Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Gebyr ved rykkerskrivelser, antal.

Sagsnummer: 90 /1991
Dato: 17-06-1991
Ankenævn: Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Gebyr - rykkergebyr
Ledetekst: Gebyr ved rykkerskrivelser, antal.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Klageren har med indklagede haft en aftale om, at der hver måned skulle overføres 1.200 kr. fra klagerens checkkonto til klagerens lån hos indklagede.

Ved skrivelse af 2. marts 1990 meddelte indklagede klageren, at hendes checkkonto var i overtræk med 2.013,13 kr. Overtrækket skyldtes, at der den 1. februar og 1. marts 1990 var overført 2 X 1.200 kr. til klagerens lån. Gebyr for meddelelsen 50 kr. blev debiteret kontoen. Tilsvarende meddelelser fremsendtes ved skrivelser af 9 og 23. marts 1990; gebyr for disse meddelelser udgjorde henholdsvis 100 kr. og 200 kr.

Ved skrivelse af 30. marts 1990 meddelte indklagede klageren, at såfremt overtrækket på checkkontoen opgjort til 2.423,16 kr. ikke var indbetalt senest efter 7 dage, ville sagen blive overgivet til retslig inkasso, ligesom klageren ville blive indberettet til pengeinstitutternes check- og kortmisbrugerregister. Endvidere kunne der blive tale om indberetning til Ribers Kreditinformation. Gebyr for dette brev udgjorde 300 kr.

Den 4. april 1990 meddelte indklagede klageren, at hendes udlån var i restance med 2.200 kr., ligesom det oplystes, at gebyr for fremsendelse af meddelelsen herom udgjorde 50 kr.

Ved skrivelse af 9. april 1990 opsagde indklagede klagerens engagement til fuld indfrielse. Gebyr for fremsendelse af denne skrivelse udgjorde 400 kr.

Indklagede overgav herefter sagen til retslig inkasso.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hende 900 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at de opkrævede gebyrer er større, end hvad der almindeligvis kræves i andre pengeinstitutter. Hun finder endvidere, at rykkerskrivelsernes hyppighed er kritisable. Klageren bestrider at have modtaget en gebyrliste fra indklagede.

Indklagede har anført, at de påklagede rykkergebyrer er i overensstemmelse med indklagedes sædvanlige gebyr ved overtræk/restance. Indklagede har løbende udsendt gebyrlister, bl.a. medio 1990, og af disse fremgår indklagedes gebyrer.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder indledningsvis anledning til at udtale, at det må anses for uheldigt, at indklagede i den maskinelt udskrevne skrivelse af 30. marts 1990 meddelte, at klageren ville blive indberettet til checkmisbrugerregisteret samt eventuelt tillige et kreditoplysningsbureau, uagtet at det skete overtræk skyldtes en automatisk overførsel af ydelser til klagerens lån hos indklagede.

For så vidt angår de påklagede gebyr finder Ankenævnet, at indklagedes adgang til at kræve gebyr for rykkerskrivelser må anses for at være betinget af, at rykkerskrivelsen kan siges at være afgivet med føje. Heraf følger bl.a., at der må være et maksimum for antallet af gentagne rykkerskrivelser, for hvilke der kan kræves gebyr. Dette maksimum findes passende som udgangspunkt at kunne fastsættes til 3 rykkerskrivelser, idet kreditor i hvertfald, når dette antal gentagne rykkerskrivelser er afgivet, i almindelighed bør tage stilling til, om et overtræk bør søges inddrevet. Det anførte normale maksimum for antallet af gebyrbelagte rykkerskrivelser sigter til en sammenhængende periode, i hvilken den pågældende konto til stadighed har været i overtræk.

Efter det anførte findes indklagede herefter ikke at kunne kræve gebyr i forbindelse med fremsendelsen af skrivelse af 30. marts 1990 vedrørende klagerens checkkonto. Det samlede gebyr for de 3 første rykkerskrivelser på 350 kr. finder Ankenævnet ikke overstiger, hvad klageren måtte påregne i denne forbindelse.

For så vidt angår gebyret på 400 kr. opkrævet i forbindelse med indklagedes skrivelse af 9. april 1990 finder Ankenævnet ikke efter det foreliggende, at der har været den fornødne hjemmel hertil.

Som følge af det anførte

Indklagede bør inden 4 uger godtgøre klageren 300 kr. med valør 30. marts 1990 samt 400 kr. med valør den 9. april 1990. Klagegebyret tilbagebetales klageren.