Krav om genåbning af lukket konto og godtgørelse for egne omkostninger i forbindelse med lukning.
| Sagsnummer: | 342/2001 |
| Dato: | 31-01-2002 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Kåre Klein Emtoft, Karen Frøsig, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Konto - øvrige spørgsmål
Omkostninger - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om genåbning af lukket konto og godtgørelse for egne omkostninger i forbindelse med lukning. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens krav om genåbning af en lukket konto og godtgørelse for egne omkostninger i forbindelse med lukning.
Sagens omstændigheder.
Klageren i denne sag er pakistansk statsborger og bosiddende i Pakistan.
Den 9. juni 2000 oprettede klageren en konto i indklagedes internationale afdeling for privatkunder.
Den 13. juni 2000 købte indklagede en udenlandsk check på 85 GBP af klageren. Checken blev returneret den 3. juli 2000 på grund af manglende dækning. Som følge heraf opstod der overtræk på klagerens konto. Den 14. august 2000 blev overtrækket inddækket.
Indklagede har oplyst, at klageren i forbindelse med kontoforholdets etablering udbad sig detaljerede oplysninger om indklagedes produkter og serviceydelser. Klageren ønskede endvidere et checkhæfte og et kreditkort og at få udarbejdet et investeringsforsalg. På grund af overtrækket anmodede man klageren om yderligere oplysninger om dennes finansielle forhold. Den 17. september 2000 rykkede klageren for investeringsforslag, checkhæfte og kreditkort.
Ved e-mail af 18. september 2000 anmodede indklagede med henblik på udarbejdelse af et investeringsforslag om nærmere oplysninger om størrelsen af investeringen, investeringshorisonten, risikoprofilen og klagerens kendskab til markedet.
Ved e-mail af 27. september 2000 meddelte klageren følgende:
"Thank you for your email.
kindly tell me about my new stationary and card.
Explane me a cut of money from my Ac.
I like investment of high interest and more gain.
I invest from 50000 to 100000 kr. for short term. I like high and medium investment.
I donot have knowledge in market
please email me soon."
Ved e-mail af samme dato meddelte indklagede, at der indestod 716,17 DKK på klagerens konto. Under henvisning til klagerens kriterier for investering anbefalede indklagede nogle nærmere angivne investeringsforeningsbeviser og henviste til en adresse på Internettet, hvor klageren kunne indhente yderligere information om disse.
Ved e-mail af 4. oktober 2000 rykkede klageren for et kreditkort. Ved e-mail af samme dato meddelte indklagede, at der under hensyn til det beskedne indestående på klagerens konto ikke kunne udstedes kreditkort, og at eventuelle investeringer måtte drøftes, når investeringsmidlerne var tilvejebragt.
Ved e-mail af 6. oktober 2000 forespurgte klageren om, hvilket indestående der var nødvendigt for udstedelse af kreditkort. Klageren anmodede endvidere om detaljerede oplysninger om indklagedes produkter og serviceydelser og om fremsendelse af et checkhæfte. Ved e-mail af samme dato redegjorde indklagede for kriterierne for udstedelse af kreditkort og checkhæfte. Vedrørende eventuel investering afventede indklagede fortsat overførsel af investeringsmidlerne.
Den 22. juni 2001 lukkede indklagede klagerens konto og overførte indeståendet til klagerens konto i Barclays Bank.
Af kontoudskrifterne for kontoen for perioden 30. juni 2000 - 22. juni 2001 fremgår alene transaktionen vedrørende checken, inddækningen af overtrækket samt en debitering af et gebyr.
Den 22. august 2001 anmodede klageren via mail om åbning af en konto hos indklagede. Indklagede fremsendte kontoåbningsformular mv. til klageren, men afslog efterfølgende at åbne en konto.
Parternes påstande.
Den 28. september 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at genåbne hans konto og at betale en godtgørelse på 500 sterling pund.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede uberettiget har afvist at samarbejde og at tilbyde almindelig service. Trods gentagne forespørgsler har han ikke modtaget en begrundelse herfor.
Kontoen blev lukket uden hans samtykke, og kontoen bør derfor genåbnes.
Lukningen medførte et større arbejde, idet han var nødsaget til at informere sine forretningsforbindelser om, at kontoen ikke kunne benyttes.
Indklagede har anført, at klageren gentagne gange blev informeret om, hvilke oplysninger der skulle tilvejebringes, før der kunne ydes investeringsrådgivning og udstedes kreditkort.
På det foreliggende grundlag kunne der ikke udarbejdes et egentligt investeringsforslag
Det beror på indklagedes egen afgørelse, om ansøgning om kreditkort skal imødekommes.
Klageren var selv årsag til, at kontoen blev lukket.
Klageren har ikke godtgjort, at han har lidt et tab.
Efter Ankenævnet praksis ydes der ikke kompensation for klagerens eget arbejde.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det kan ikke kritiseres, at indklagede ikke ønskede at udstede kreditkort eller checkhæfte til klagerens konto, og at indklagede afviste at indgå i detaljerede drøftelser om investering, før de midler, der ønskedes investeret, var tilvejebragt.
Efter det foreliggende finder Ankenævnet heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at genåbne klagerens konto, som blev lukket af indklagede den 22. juni 2001.
Det er ikke dokumenteret, at klageren har lidt tab som følge af lukningen, og der er ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale en godtgørelse for ulempe, herunder klagerens eget arbejde.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.