Spørgsmål om hævninger dels efter skriftlig anmodning dels i henhold til fuldmagt skete med frigørende virkning for banken.
| Sagsnummer: | 545/2008 |
| Dato: | 16-11-2009 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Jesper Claus Christensen, Carsten Holdum, Karin Ladegaard og Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Fuldmagt - øvrige spørgsmål
Konto - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om hævninger dels efter skriftlig anmodning dels i henhold til fuldmagt skete med frigørende virkning for banken. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om nogle hævninger dels efter skriftlig anmodning dels i henhold til fuldmagt skete med frigørende virkning for banken.
Sagens omstændigheder.
Klageren i denne sag er én af tre privatskiftende arvinger efter A, der var kunde i Danske Bank. A var født i 1914 og døde i marts 2008.
Ifølge en fuldmagtsblanket af 17. februar 1999 fik A’s datter, D, fuldmagt til at disponere på A’s Danske Privatkonto i banken. Klageren, der har gjort indsigelse mod fuldmagtens gyldighed, har til støtte for indsigelsen fremlagt A’s underskrift på et dokument, som A underskrev hos en advokat samme dato.
Ifølge en årsoversigt pr. den 31. december 2003 bestod A’s engagement af Danske Privatkontoen og en Aktionærindlånskonto med et samlet indestående på ca. 35.000 kr. og et opbevaringsdepot med en kursværdi på ca. 40.000 kr.
Ifølge to dokumenter af 11. december 2006 fik D fuldmagt til A’s depot. I depotet lå 204 stk. Danske Bank aktier, som A ønskede at sælge. Desuden fik D fuldmagt til via Netbank at disponere på konti, hvor A "allerede har givet eller fremover giver en kontofuldmagt til at disponere alene".
Samme dag, den 11. december 2006, blev aktierne solgt med et provenu på knap 50.000 kr., som blev indsat på Danske Privatkontoen tilhørende A.
Ifølge et endeligt skøde underskrevet af køber den 18. januar 2007 blev A’s faste ejendom solgt med overtagelse den 1. februar 2007. Købesummen fremgår ikke af det eksemplar af skødet, som er fremlagt under sagen. Ejendomsvurderingen pr. den 1. oktober 2005 var 1,1 mio. kr., heraf grundværdi 399.000 kr. Endvidere fremgår blandt andet:
"…
Parterne i nærværende handel har uden ejendomsmæglerens medvirken truffet aftale om handlens vilkår, herunder prisen på ejendommen. Ejendomsmægleren har ikke besigtiget ejendommen og har derfor ikke selvstændigt vurderet prisen herpå. Parterne har derfor selv ansvaret for den fastsatte pris.
…"
I forbindelse med handlen indsatte køber 804.000 kr. på en skødekonto i Danske Bank med A som kontohaver.
Ifølge et dokument af 13. februar 2007 ønskede A at give D og D’s børn og barnebarn hver 50.000 kr., i alt 200.000 kr.
Ved frigivelsen af skødedeponeringskontoen blev der overført 250.000 kr. til en højrentekonto, som blev oprettet i henhold til en skriftlig aftale med A af 28. februar 2007, og knap 500.000 kr. til Danske Privatkontoen, hvorfra der samtidig blev videreoverført 4 x 50.000 kr., jf. dokumentet af 13. februar 2007.
Ifølge et dokument af 30. august 2007 ønskede A at give 50.000 kr. til et nyfødt barnebarn af D, og D fik fuldmagt til at overføre beløbet. Overførslen blev ekspederet den 31. august 2007.
Klageren, der har gjort indsigelse mod gyldigheden af dokumenterne af 13. og 28. februar og 30. august 2007, har fremhævet, at A’s mellemnavn fremgår af underskrifterne, og at A’s tidligere underskrifter ikke indeholdt mellemnavnet.
Pr. den 31. december 2007 havde A indeståender i Danske Bank på i alt ca. 585.000 kr.
Den 12. marts 2008 døde A. Ved sin død sad A i uskiftet bo efter sin ægtefælle, M, som var død i 1989. Klageren og klagerens søster, som var børn af A’s og M’s afdøde søn, var sammen med D de tre arvinger i boet.
D fik skiftefuldmagt fra klagerens søster men ikke fra klageren.
I sommeren 2008 henvendte klageren sig til banken med anmodning om oplysninger om A’s engagement. Parternes korrespondance i perioden 7. august – 11. december 2008 er fremlagt under sagen. Ved brev af 25. september 2008 godtgjorde banken et gebyr på 790 kr., som klageren havde betalt for at få tilsendt kontoudskrifter mv. Banken afviste at have begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med A’s engagement og oplyste, at de dispositioner, der havde fundet sted, var sket i henhold til aftale med A eller i henhold til fuldmagt afgivet af A til D.
