Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for mistet fortjeneste ved salg af aktier, som banken fejlagtigt havde registreret som værende tildelt klageren i forbindelse med børsintroduktion.

Sagsnummer: 242 /2016
Dato: 29-11-2016
Ankenævn: Kari Sørensen, Michael Reved, Astrid Thomas, Morten Bruun Pedersen og Søren Geckler
Klageemne: Netbank - værdipapirer
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om erstatning for mistet fortjeneste ved salg af aktier, som banken fejlagtigt havde registreret som værende tildelt klageren i forbindelse med børsintroduktion.
Indklagede: Nordnet Bank AB
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning for mistet fortjeneste ved salg af aktier, som banken fejlagtigt havde registreret som værende tildelt klageren i forbindelse med børsintroduktion.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Nordnet Bank, hvor han er tilsluttet bankens elektroniske handelssystem.

Den 1. juni 2016 afgav klageren telefonisk ordre til banken om tegning af aktier for 3,5 mio. kr. i DONG Energy i forbindelse med selskabets børsintroduktion, som blev forestået af pengeinstituttet P.

Det fremgik af information på bankens hjemmeside den 26. maj 2016, at P ville foretage en individuel tildeling af aktier til dem, som havde ansøgt om at tegne aktier for over 3 mio. kr. Endvidere fremgik det af information på bankens hjemmeside den 9. juni 2016, at tildeling af aktier til individuelle ordrer med en kursværdi på mere end 3 mio. kr. blev fastsat af aktionærerne i DONG Energy.

Den 9. juni 2016 blev DONG Energy optaget til notering på børsen.

Banken har oplyst, at i alt tre af bankens kunder inklusiv klageren havde fremsat ønske om at tegne for mere end 3 mio. kr. aktier, og at disse kunder hver blev tildelt 1.000 stk. aktier i DONG Energy. Den 9. juni 2016 kl. 11.33 modtog banken en besked fra P om, at der ”er 3.000 til Jer på ordrer over DKK 3.000.000”. Banken har oplyst, at den fejlfortolkede denne meddelelse som om de pågældende tre af bankens kunder var blevet tildelt hver 3.000 stk. aktier i DONG Energy. Som følge heraf registrerede banken 3.000 DONG Energy aktier på klagerens depot. Ved afregningsnota af 9. juni 2016 fik klageren meddelelse om, at banken til hans depot havde købt 3.000 aktier i DONG Energy til kurs 235 for i alt 705.000 kr. med valørdag den 13. juni 2016.

Den 9. juni 2016 kl. 13.51 solgte klageren alle 3.000 aktier i DONG Energy, som var registreret på hans depot, til kurs 260 for 779.610 kr. med en gevinst på 75.000 kr. ekskl. kurtage.

Den 10. juni 2016 kl. 10.22 gjorde banken klageren telefonisk opmærksom på fejlen, samt at fejlen ville blive korrigeret på depotet. Samme dag korrigerede banken klagerens depot.

Banken har oplyst, at den faktiske leverance af aktier fra P fandt sted på valørdagen, hvor banken modtog 1.000 DONG Energy aktier til klageren fra P.

Af Nordnet Banks almindelige betingelser for depot-/kontoaftale fremgår blandt andet:

”… E.5 ANNULLERING AF ORDRE OG TILBAGEFØRSEL AF AFSLUTTET ORDRE

Ifølge Almindelige vilkår for handel med finansielle instrumenter har Selskabet ret til for Kundens regning at annullere Kundens ordre eller tilbageføre et afsluttet køb eller salg i det omfang, ordren er annulleret, eller afviklingen er tilbageført af den relevante handelsplads. Tilsvarende gælder, hvis Selskabet i andre tilfælde finder, at annullering af en ordre eller tilbageførsel af en afsluttet ordre er påkrævet under hensyn til, at der vurderes at være begået en åbenbar fejl af Selskabet, markedsmodparten eller Kunden selv, eller hvis Kunden via ordren har handlet i strid med gældende lovgivning. Hvis ordren allerede er registreret i Kundens depot, kan Selskabet om muligt korrigere registreringen. Ved annullering af en ordre eller tilbageførsel af en afsluttet ordre skal Selskabet inden for rimelig tid søge at informere Kunden herom. …

G.7 FEJLAGTIG REGISTRERING I DEPOTET M.M.

