Spørgsmål om anmodning om overførsel af beløb angik overførsel fra konto for garantbeviser.
| Sagsnummer: | 393/2009 |
| Dato: | 09-03-2010 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Karin Ladegaard |
| Klageemne: |
Garantbeviser - øvrige spørgsmål
Konto - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om anmodning om overførsel af beløb angik overførsel fra konto for garantbeviser. |
| Indklagede: | Morsø Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse om, at en anmodning om overførsel af et beløb fra hans konti til hans ægtefælles konto ikke blev ekspederet korrekt.
Sagens omstændigheder.
Klageren blev i 2003 garant i Sparekassen Spar Mors med et indskud på 300.000 kr.
Den 26. februar 2008 fik klageren udbetalt sit garantindskud. På dette tidspunkt havde klageren i sparekassen en g-konto med et indestående på ca. 49.000 kr.
Ved brev af 26. februar 2008 anmodede sparekassen klageren om at rette henvendelse for at aftale nærmere om indeståendet på g-kontoen "da det ikke er muligt at have et indestående på g-konto uden indestående på garantbeviser".
Den 15. april 2008 overførte klageren 5.000 kr. fra sin g-konto til kontoen for garantbeviser.
Den 18. august 2008 kontaktede klagerens ægtefælle H sparekassen. Samme dag blev der overført 9.500 kr. fra klagerens g-konto til H’s konto i sparekassen. Klagerens g-konto havde herefter en saldo på 69,47 kr.
Klageren har anført, at H telefonisk havde anmodet sparekassen om at flytte de 14-15.000 kr., som han havde stående, til H’s konto.
Under sagen er fremlagt et notat fra den ekspederende medarbejder vedrørende overførslen, hvorpå beløbet 9.500 er angivet samt to kontonumre. Ud for kontonummeret svarende til klagerens g-konto er anført et minus, mens der er anført et plus ud for kontonummeret svarende til H’s konto.
Af kontoudskrift af 31. august 2008 til H fremgår indsætningen af de 9.500 kr. på H’s konto.
I slutningen af oktober 2008 overdrog Sparekassen Spar Mors sine aktiviteter til Morsø Bank. Morsø Bank overtog dog ikke forpligtelserne i henhold til garantikapitalen. Sparekassen trådte efterfølgende i likvidation.
Klageren rettede henvendelse til Morsø Bank med krav om betaling af 5.000 kr. med henvisning til, at H den 18. august 2008 havde anmodet om overførsel af de 14-15.000 kr., som han i alt havde i sparekassen, men at sparekassen desuagtet alene havde overført 9.500 kr. og således ikke de 5.000 kr. på garantbeviskontoen. Ved breve af 14. januar og 28. februar 2009 afviste Morsø Bank kravet.
Parternes påstande.
Klageren har den 17. april 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Morsø Bank tilpligtes at betale 5.000 kr.
Morsø Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ved, hvad garant betyder, men er ikke bekendt med reglerne om garantbeviser eller opsigelse. Hans indskud stod, så pengene kunne hæves fra dag til dag, hvilket var en klar aftale med sparekassens medarbejdere.
H kontaktede den 18. august 2008 sparekassen for at overføre hans sidste penge på 14-15.000 kr.
Medarbejderen lovede at flytte pengene til H’s konto. Han undrer sig over, at medarbejderen kun flyttede 9.500 kr. og ikke hele kontoens indestående. Medarbejderen lyver, når pågældende oplyser, at beløbet på 9.500 kr. blev gentaget for H.
Morsø Bank har anført, at sparekassen indførte et opsigelsesvarsel den 6. oktober 2008. Indtil da havde det været sædvane, at sparekassen uanset sine vedtægters bestemmelse herom udbetalte garanters indestående på forlangende.
Af det fremlagte notat om ekspeditionen den 18. august 2008 fremgår det, at medarbejderen noterede, at der skulle overflyttes 9.500 kr. fra klagerens g-konto til H’s konto. Medarbejderen har oplyst, at pågældende altid gentager en telefonordre sidst i en samtale for at sikre sig, at tingene er korrekt opfattet.
Overførslen af beløbet på 9.500 kr. fremgår af kontoudskrift til H af 31. august 2008. Klageren gjorde først indsigelse, efter at banken havde overtaget sparekassen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
På baggrund det fremlagte notat fra den ekspederende medarbejder vedrørende ekspeditionen den 18. august 2008 lægger Ankenævnet til grund, at klagerens ægtefælle anmodede om overførsel af 9.500 kr. fra klagerens G-konto til ægtefællens konto i sparekassen. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klagerens ægtefælle herudover også fremsatte anmodning vedrørende garantindskuddet på 5.000 kr.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge