Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 27. juli 1995 ydede indklagede klageren et billån på 28.355 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 925 kr. over tre år under forudsætning af uændret rentesats. Renten var på etableringstidspunktet 10% p.a.
Det fremgår af gældsbrevet, at de samlede etableringsomkostninger i forbindelse med lånet udgjorde 4.555 kr., som var indregnet i det lånte beløb. Etableringsomkostningerne til indklagede var specificeret således:
Ekspeditionsgebyr | 2.000,00 kr. |
De samlede renter i hele lånets løbetid ved uændret rentesats var beregnet til 4.848,09 kr., og de årlige omkostninger i procent var beregnet til 23,9%.
De årlige omkostninger i procent fremgår ikke af klagerens kopi af gældsbrevet.
Indklagede har fremlagt to prislister vedrørende de mest almindelige gebyrer, der er fremlagt i indklagedes afdelinger, en prisliste der findes hos bilforhandleren og et uddrag af indklagedes interne prisliste. Indklagede har henvist til et gebyr på 300 kr. for udfærdigelse og ekspedition af panthaverdeklaration og et gebyr på 750 kr. for udfærdigelse af gældsbreve, som er anført på prislisten, der er fremlagt i afdelingerne. For så vidt angår gebyret på 2.000 kr. har indklagede henvist til den interne prisliste, hvor der ud for punktet "anvisningslån, billån" er anført "3,5% af lånebeløb min. 2.000 kr." Indklagede har oplyst, at hensigten med at angive betegnelsen "særaftale" var at gøre opmærksom på, at der kunne være beregnet et minimumsgebyr.
Ved klageskema af 17. juni 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere ekspeditionsgebyret på 2.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han købte en bil til 39.800 kr. med 16.000 kr. i udbetaling. Til finansiering af restbeløbet på 23.800 henviste bilforhandleren til indklagede. I farten overså han, at omkostningerne ved lånet var urimeligt høje - ikke mindst etableringsomkostningerne, som ikke er fradragsberettigede. Der var tale om et mindre lån med pantsikkerhed, og der blev benyttet en standardblanket ved etableringen. Han mener ikke, at han har fået en rimelig behandling, og at indklagede har opfyldt sin oplysningspligt.
Indklagede har anført, at lånet blev bevilget på baggrund af bilforhandlerens oplysninger om klageren og bilen, som indklagede modtog pr. telefax. Renten på sådanne anvisningslån, der typisk ydes til ikke-kunder, er lavere end på øvrige billån; til gengæld er låneomkostningerne højere. Den samlede pris afspejler den arbejdsindsats og risiko indklagede påtager sig ved sådanne lån.
Indklagede er ubekendt med årsagen til, at de årlige omkostninger i procent ikke fremgår at klagerens kopi af gældsbrevet. Såfremt årsagen skal findes hos indklagede, kan det tænkes, at der er sket fejl i forbindelse med udskrivningen på laserprinter, f.eks. ved at papiret er trukket skævt, eller ved at der er trukket flere stykker papir ud af arkføderen på en gang. Klageren underskrev dokumenterne hos forhandleren ved afhentning af bilen, og han var bekendt med låneomkostningerne, uanset at de årlige omkostninger i procent ikke fremgik af kopien af gældsbrevet. Bilforhandleren har oplyst, at klageren lagde vægt på den månedlige ydelse, og at omkostningerne blev drøftet inden klageren underskrev dokumenterne. Klageren har ikke rettet henvendelse vedrørende den manglende oplysning og har i øvrigt ikke givet udtryk for utilfredshed med lånet før indgivelsen af klagen ca. 1 år efter lånets etablering.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har ved underskrivelsen af gældsbrevet accepteret det af indklagede fastsatte ekspeditionsgebyr på 2.000 kr. Under hensyntagen til de nærmere omstændigheder omkring ydelsen af lånet - herunder at det er ydet til en person, der ikke var kunde hos indklagede - finder Ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte gebyret som urimeligt. Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at pålægge indklagede at nedsætte kreditomkostningerne på baggrund af, at de årlige omkostninger i procent ved en fejl ikke fremgik af klagerens kopi af gældsbrevet. Herved bemærkes, at de årlige omkostninger i procent fremgik af det gældsbrev, der bærer klagerens underskrift, således at de har været klageren bekendt ved hans underskrift på gældsbrevet. Endvidere findes klageren med de øvrige oplysninger i lånedokumentet at have haft et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditomkostningerne, jf. kreditaftalelovens § 23, stk. 3.
Som følge heraf