Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om accept af salg af værdipapirer i netbank.

Sagsnummer: 1219/2009
Dato: 13-12-2010
Ankenævn: Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg og Niels Bolt Jørgensen.
Klageemne: Netbank - tekniske forhold
Netbank - værdipapirer
Ledetekst: Spørgsmål om accept af salg af værdipapirer i netbank.
Indklagede: Basisbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om klageren har accepteret et salg af aktier via sin netbank.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i Basisbank, hvor hun via netbank kan handle med værdipapirer.

Banken har anført, at klageren den 26. oktober 2009 via netbanken foretog to salg à 150 stk. i samme aktie.

Klageren har anført, at hun kun anvendte sin personlige kode én gang til accept af salget af 150 stk. aktier. Klageren rettede 5 dage efter skriftlig henvendelse til banken, da hun undrede sig over, at der var gået to beløb à 48.527,10 kr. ind på hendes konto.

Af bankens svar den 3. november 2009 fremgår:

"…

Ifølge vores system har du gennemført to handler. Den første er lagt ind via netbanken d. 26.10.2009 kl. 11.23 og den 2. ordre – også via netbanken – d. 26.10.2009 kl. 11.24.

…"

Klageren fremhævede efterfølgende i en mail til banken samme dag, at hun kun havde anvendt sin personlige kode én gang til salg af 150 stk. aktier.

Sagen blev herefter overdraget til bankens klageansvarlige.

Klageren modtog den 4. november 2009 svar fra bankens klageansvarlige. Det fremgik af svaret:

"…

Vi har fra vores dataansvarlige fået bekræftet, at de nævnte handler er gennemført i netbanken ved brug af underskriftskoden.

Det er selvfølgelig beklageligt, hvis du har handlet to gange, og kun ville handle én gang. Vores investeringsrådgiver har i går – d. 4.11.2009 – foreslået dig, at genkøbe aktierne, da kursen var lavere end du havde solgt for. Dette var du ikke interesseret i af skatte mæssige årsager.

Vi kan ikke tilbyde at tilbageføre handler foretaget af vores kunder via netbanken, selvom handlen beror på en fejl fra kundens side.

…"

Den 6. november 2009 understregede klageren i en mail til den klageansvarlige, at hun ikke havde brugt underskriftskoden to gange. Klageren oplyste endvidere, at hun ved handlen havde en af bankens medarbejdere med på telefonen for at hjælpe med hele proceduren, da hun kun havde solgt aktier én gang tidligere.

På den baggrund tog banken atter kontakt til deres datacentral, og svarede herefter klageren i en mail den 6. november 2009:

"…

Datacentralen har vendt tilbage med, at der ikke er tale om en teknisk fejl. Der kan kun handles (salg/køb), hvis der aktivt trykkes på godkend via netbanken. Systemet gør i den henseende ikke noget automatisk.

Derfor må jeg fastholde, at banken ikke kan tilbyde at tilbageføre én af de foretagne handler.

…"

Banken har under sagens forberedelse for Ankenævnet fremlagt prints af bankens logbog samt prints af udvidet hændelseslog fra bankens dataleverandør SDC.

Parternes påstande.

Klageren har den 25. november 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Basisbank skal tilbageføre den ene transaktion ved at lægge 150 aktier lægges tilbage i hendes depot.

Basisbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun kun gennemførte ét aktiesalg via sin netbank.

Den 31. oktober 2009 konstaterede klager, at banken havde gennemført to ens handler med ét minuts mellemrum.

Da klageren kun har afgivet sin kode én gang, må der være sket en fejl i banken.

Tidsintervallet mellem de to påståede handler siger i sig selv, at dette ikke ville kunne lade sig gøre. Klageren kan slet ikke arbejde så hurtigt. Hun foretog bl.a. salget sammen med en af bankens medarbejdere i telefonen for at beslutte salgstype, kursfastsættelse og lignende, da hun kun har handlet med aktier én gang tidligere.

Basisbank har anført, at det ikke er muligt via strakshandelssystemet i netbanken at få gennemført en værdipapirhandel (køb/salg) uden, at kunden har accepteret dette ved hjælp af sin underskriftskode.

Systemet gør ikke noget pr. automatik, ligesom det ikke – i lighed med betaling af girokort via net – er muligt at lægge flere handelsordrer ind for at acceptere disse samtidig ved kun at taste underskriftskoden én gang.

Når kunden har lagt sin ordre ind, har denne 60 sekunder til at acceptere handlens gennemførelse ved at taste sin underskriftskode.

Af bankens logsystem fremgår, at kunden den 26. oktober 2009 har tastet sin underskriftskode to gange. Dette er bekræftet af bankens dataleverandør SDC.

I de tilfælde, hvor en kunde har begået fejl i forbindelse med værdipapirhandler i netbanken, som i nærværende tilfælde ved at afgive ordre om salg to gange i stedet for én, kan banken ikke tilbyde at bære tabet for fejlen.

Klagerens argument om telefonisk systemsupport ved brug af strakshandelssystemet i netbanken ændrer ikke på, at det er kunden selv, der har foretaget de konkrete handler via netbanken.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet lægger i overensstemmelse med Basisbankens mail af 4. november 2009 til grund, at banken har foreslået klager at genkøbe aktierne, da kursen var lavere end den, som klager solgte til, men at klager afviste dette.

Allerede fordi det under alle omstændigheder påhviler klager at begrænse sit tab, kan klager ikke gives medhold i klagen.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.