Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Opgørelse af mellemværende efter realisation af pant.

Sagsnummer: 232 /2000
Dato: 21-12-2000
Ankenævn: Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Pant - realisation
Inkasso - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Opgørelse af mellemværende efter realisation af pant.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører opgørelsen af klagerens tidligere erhvervsengagement efter realisation af pant.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er tidligere ejendomshandler, nu førtidspensionist, havde i årene omkring 1990 et engagementet med den daværende Varde Bank. Engagementet blev efterfølgende overtaget af indklagede.

Ved skrivelse af 1. oktober 1992 opsagde Varde Bank engagementet med to erhvervsvirksomheder, som blev drevet af klageren. Gælden blev i skrivelsen opgjort til i alt 1.009.002 kr. med tillæg af renter fra seneste rentetilskrivning.

Til sikkerhed for engagementet var der pantsat tre ejendomme, som i løbet af årene frem til 1999 blev solgt. Det fremgår, at der løbende blev korresponderet om mellemværendet.

En af ejendommene blev på tvangsauktion den 14. december 1993 overtaget af indklagede for 1.654.448 kr.

Efter realisationen af sikkerhederne opgjorde indklagede sit tilgodehavende til 374.352,98 kr. med tillæg af renter.

Klageren gjorde indsigelse imod, at der bestod en restgæld, idet han bl.a. gjorde gældende, at han ved opgørelsen skulle godskrives en række indtægter vedrørende pantsikkerhederne, og at han på grundlag heraf var berettiget til at få udbetalt en overskydende saldo.

Indklagedes fastholdt sit krav, men tilbød ved skrivelse af 13. april 2000 saldokvittering mod indbetaling af 37.435 kr.

Under sagen har indklagede med udgangspunkt i beløbet på 1.009.002 kr. udarbejdet oversigt over, hvorledes restfordringen fremkommer.

Parternes påstande.

Den 8. juni 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udarbejde en fuldstændig opgørelse over hans konto og udbetale en eventuel saldo.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at ejendommen, som blev overtaget af indklagede på tvangsauktion, kunne have været solgt til tredjemand for 1,8 mio. kr. Han havde et købstilbud på dette beløb, hvilket indklagede imidlertid ikke ville acceptere.

Indklagede overtog ejendommene som brugelig pant med den aftale, at de skulle sælges og kontoen gøres op og afregnes. Indklagede har haft indtægter af pantet på 885.706 kr., hvilket beløb bør godskrives mellemværendet.

På trods af gentagne henvendelser har det ikke været muligt at formå indklagede til at udarbejde en fuldstændig opgørelse over mellemværendet.

Indklagede bør udarbejde en sådan og udbetale den overskydende saldo til ham.

Indklagede har anført, at klageren gennem alle årene har fået information om bevægelser på kontoen. Klageren har således modtaget de ønskede oplysninger.

Det fastholdes, at man fortsat har et tilgodehavende hos klageren.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter det foreliggende finder Ankenævnet, at en stillingtagen til indklagedes opgørelse af mellemværendet med klageren og til klagerens indsigelser, herunder vedrørende oppebårne indtægter og opnåede priser, ville forudsætte en bevisførelse af en karakter og et omfang, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.