Antal, størrelse.
| Sagsnummer: | 489/1999 |
| Dato: | 04-04-2000 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Gebyr - rykkergebyr
|
| Ledetekst: | Antal, størrelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes rykkergebyrer.
Sagens omstændigheder.
Klageren har hos indklagede en checkkonto uden bevilget trækningsret eller overtræk.
Den 17. november 1998 bogførte indklagede hævningen af en check på klagerens konto, hvorved kontoen gik i overtræk med 179,44 kr. Overtrækket steg frem til den 19. januar 1999 til 1.928,45 kr., hvor indklagede fremsendte en rykkerskrivelse og hævede et rykkergebyr på 150 kr. herfor på kontoen. Indklagede har anført, at klageren telefonisk meddelte, at overtrækket ville blive inddækket senest den 15. februar 1999.
Overtrækket blev ikke inddækket, og den 9. april 1999 fremsendte indklagede en yderligere rykkerskrivelse og hævede 150 kr. i rykkergebyr. Kontoens saldo var herefter 2.228,45 kr. (negativ). Indklagede har anført, at man herefter blev informeret om, at overtrækket ville blive inddækket senest den 15. maj 1999.
Overtrækket blev ikke inddækket. Den 27. maj 1999 fremsendte indklagede på ny rykkerskrivelse og hævede i gebyr 200 kr. Kontoens saldo var herefter 2.428,45 kr. (negativ).
Den 1. juli 1999 fremsendte indklagede en yderligere rykkerskrivelse og hævede gebyr med 200 kr. Kontoens saldo var herefter 2.886,10 kr. (negativ).
Den 12. og 27. juli 1999 indgik på klagerens konto henholdsvis 1.500 kr. og 500 kr., hvorefter saldoen var 886,10 kr. (negativ).
Den 20. september 1999 fremsendte indklagede igen rykkerskrivelse, idet indklagede samtidig hævede 150 kr. i rykkergebyr.
Parternes påstande.
Klageren har den 19. november 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at "få rykkergebyret nedsat til 250 kr."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at overtrækket på hans konto ultimo 1998 var på 1.928,45 kr. Han har efterfølgende indbetalt overtræk og renter.
Indklagede har påført ham rykkergebyrer med i alt 850 kr., som bør nedsættes til 250 kr.
Indklagede har anført, at klageren uanset aftale herom ikke inddækkede overtrækket. Man var herefter nødsaget til at fremsende rykkerskrivelser med deraf følgende gebyr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Som følge af klagerens overtræk af checkkontoen var indklagede berettiget til at fremsende rykkerskrivelse og debitere et gebyr herfor.
Det følger af Ankenævnets praksis, at indklagedes adgang til at opkræve gebyr for fremsendelse af rykkerskrivelser er betinget af, at det har været rimeligt at afgive disse. Heraf følger bl.a., at der må være et maksimum for antallet af gentagne rykkerskrivelser, for hvilke der kan kræves gebyrer. Dette maksimum er i Ankenævnets faste praksis fastsat til tre rykkerskrivelser, idet kreditor, i hvert fald når dette antal gentagne rykkerskrivelser er afgivet, i almindelighed bør tage stilling til, om indklagedes tilgodehavende bør inddrives. Det anførte normale maksimum for antallet af gebyrbelagte rykkerskrivelser sigter til en sammenhængende periode, i hvilken debitor til stadighed har været i restance (overtræk), selv om der måtte være foretaget indbetalinger i perioden.
Det følger heraf, at indklagede ikke var berettiget til at kræve gebyr for fremsendelse af rykkerskrivelserne den 1. juli og 20. september 1999. Indklagede skal derfor tilbageføre disse gebyrer.
Indtil Ankenævnets afgørelse af 29. juni 1999 i sagerne 370/1998 og 453/1998 havde Ankenævnet ikke grebet ind over for størrelsen af rykkergebyrer, og rykkergebyrer på 200 kr. var accepteret i nævnets praksis. Ved disse afgørelser fandt Ankenævnets flertal, at et rykkergebyr ikke bør overstige 100 kr.
Ankenævnet finder, at der er tale om nye regler af en sådan karakter, at de ikke bør tillægges tilbagevirkende kraft i andre sager. Da de tre første gebyrer i nærværende sag er opkrævet af indklagede før den 29. juni 1999, og da klagen først er indgivet efter denne dato, tages klagen for så vidt angår disse gebyrer herefter ikke til følge. Medlemmerne Allan Pedersen og Karin Duerlund bemærker i denne forbindelse, at rykkergebyrer på 150 kr. og 200 kr. efter deres opfattelse ikke overstiger det rimelige, jf. mindretallets udtalelser i de nævnte sager.
Som følge af det anførte
Indklagede skal inden fire uger tilbageføre rykkergebyrerne hævet henholdsvis den 1. juli og 20. september 1999 med valør de nævnte datoer. Klagen tages i øvrigt ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.