Under sagen er der blandt andet fremlagt kontoudskrifter mv. for A’s engagement for årene 2002 – 2008.
Parternes påstande.
Den 18. december 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale erstatning.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at Danske Bank har handlet uansvarligt og ansvarspådragende i forbindelse med A’s engagement. Banken har blandt andet foretaget udbetalinger fra A’s konti på et utilstrækkeligt grundlag og dermed uden frigørende virkning. Boets tab herved anslås til minimum 1 mio. kr., som banken bør erstatte.
Banken medvirkede til, at 2/3 af boets værdi forsvandt på ulovlig vis til D og hendes arvinger, idet banken tillod D at forære sig selv og sin familie store gaver mv. via A’s konti, uden at D havde lovlig fuldmagt eller adgang hertil.
Udover at påføre boet et tab har banken medvirket til overdragelser uden oplysning til fx Skat. Endvidere blev A’s faste ejendom solgt til en ven af D for en lavere pris end den offentlige vurdering.
Det må formodes, at banken også har medvirket til, at provenuet ved A’s og hendes ægtefælles salg af deres gård i 1980’erne er forsvundet.
A var i de sidste 12 år af sit liv stærkt svækket. Hun var meget påholdende og stiftede ingen gæld. Banken tillod, at D hævede på A’s konti uden at sikre sig, at D faktisk havde fuldmagt til dispositionerne. Banken havde ingen kontakt med A, idet alt foregik gennem D, der selv var kunde i banken. Banken handlede ansvarspådragende ved at undlade at sikre sig, at oplysningerne fra D var korrekte.
A’s underskrift på fuldmagten af 17. februar 1999 svarer ikke til underskriften på et testamente, som blev oprettet samme dag. I 2006 og 2007 var A alvorligt syg og blev opereret flere gange. I december 2006 var A indlagt på hospitalet og blev anset for at være døende.
I forbindelse med bobehandlingen forsøgte banken at skjule transaktionerne ved blandt andet at forhale oplysningerne om engagementet og beregne sig gebyr herfor.
Danske Bank har anført, at man ikke har handlet ansvarspådragende i forbindelse med engagementet, hverken for så vidt angår overførslerne på i alt 250.000 kr. eller i øvrigt. Det af klageren påståede tab er udokumenteret.
Det bestrides, at banken ikke i tilstrækkeligt omfang skulle have sikret sig, at der blev disponeret over A’s midler på en betryggende måde. Banken handlede i henhold til skriftlig instruks fra A, og D handlede i henhold til skriftlig fuldmagt fra samme. Banken har ikke handlet ansvarspådragende og har ikke påført klageren noget tab.
A’s ejendom blev ifølge den medvirkende ejendomsmægler solgt som et såkaldt selvsalg. Uanset det anførte i skødet rådførte parterne sig med ejendomsmæglere med henblik på at fastsætte købesummen. Det af klageren anførte om A’s og dennes ægtefælles salg af en gård er uden relevans for sagen.
Eventuelle tvister vedrørende D’s dispositioner udgør et internt anliggende arvingerne imellem. Banken har opfordret klageren til at antage en advokat med henblik på, at boet eventuelt kan overgå til offentlig behandling ved autoriseret bobestyrer.
Banken har ikke forsøgt at skjule boets forhold for klageren. Efter det oplyste ønskede D ikke at oplyse klageren om boets forhold, hvilket var baggrunden for klagerens henvendelse til banken. Gebyret på 790 kr., som banken beregnede sig for at sende kontoudskrifter mv. til klageren, blev efterfølgende tilbagebetalt.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
De omstridte dispositioner på A’s engagement i Danske Bank før A’s død i 2008 skete på grundlag af skriftlige instrukser fra A eller ved dispositioner foretaget af A’s datter (D) i henhold til fuldmagt fra A.
Der er ikke godtgjort omstændigheder, der kan begrunde, at banken nærmere burde have undersøgt gyldigheden af A’s instrukser og fuldmagterne til D. Der er heller ikke godtgjort andre omstændigheder, herunder vedrørende A’s ejendomssalg i 2007 og A’s og dennes ægtefælles salg af en gård i 1980’erne, der kan begrunde et ansvar for banken.
Det bemærkes herved, at en ægtefælle, som sidder i uskiftet bo, i medfør af arvelovens § 24 i levende live udøver en ejers rådighed over boet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge