 82 82.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.