Indsigelse om delvis tilbageholdelse af beløb forinden indsætning på klagers konto.
| Sagsnummer: | 152/2004 |
| Dato: | 05-10-2004 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Tina Dhanda, Karen Frøsig, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Konto - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse om delvis tilbageholdelse af beløb forinden indsætning på klagers konto. |
| Indklagede: | Nordjyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse om, at der inden overførsel af en social ydelse til hans konto blev tilbageholdt et beløb.
Sagens omstændigheder.
Klageren har en indlånskonto hos indklagede. Den 27. februar 2004 indgik på kontoen 6.074,81 kr., hvilket fremgår af en fremlagt kontoudskrift. Beløbet var en social ydelse fra det offentlige.
Klageren har anført, at afsenderen af beløbet overførte 7.391,65 kr., hvorfor der er blevet tilbageholdt ca. 1.300 kr.
Af sagen fremgår endvidere, at indklagede den 1. bankdag i hver måned overfører 300 kr. fra klagerens konto til et finansieringsselskab.
Parternes påstande.
Klageren har den 14. maj 2004 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at indklagede skal tilpligtes at indsætte yderligere 1.316,84 kr. på hans konto.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ifølge sin pensionsmeddelelse den 27. februar 2004 skulle modtage 7.391,65 kr. på kontoen hos indklagede. Det indsatte beløb var imidlertid kun 6.074,81 kr., hvorfor der ulovligt er tilbageholdt ca. 1.300 kr.
Han stiller sig uforstående overfor det manglende beløb, da han ikke skylder 1.300 kr. i varme, men har 30.000 kr. til gode i for meget indbetalt fjernvarme.
Indklagede bør på sine kontoudskrifter foruden dato oplyse klokkeslæt for hver transaktion.
Overførslen af det månedlige beløb til finansieringsselskabet er 2 x 24 timer undervejs, hvilket han stiller sig uforstående overfor.
Indklagede har anført, at man via den elektroniske clearing mellem pengeinstitutterne modtog 6.074,81 kr. til indsættelse på klagerens konto den 27. februar 2004.
Indklagede har ikke mulighed for at foretage nogen form for modregning eller tilbageførsel, forinden det overførte beløb indgår på kontoen. Klageren må rette henvendelse til afsender af beløbet.
I overensstemmelse med gældende regler og praksis anfører man ikke klokkeslæt for de enkelte transaktioner på kontoudskrifter.
Med hensyn til den månedlige overførsel til finansieringsselskabet er overførselstiden af kontrolmæssige og sikkerhedsmæssige grunde to bankdage. I forhold til kreditor anses betalingen at være sket på den dag, hvor kundens konto belastes, mens den beløbsmæssige clearing finder sted senest anden bankdag herefter.
Dette er i overensstemmelse med "Aftale om modtagelse og afregning af et giroindbetalingskort i pengeinstitutter" af 20. november 2001 indgået mellem pengeinstitutterne. Reglerne om clearing giver pengeinstituttet mulighed for at kontrollere, at der på clearingsdagen er dækning på den konto, hvorfra beløbet trækkes.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at indklagede den 27. februar 2004 alene modtog 6.074,81 kr. til indsættelse på klagerens konto.
Med hensyn til det angivne manglende beløb på ca. 1.300 kr. må klageren henvises til at rette henvendelse til afsenderen, som bærer risikoen for, at det korrekte beløb når frem til modtager.
Hvad angår klagerens månedlige betaling af 300 kr. til et finansieringsselskab, lægger Ankenævnet til grund, at betalingerne er sket rettidigt til selskabet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.