Spørgsmål om Danske Bank handlede ansvarspådragende i forbindelse med transaktioner til tredjemands konto

Indledning

Denne sag vedrører, om Danske Bank handlede ansvarspådragende i forbindelse med transaktioner fra klagerens til tredjemands konto.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er født i 1914, er i denne sag repræsenteret ved sin søn S.

Klageren er kunde i Danske Bank, hvor hun havde et ikke nærmere angivet antal indlånskonti og et opbevaringsdepot.

Banken har oplyst, at klageren den 17. marts 2010 henvendte sig i banken, hvor hun oplyste, at hun ønskede at sælge værdipapirer fra sit værdipapirdepot for 100.000 kr.

Der blev i den forbindelse oprettet en konto (-789), hvor provenuet blev indsat.

Den 25. marts 2010 blev der udbetalt 10.000 kr. kontant fra konto -789. Der er under sagen fremlagt kvittering for udbetalingen påført klagerens underskrift.

Den 7. april 2010 henvendte klageren sig i banken og anmodede om, at det resterende indestående på konto -789 blev overført til tredjemand, og at kontoen herefter blev opgjort. Der er under sagen fremlagt skriftlig instruktion herom dateret den 7. april 2010 og påført klagerens underskrift.

Klagerens familie indgav i 2012 en klage til banken over transaktionerne til tredjemand. Ved e-mail af 18. december 2012 afviste banken klagen.

Banken har under sagen oplyst, at klagerens engagement p.t. er under overførsel til pengeinstituttet P.

Parternes påstande

Den 14. februar 2013 har S på vegne af klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale 100.000 kr.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

S har blandt andet anført, at klageren, der er hans mor, er en ældre dame på snart 99 år, der igennem de sidste mange år har haft besvær med at komme omkring uden ledsager.

Klageren havde i nogle år en husven H, der nu er afgået ved døden.

Da klageren flyttede på plejehjem, kunne familien konstatere nogle uretmæssige transaktioner på hendes konti. Der var således solgt værdipapirer for 100.000 kr., hvorefter der dels var udbetalt 10.000 kr. kontant og dels var overført 90.000 kr. til H’s konto i banken.

På trods af sin høje alder har klageren altid selv udfærdiget fuldmagter til de personer, som måtte hæve penge for hende. Fuldmagterne til brug for de pågældende transaktioner er imidlertid udfærdiget af H og bærer noget, der ligner klagerens underskrift.

Familien har efterfølgende fået oplyst fra skifteretten, at H var ludoman og tilsyneladende havde mistet både frimærke- og møntsamling, begge af ikke ubetydelig værdi, samt hvad der måtte være af penge.

Familien har ved flere lejligheder både før og efter foråret 2010 bedt banken være opmærksom på, hvilke transaktioner, der blev foretaget på klagerens konti, da de ikke var trygge ved H’s adfærd. Man gav fra bankens side udtryk for, at man forstod familiens uro. Alligevel har banken på intet tidspunkt nævnt de pågældende transaktioner.

Man kunne få den tanke, at banken har set gennem fingre med de beskrevne forhold for måske at sikre bankens eget tilgodehavende hos H.

Det bestrides, at familien ikke ønskede, at klageren skulle omgås H. De mente bare ikke, at han skulle bestemme, hvornår hjemmeplejen skulle komme og hvornår hjemmesygeplejersken skulle give klageren medicin, eller kontrollere klageren i øvrigt.

Bankens bemærkninger vedrørende klagerens testamente bestrides. Klageren fortalte selv til sit barnebarn, hvordan hun havde følt sig tvunget til at oprette testamentet til fordel for H, hvorfor hun efterfølgende henvendte sig til sin advokat og fik denne del slettet. H var bekendt hermed og udtalte selv i den forbindelse, at han ikke ønskede at modtage nogen penge fra klageren.

Danske Bank har anført, at klageren selv havde rådighed over sine konti og sit depot i banken.

Klageren gav selv banken instruks om salg af værdipapirerne, og disponerede selv over provenuet heraf ved personlig fremmøde i banken.

Det er bankens vurdering, at klageren fuldt ud forstod rækkevidden af sine dispositioner over sine konti og sit depot i banken.

Banken var bekendt med, at klageren var meget sammen med H. Banken blev ved flere lejligheder kontaktet af klagerens familie, der frygtede eventuelle uretmæssige hævninger på klagerens konti.

Banken har flere gange meddelt klagerens familie, at banken ikke kunne forhindre, at klageren selv hævede på sine konti, medmindre hun kom under værgemål. Dette var dog ifølge familien ikke aktuelt.

Bankens medarbejder kan huske, at klageren i forbindelse med sin henvendelse i banken den 17. marts 2010, grædende fortalte, at hun selv ønskede at bestemme, hvad hendes penge skulle anvendes til. Klageren oplyste, at hun også ønskede at betænke H med nogle af sine penge, selvom familien ikke mente, hun skulle omgås ham.

På baggrund af bankens kendskab til klageren og hendes forklaring om baggrunden for dispositionerne, tvivlede banken ikke på, at det var klagerens udtrykkelige ønske at foretage de omtalte dispositioner, og at hun fuldt ud forstod konsekvensen heraf.

Det må bero på en erindringsforskydning hos klageren, hvis hun nu mener, at hun ikke har foretaget de omtalte dispositioner.

Banken har ikke udvist ansvarspådragende adfærd ved at lade klageren disponere over sine egne midler, ligesom klageren ikke har lidt et tab.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet skal indledningsvist bemærke, at klageren ikke var under værgemål og derfor frit kunne disponere over sine konti og sit værdipapirdepot i banken.

Ankenævnet lægger til grund, at salget af klagerens værdipapirer skete på instruks fra klageren, samt at transaktionerne på klagerens konto -789 blev foretaget ved klagerens personlige fremmøde i banken.

Ankenævnet finder dermed ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder i forbindelse med de omtvistede transaktioner, at banken burde have undladt at efterkomme klagerens instrukser.

Ankenævnet finder herefter, at salget af klagerens værdipapirer og transaktionerne på konto -789 skete med frigørende virkning for banken.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.