Hvis Selskabet ved en fejltagelse har registreret køb eller salg af værdipapirer i Kundens depot eller indsat eller hævet midler på tilhørende konto eller i øvrigt har foretaget fejlposteringer af Kundens depot eller tilhørende konti, påhviler det Selskabet at korrigere fejlen og registrere den korrekte postering. Hvis Kunden disponerer over værdipapirer eller indsætter midler, der er registreret på baggrund af en fejlpostering, skal Kunden på anmodning fra Selskabet snarest muligt til Selskabet tilbagelevere værdipapirerne eller tilbagebetale de midler, som Kunden på grund af fejlposteringen har modtaget. Hvis Kunden undlader dette, er Selskabet berettiget til at berigtige fejlen ved at disponere på Kundens vegne og debitere Kundens konto for udgifter og omkostninger i forbindelse hermed. …”

Parternes påstande

Den 18. juli 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordnet Bank AB skal betale 50.000 kr. til ham svarende til fortjenesten på salget af 2.000 stk. DONG Energy aktier.

Nordnet Bank AB har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken uberettiget har hævet 50.000 kr. på hans konto.

Han har handlet i god tro. Han har tegnet for mere end 3 mio. kr. og kunne forvente en individuel tildeling. På emissionsdagen fik han på notaen at vide, at han havde fået tildelt 3.000 DONG Energy aktier.

Banken modtog 3.000 stk. fra P, som de solgte til ham. Det var en begrænset tildeling i forhold til hans købsordre, men han var tilfreds med at modtage 3.000 stk. og valgte at tage ”introduktionsgevinsten” på dagen.

Det er ren selvtægt, når banken med henvisning til sine betingelser hævede 50.000 kr. på hans konto.

Nordnet Bank ABhar anført, at klageren kun blev tildelt 1.000 stk. aktier. Banken modtog alene 1.000 aktier fra P for klagerens regning på valørdagen. Afregningsnotaen var ikke en kvittering på den faktiske leverance af aktier fra P, som først fandt sted på valørdagen. Afregningsnotaen afspejler det forkert registrerede antal aktier, som skyldtes en misforståelse af P’s instruktion til banken vedrørende antallet af tildelte aktier.

Det følger af bankens Almindelige betingelser, at banken har ret til at korrigere fejlagtige registreringer. Efter korrigeringen blev klageren stillet, som om registreringen havde været korrekt fra starten.

Klageren har ikke lidt et tab som følge af bankens fejlagtige registrering og efterfølgende korrigering. Det påståede tab udgør en gevinst på de 2.000 aktier, som klageren ikke var berettiget til og ikke blev tildelt ved emissionen. Gevinsten opstod alene som følge af en fejlagtig registrering. Klagerens beholdning af aktier og realiseret gevinst svarede efter korrigeringen til det, som klageren ville have haft, hvis registreringen havde været korrekt. Klageren har fået gevinsten på 25.000 kr. på de 1.000 aktier, som han havde fået tildelt.

Klageren ville opnå en uberettiget berigelse, hvis han fik lov til at beholde den fejlagtigt opståede gevinst på 50.000 kr. Der foreligger ikke omstændigheder, der berettiger klageren hertil.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren afgav telefonisk ordre til Nordnet Bank om, at han ville tegne for 3.500.000 kr. aktier i DONG Energy i forbindelse med selskabets børsintroduktion. Pengeinstituttet P, som forestod børsintroduktionen, tildelte klageren 1.000 stk. aktier til en købskurs på 235. Som følge af en misforståelse mellem P og Nordnet Bank registrerede Nordnet Bank den 9. juni 2016 fejlagtigt 3.000 stk. aktier i DONG Energy på klagerens depot. Samme dag modtog klageren afregningsnota med meddelelse om, at banken havde købt 3.000 aktier i DONG Energy til kurs 235 til ham. Samme dag solgte klageren de 3.000 aktier til kurs 260. Den 10. juni 2016 korrigerede banken klagerens depot, hvorved klageren blev stillet, som om han alene havde købt og solgt 1.000 stk. aktier i DONG Energy.

Ankenævnet finder, at banken var berettiget til at annullere købet og salget af de 2.000 aktier over for klageren, jf. bankens Almindelige betingelser afsnit G.7.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.