Salg af bil på tvangsauktion.
| Sagsnummer: | 357/1995 |
| Dato: | 26-03-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Peter Nedergaard, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Pant - realisation
|
| Ledetekst: | Salg af bil på tvangsauktion. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 3. december 1991 foretog indklagede udlæg i klagerens bil af mærket Opel Omega for en gæld til indklagede på 532.288,84 kr., for hvilket beløb indklagede havde pant i bilen.
Ifølge indklagede forsøgte indklagedes advokat i december måned 1991 at formå klageren til at underskrive en salgsfuldmagt vedrørende bilen. Klageren har bestridt dette.
I begyndelsen af januar 1992 sendte klageren kopi af salgsaftale af 1. januar 1992 til indklagede. Ifølge indklagede blev klageren i telefonsamtale herefter henvist til indklagedes advokat. Ifølge klageren afslog indklagede at tiltræde handelen.
Den 21. januar 1992 blev indklagedes advokat indsat i besiddelsen af den pågældende bil under en udkørende fogedforretning. Under fogedforretningen oplyste klageren, at han var blevet tilbudt 190.000 kr. for bilen.
Ved skrivelse af 21. januar 1992 fra indklagedes advokat til klageren opfordredes klageren til at underskrive salgsfuldmagtserklæring og videresende denne til indklagede eller advokaten, således at den var advokaten eller indklagede i hænde senest den 24. januar 1992. Det meddeltes endvidere, at indklagede ville frafalde sit pant og sit udlæg i bilen, såfremt der indbetaltes 190.000 kr. til indklagede senest den 24. januar 1992.
Bilen blev bortsolgt på tvangsauktion den 20. februar 1992 og indbragte 69.771,02 kr.
Klageren har ved klageskema af 3. juli 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte ham hans tab på 120.238,90 kr. samt renter heraf, 2% pr. måned fra 1. januar 1992 til betaling sker.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han havde solgt sin bil for 190.000 kr. Afdelingens direktør meddelte ham, at han ikke måtte aflevere bilen til køberen. Han har som følge af, at bilen blev bortsolgt på tvangsauktion for 69.761,02 kr. lidt et tab på 120.238,98 kr. Indklagede har tilsidesat sin pligt til at sørge for, at udlagte effekter sælges bedst muligt. Det bestrides, at indklagedes advokat i december måned 1991 forsøgte at få ham til at underskrive en salgsfuldmagt vedrørende bilen. Salgsfuldmagten modtog han først den 22. januar 1992. Han kunne ikke på dette tidspunkt underskrive fuldmagten, idet der den 1. januar 1992 var skrevet slutseddel på salg af bilen. Han fandt det ikke relevant under fogedforretningen den 22. januar 1992 at oplyse navnet på køberen af bilen, idet dette tidligere var meddelt indklagede. Da han den 22. januar 1992 fik meddelelse om, at indklagede ville frafalde sit pant og sit udlæg i bilen, ville køberen ikke længere overtage bilen.
Indklagede har anført, at klageren selv burde have formået den interesserede køber til at indbetale købesummen på 190.000 kr. til indklagede eller dennes advokat. Klageren burde have oplyst navn og adresse på den interesserede køber. Klageren har af bankens advokat fået skriftlig accept af den frivillige handel. Man er ikke ansvarlig for, at køber ikke vil opfylde handelen ved at indbetale købesummen til indklagede eller dennes advokat.
Ankenævnets bemærkninger:
Som sagen foreligger oplyst for Ankenævnet, må det lægges til grund, at klageren ikke rettede henvendelse til indklagedes advokat forud for mødet i fogedretten den 21. januar 1992. Af advokatens skrivelse til klageren af 21. januar 1992 fremgår, at indklagede ville frafalde sit pant og udlæg mod at få udbetalt de 190.000 kr., som klageren oplyste af have solgt bilen for. Hermed havde køberen fornøden sikkerhed for, at bilen ville blive frigjort for indklagedes pant. Da klageren har erkendt, at han ikke under fogedretsmødet oplyste navnet på køberen, lægges det videre til grund, at advokaten ikke havde anledning til selv at rette henvendelse til køberen. Advokaten var endvidere berettiget til at gå ud fra, at det tilbud om køb af bilen for 190.000 kr., som klageren havde givet oplysning om under mødet i fogedretten, ikke var resulteret i en endelig købsaftale, når klageren ikke havde betalt beløbet inden den fastsatte frist.
Under de således beskrevne omstændigheder findes det at have beroet på klagerens egne forhold, at bilen ikke blev solgt i fri handel, og der findes herefter ikke grundlag for at give klageren medhold i klagen, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.