Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om, hvorvidt indestående på bankbog blev udbetalt med frigørende virkning for indklagede.

Sagsnummer: 97/1996
Dato: 16-09-1996
Ankenævn: Peter Blok, Inge Frølich, Peter Nedergaard, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl
Klageemne: Bog - frigørende udbetaling
Ledetekst: Spørgsmål om, hvorvidt indestående på bankbog blev udbetalt med frigørende virkning for indklagede.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Klageren under denne sag er dødsboet efter en person, der afgik ved døden den 26. juni 1992.

Efter at en bankbog, for hvilken afdøde var kontohaver, var blevet stjålet fra afdøde, blev der den 17. juli 1992 i indklagedes Slagelse afdeling, der var kontoførende afdeling, hævet 49.937 kr. af kontoens samlede indestående på 49.937,38 kr.

Indklagede har oplyst, at den hævende foreviste bogen, på hvilken der ikke var mærke. Der blev ikke udfærdiget udbetalingsbilag. Det er standard procedure ved enhver hævning ved hjælp af bankbog at spørge den mødende om kontohaverens navn. Indehaverens oplysning sammenholdes herefter med det af indklagede registrerede. Denne procedure følges, da der ikke længere udfærdiges et udbetalingsbilag, hvorpå kontohaverens navn anføres. Den kasserer, der forestod udbetalingen i juli 1992, oplyste på daværende tidspunkt, at standardproceduren blev fulgt ved alle hævninger ved brug af bankbog. Kassereren er ikke længere ansat, hvorfor det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at få yderligere oplysninger fra denne vedrørende ekspeditionen.

Indklagede har oplyst, at der ikke op til den omtvistede hævning var sket bevægelser på kontoen.

Ved skrivelse af 31. januar 1996 gjorde skifterettens medhjælper på boets vegne et erstatningskrav på 49.937 kr. gældende over for indklagede, idet det anførtes, at udbetalingen ikke var sket med frigørende virkning. Indklagede afviste kravet.

Dødsboet har ved klageskema af 18. marts 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagedes tilpligtes at betale 49.937 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerens advokat har anført, at udbetalingen er foretaget i strid med bestemmelsen i gældsbrevslovens § 33, stk. 2, og dermed ikke er frigørende for indklagede. Indklagede burde i forbindelse med, at en ubekendt person hævede hele det betydelige restindestående på een gang på en konto, hvor der ikke i øvrigt ikke var foretaget hævninger af betydning, have afkrævet den mødende bevis for dennes ret til at hæve. Indklagede har ikke udvist den agtpågivenhed, som forholdene krævede, for at undgå, at beløbet kom i urette hænder, jf. gældsbrevslovens § 19, stk. 1. Den omstændighed, at udbetalingen blev foretaget i kontohaverens afdeling, burde give anledning til nærmere undersøgelser, dels fordi det for indklagedes personale har været åbenbart, at bankbogen blev præsenteret at en anden end kontohaveren, dels fordi hele indestående på nær 37 øre blev hævet, hvilket var en ganske ekstraordinær situation henset til, at afdøde stort set alene satte ind på bogen og sjældent hævede og aldrig med så betydelige beløb.

Indklagede har anført, at den mødende ved hævningen blev bedt om at oplyse navn på kontohaveren. Da det korrekte navn blev oplyst, blev udbetalingen gennemført. Beløbet er derfor udbetalt med frigørende virkning. Udbetalingen fremstod ikke som særlig og tilskyndede derfor ikke til at afkræve den mødende yderligere bevis for hæveretten. Beløbet var ikke af en sådan størrelse, at der alene af denne grund var tale om særlige omstændigheder. Da beløbet blev trukket ved een hævning i den kontoførende afdeling, fremstod udbetalingen som normal. At afdøde havde været kunde i afdelingen, var ikke ensbetydende med, at han var en kendt kunde. Det var ikke åbenbart, at den hævende ikke var kontohaver.

Ankenævnets bemærkninger:

Indledningsvis bemærkes, at klageren ikke har bestridt, at den mødende ved hævningen den 17. juli 1992 af beløbet på 49.937 kr. på afdødes konto oplyste kontohaverens navn, jf. gældsbrevslovens § 33, stk. 2, 1. punkt.

Tre medlemmer - Peter Blok, Inge Frølich og Peter Nedergaard - udtaler:

Når henses til størrelsen af det beløb, som den mødende ønskede at hæve, til den omstændighed, at beløbet - bortset fra ørebeløbet - udgjorde hele kontoens indestående, og til det oplyste om det forudgående hævningsmønster på kontoen, finder vi, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at indklagedes medarbejder burde have afkrævet den mødende bevis for hans ret til at hæve på kontoen, jf. gældsbrevslovens § 33, stk. 2, 2. punkt. Vi stemmer derfor for at tage klagen til følge som nedenfor bestemt.

To medlemmer - Erik Sevaldsen og Jens Ole Stahl - udtaler:

Uanset beløbets størrelse og de øvrige omstændigheder, som flertallet har henvist til, finder vi ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at indklagedes medarbejder burde have afkrævet den mødende bevis for hans ret til at hæve på kontoen. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Som følge heraf


Indklagede bør inden 4 uger betale 49.937 kr. til klageren ved kreditering af afdødes konto med dette beløb med valør den 17. juli 1992. Klagegebyret tilbagebetales klageren.