Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ændring af afregningskurs for obligationer solgt via onlinesystem. Afregningskurs ved selvindtræde, når "kurs alle handler" ikke var fastsat.

Sagsnummer: 129/2007
Dato: 20-09-2007
Ankenævn: John Mosegaard, Karen Frøsig, Carsten Holdum, Ole Simonsen, Bent Olufsen
Klageemne: Netbank - værdipapirer
Værdipapirer - afregningskurs
Ledetekst: Ændring af afregningskurs for obligationer solgt via onlinesystem. Afregningskurs ved selvindtræde, når "kurs alle handler" ikke var fastsat.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes ændring af afregningskursen for klagerens salg af obligationer via indklagedes netbank.

Sagens omstændigheder.

Den 13. april 2007 kl. 8.59, henholdsvis 9.11 foretog klageren via indklagedes netbank salg af to gange nominelt 900.000 kr. 2 % Realkredit Danmark 2011. Handlerne blev gennemført som strakshandler i henhold til den i netbanken angivne kurs på 95,234.

Indklagede har anført, at kursen 95,234 var en fejlagtigt angivet kurs. En medarbejder blev efterfølgende opmærksom herpå og rettede afregningen til kurs 92,325.

Ved notaer af 13. april 2007 modtog klageren afregning vedrørende de to obliga­tionshandler til kurs 92,325. Af notaerne, der er enslydende, fremgår, at salgene skete ved gennemsnitskurshandel. Af notaerne fremgår i øvrigt:

"De har handlet med os. Københavns Fondsbørs har ikke beregnet en gennemsnitskurs "alle handler" kl. 17.00, og kursen er derfor fastsat under hensyn til udbud og efterspørgsel, det senest handlede kursniveau, kurspåvirkende nationale og internationale begivenheder, herunder rente- og kursudviklingen på tilsvarende papirer samt tilgængelige oplysninger om udsteder og sammenlignelige udstedere. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til os."

Ligeledes den 13. april 2007 kl. 9.16 købte klageren via indklagedes netbank nominelt 900.000 kr. 2 % Realkredit Danmark 2010 til kurs 94,695. Af indklagedes afregningsnota af samme dag fremgår, at indklagedes kurser ved kunders salg på handelstidspunktet var 94,345.

Klageren protesterede mod ændringen af afregningskursen fra 95,234 til 92,325. Indklagede afviste indsigelsen, men tilbød at lade handlerne gå tilbage, hvilket klageren afslog.

Indklagede har oplyst, at det aktuelle kursniveau (gennemsnit af kurser på køb og salg) på den omhandlede obligation på det tidspunkt, hvor klageren gennemførte handlerne, hos indklagede udgjorde 92,5. Afregningskursen på 92,325 blev beregnet manuelt under hensyn til bl.a. udbud og efterspørgsel og det senest handlede kursniveau. Den pågældende dag afregnede indklagede handler i pågældende serie til kurser mellem 92,275 og 92,675, og kurs "alle handler" sluttede på 92,531.

Under sagens forberedelse har indklagede godtgjort klageren 108 kr. svarende til kurs "alle handler" med fradrag af den faktiske afregningskurs den 13. april 2007 samt med yderligere fradrag af indklagedes kursfradrag. ((92,531 - 92,325 - 0,2) x 2 x 900.000 kr./100).

Parternes påstande.

Klageren har den 26. april 2007 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 53.946 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han via netbanken gennemførte de to ordrer, hver med et afregningsbeløb på 862.343,78 kr.

Han modtog fondsnota den 14. april 2007 og kontaktede indklagede mandag den 16. april 2007 og gjorde indsigelse mod den ændrede kurs.

Han stiller sig uforstående over for, at indklagede ikke forsøgte at kontakte ham telefonisk i løbet af den 13. april 2007.

Han er bekendt med, at indklagede i tilfælde af problemer med kursfastsættelsen tager et papir ud af handlen for at hindre strakshandel. Han opfattede den høje kurs, som om man ville fremskynde en handel.

Indklagede har anført, at kursen på 95,234 var angivet som følge af en enkeltstående menneskelig fejl. Da indklagedes medarbejder blev opmærksom herpå, blev de to handler korrigeret og afregnet til kurs 92,325. Samme dag sendte man notaer til klageren.

Klageren har ikke oplyst sin mailadresse. Havde man haft denne, ville man have orienteret klageren pr. mail.

Indklagede berigtigede fejlen samme dag og tilbød endvidere, at handlerne kunne gå tilbage.

Klageren har et samlet værdipapirdepot på ca. 16 mio. kr. og handler værdipapirer stort set alle hverdage. I sin beholdning har klageren flere obligationer af den omhandlede type, ligesom klageren har obligationer fordelt på forskellig løbetid.

Det må lægges til grund, at klageren var bekendt med kursniveauet i markedet på denne type obligation. Dette understøttes af, at klageren samtidig med de to salg købte samme type obligationer med udløb et år tidligere, nemlig 2010, hvor kursen var 94,695. Herved bemærkes, at kursen vil ligge højere, jo kortere løbetid en obligation har. Det måtte derfor undre klageren, at han kunne købe obligationer med udløb 2010 til en lavere kurs, end salgskursen på samme type obligationer, men med udløb 2011.

Det kan samtidig oplyses, at en kursændring som den fejlagtigt anførte ville være udtryk for en renteændring på 0,94 procentpoint.

Senest den 3. april 2007 købte klageren obligationer i den omhandlede serie til kurs 92,875.

Indklagede var i medfør af aftalelovens § 32, stk. 1, ikke bundet af den kurs på 95,234, der var angivet i systemet, idet denne var udtryk for en fejlskrift, hvilket klageren burde indse.

Klageren har fremlagt et bilag printet fra indklagedes netbank den 13. april 2007, kl. 9.32, hvoraf fremgår, at den omhandlede obligationsserie har en kursændring på 2,61 point.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af sagen fremgår, at klageren den 13. april 2007 foruden de to omstridte salg kl. 8.59 og 9.11 foretog et obligationskøb kl. 9.16, hvor klageren købte nominelt 900.000 kr. obligationer i 2 % Realkredit Danmark 2010 til kurs 94,695. Ankenævnet finder, at klageren på denne baggrund og ud fra det oplyste om klagerens handelserfaring måtte indse, at afregningskursen på 95,234 for de to salg gennemført kl. 8.59 og 9.11 i en tilsvarende obligationsserie, men med en løbetid et år længere, måtte bero på en fejl fra indklagedes side. Det gælder også, selv om rentekurven i visse tilfælde kan være omvendt af det forventelige.

Indklagede var derfor i medfør af aftalelovens § 32, stk. 1, berettiget til at foretage en korrektion af kursen på 95,234, således at afregningskursen blev nedsat til markedsniveauet. Indklagede har under sagen berigtiget kursafregningen, således at kursen svarer til kurs "alle handler", hvilket Ankenævnet ikke finder grundlag for at tilsidesætte.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.