Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod opkrævning af gebyr for notering af forsikringsskift vedrørende motorkøretøjsforsikring

Sagsnummer: 72 /2012
Dato: 26-09-2012
Ankenævn: Kari Sørensen, Morten Bruun Pedersen, Anna Schou Ringive og George Wenning
Klageemne: Gebyr - øvrige spørgsmål
Forsikring - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod opkrævning af gebyr for notering af forsikringsskift vedrørende motorkøretøjsforsikring
Indklagede: Nordania Finans
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod Nordania Finans’ opkrævning af gebyr for notering af forsikringsskift.

Sagens omstændigheder

Den 18. august 2010 indgik klageren en kontrakt med Nordania Finans, N, om finansiering af en Citroën C3 til en kontantpris på 185.581,00 kr.

Efterfølgende skiftede klageren forsikringsselskab vedrørende motorkøretøjsforsikringen.

N har oplyst, at klageren kontaktede N og meddelte, at han skiftede forsikringsselskab.

Den 2. februar 2012 sendte N en opkrævning til klageren for gebyr på 350 kr. vedrørende "Forsikringsskift" med betalingsfrist den 15. februar 2012.

Klageren har oplyst, at han rejste indsigelse over for N ved telefonisk henvendelse den 8. februar 2012 kl. 10:07:37.

Af fremlagt udskrift fra klagerens teleselskab fremgår i perioden fra den 1. februar 2012 til den 15. februar 2012 blandt andet et opkald til N’s telefonnummer på 4 min.

Samme dag sendte klageren en klage over opkrævningen af gebyret til Forbrugerombudsmanden.

Af underskrevet forbrugerkøbekontrakt fremgår blandt andet:

"…

Gebyroversigt:

Herudover er sælger, hvis finansieringsforholdet giver anledning hertil, berettiget til at kræve betaling af følgende gebyrer:

Gebyr for notering af forsikringsskift og/eller ny/ændret finansieringsdeklaration.

kr. 350,00

…"

Parternes påstande

Den 20. februar 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordania Finans skal tilbagebetale et gebyr på 350 kr.

Nordania Finans har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at N ikke var berettiget til at opkræve et gebyr på 350 kr., fordi han skiftede forsikringsselskab vedrørende motorkøretøjsforsikringen.

Han betalte gebyret, da han ikke ville risikere at skulle betale et rykkergebyr.

Det er ikke korrekt, som hævdet af N, at han ikke reklamerede til N. Fremlagt udskrift fra hans teleselskab dokumenterer, at han kontaktede N telefonisk den 8. februar 2012.

Gebyret er for højt og uetisk, da det alene vedrører en oplysning til det nye forsikringsselskab om, at N har pant i bilen.

Nordania Finans har anført, at man er berettiget til at beregne et gebyr for notering af blandt andet forsikringsskift på 350 kr., jf. gebyroversigten i forbrugerkøbekontrakten som klageren underskrev. Det opkrævede gebyr var rimeligt og afspejlede tidsforbruget.

Klageren betalte beløbet og rejste ikke indsigelse over beløbet til N. N registrerer alene telefoniske henvendelser, når disse skønnes at være relevante for sagen. Henvendelser om blandt andet gebyrblad bliver som udgangspunkt ikke registreret.

Notering af klagerens forsikringsskift medførte et vist ekstraarbejde, der bestod af:



anmodningen modtages

sagen findes frem og anmodningen noteres på sagen

anmodningen registreres EDI (electronic data interchange)

det nye forsikringsselskab tjekkes

der skiftes et såkaldt "forsikringsbillede" i de centrale systemer

der udskrives faktura på gebyret

det modtagne gebyr bogføres



Ankenævnets bemærkninger

Den 18. august 2010 indgik klageren en kontrakt med Nordania Finans om finansiering af en Citroën C3. Efterfølgende skiftede klageren forsikringsselskab vedrørende motorkøretøjsforsikringen. Ankenævnet lægger til grund, at klageren meddelte finansieringsselskabet forsikringsskiftet.

Ankenævnet finder, at Nordania Finans var berettiget til at beregne sig et gebyr på 350 kr. i medfør af forbrugerkøbekontrakten. Der er ikke grundlag for at fastslå, at det betalte gebyr på 350 kr. var urimeligt.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.