Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rykkergebyrer.

Sagsnummer: 57/1989
Dato: 20-12-1989
Ankenævn: Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Gebyr - rykkergebyr
Ledetekst: Rykkergebyrer.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Den 8. november 1985 optog klageren i indklagedes Kolding afdeling et lån på 2.500 kr., hvis provenu skulle benyttes til indfrielse af et overtræk, der var opstået på hendes budgetkonto. Lånet skulle tilbagebetales med en månedlig ydelse på 100 kr., første gang den 1. december 1985.

Gældsbrevet er forsynet med en påtegning af 13. januar 1987, hvorefter afdelingen meddeler samtykke til frafald af en restance på 400 kr., hvorefter betaling af den månedlige ydelse på 100 kr. genoptages med virkning fra 1. februar 1987.

Klageren, der har oplyst indtil indgivelsen af klagen til Ankenævnet i februar måned 1989 at have betalt ca. 3.200 kr., har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde de tilskrevne gebyrer.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at det af hende underskrevne gældsbrev intet indeholder om adgang for indklagede til at pålægge yderligere gebyrer.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at man ofte har måttet rykke klageren for betaling af de månedlige ydelser. De gebyrer, der i denne anledning er blevet tilskrevet lånet, er beregnet i overensstemmelse med indklagedes sædvanlige praksis, hvorefter rykkergebyret udgør 60 kr. for første og anden rykkerskrivelse og 120 kr. for tredie rykkerskrivelse. Første rykkerskrivelse udskrives automatisk 10 dage efter, at der er konstateret restance eller overtræk, anden rykkerskrivelse 10 dage senere, og tredie rykkerskrivelse, der indeholder meddelelse om opsigelse og overgivelse af sagen til inkasso yderligere, 10 dage senere. Debitering af rykkergebyrer finder uanset antallet af udskrevne rykkere sted samlet i forbindelse med rentetilskrivning ved udgangen af hvert kvartal. Opkrævning af gebyrer for udsendelse af rykkerskrivelser er hjemlet ved pkt. 14 i gældsbrevets vilkår, og de tilskrevne gebyrer fremgår af de enkelte rykkerskrivelser og af de årsopgørelser, som løbende er tilsendt klageren.

I de fremlagte årsopgørelse er de debiterede rykkergebyrer anført under betegnelsen "provision m.v.", og det fremgår, at der i årene 1986-88 er debiteret gebyrer på i alt henholdsvis 600 kr., 660 kr. og 540 kr. Ifølge årsopgørelsen pr. 31. december 1988 udgør restgælden 2.694,50 kr.

Indklagede har efter anmodning fra Ankenævnet fremsendt et fuldstændigt kontoudtog vedrørende lånet samt standardformularer til rykkerskrivelser. Af kontoudtoget fremgår, at klageren i årene 1986-88 hvert kvartal er debiteret for rykkergebyrer med beløb fra 120 kr. til 240 kr., og at klageren gennem hele perioden har indbetalt afdrag på lånet med uregelmæssige mellemrum, i 1986 i alt 780 kr., i 1987 1150 kr. og i 1988 900 kr.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår af gældsbrevets pkt. 14, at indklagede kan beregne sig gebyr for rykkerskrivelser, og det må lægges til grund, at gebyrerne er debiteret i overensstemmelse med indklagedes sædvanlige procedure.

Denne synes i højere grad at være baseret på maskinel udskrivning af rykkerskrivelser end på personalets vurdering af behovet og rimeligheden i det enkelte tilfælde. Proceduren synes endvidere at være tilrettelagt således, at indbetaling af en månedlig ydelse henfører til den ældste ydelsesrestance, således at der trods indbetaling typisk vil opstå restance vedrørende den løbende måneds ydelse med den konsekvens, at der startes en rykkerprocedure vedrørende denne. Formentlig som følge af disse forhold er klageren i det foreliggende tilfælde samlet blevet debiteret for rykkergebyrer af en størrelse, der ikke kan anses for rimelig. Ankenævnet finder skønsmæssigt, at indklagede for hvert af årene 1986-88 bør tilbagebetale klageren halvdelen af de debiterede rykkergebyrer som nedenfor bestemt.

Som følge heraf

Indklagede bør med valør den 31. december 1986, den 31. december 1987 og den 31. december 1988 kreditere klagerens konto vedrørende lån optaget den 8. november 1985, oprindeligt stort 2.500 kr., med henholdsvis 300 kr., 330 kr. og 270 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.