Afgørelse

Rådgivning om valg af lånetype/renteprocent.

Klageren foretog i september 1995 en opkonvertering af et 6 pct. kontantlån til et 9 pct. kontantlån hos det indklagede realkreditinstitut. Efter anmodning fra klageren afgav instituttet i december 1995 alternative tilbud på henholdsvis 7 pct. og 8 pct. obligationslån samt 8 pct. kontantlån. Kontantlånetilbudet samt det medfølgende pantebrev indeholdt en beskrivelse af kontantlånskonstruktionen, herunder indfrielsesvilkårene. Klageren bad ultimo december 1995 pr. telefax instituttet om tilbud alene på tillægslån, idet hun var blevet i tvivl om, hvorvidt det kunne betale sig at lægge hele lånet om. Klageren anmodede derudover om svar på en række spørgsmål, herunder i relation til den rente, der burde vælges. Telefaxen blev af instituttets medarbejder påført de forskellige svar på de af klageren stillede spørgsmål. Instituttet fremsendte i løbet af januar 1996 låneomlægningsberegninger til klageren vedrørende henholdsvis kontantlån og obligationslån baseret på 6, 7 og 8 pct. obligationer. Klageren indgik i januar 1996 fastkursaftale med instituttet vedrørende afvikling af det tilbudte kontantlån ved salg af 6 pct. obligationer til kurs 84,60. Instituttet fremsendte samme dag en låneomlægningsberegning til klageren, der viste konsekvenserne qua den indgåede fastkursaftale. Låneomlægningen blev gennemført i overensstemmelse med fastkursaftalen. Instituttet fremsendte i januar 1998 årsopgørelse for 1997 til klageren, der blandt andet viste en beregning af den skattemæssige kursværdi ved kurs 99,25. Klageren rettede herefter henvendelse til realkreditinstituttet, idet hun ikke fandt, at hun havde fået korrekte fyldestgørende oplysninger om kontantlån, herunder at der ved kontantlån er et kurstab. Instituttet afviste, at rådgivningen havde været mangelfuld og henviste til, at de for kontantlånet relevante oplysninger var fremgået af henholdsvis lånetilbud og pantebrev.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilpligtes at anerkende, at obligationsrestgælden var lig med kontantrestgælden. Instituttet påstod frifindelse.

Flertallet i Nævnet fandt ikke anledning til at betvivle, at der - ud over oplysningerne i lånetilbud m.v. - var givet konkret rådgivning til klageren. En sådan rådgivning måtte imidlertid have til formål at forsyne klageren med relevante oplysninger om alternative muligheder og konsekvenser. Derimod var det ikke instituttets opgave at vælge på klagerens vegne. Flertallet fandt ikke grundlag for at rette kritik mod instituttets behandling af lånesagen. Mindretallet fandt ikke, at det var godtgjort, at instituttet, der på klagerens anmodning måtte anses for forpligtet hertil, havde givet klageren den tilstrækkelige rådgivning. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor frifundet.