Indsigelse mod at opkrævning af gebyrer for overførsel af aktiesparekonto skete ved hævning på aktiesparekontoen.

Sagsnummer:362/2021
Dato:19-04-2022
Ankenævn:Bo Østergaard, Inge Kramer, Karin Sønderbæk, Tina Thygesen, Lisbeth Baastrup Burgaard.
Klageemne:Gebyr - overførsel
Ledetekst:Indsigelse mod at opkrævning af gebyrer for overførsel af aktiesparekonto skete ved hævning på aktiesparekontoen.
Indklagede:Jyske Bank
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod, at opkrævning af gebyrer for overførsel af aktiesparekonto skete ved hævning på aktiesparekontoen.

Sagens omstændigheder

Den 7. januar 2020 oprettede klageren en aktiesparekonto hos Jyske Bank i henhold til aktiesparekontoloven. Aktiesparekontoen bestod af en indlånskonto og et værdipapirdepot.  I forbindelse med aftaleindgåelsen fik klageren udleveret bankens ”Generelle regler for Aktieopsparing”, hvoraf det blandt andet fremgår:

1. Om Aktiesparekonto

… Priser, rentesatser og gebyrer for Aktiesparekonto, herunder kurtage og gebyrer i forbindelse med handel med værdipapirer, fremgår af jyskebank.dk. …

2. Indskud på Aktiesparekontoen

Kunden må maksimalt indskyde 51.100,00 kr. (beløb for 2020) på Aktiesparekontoen. Beløbet reguleres årligt i henhold til personskattelovens § 20.

Værdien af Aktiesparekontoen (kontantindestående og værdipapirer opgjort til markedsværdi) opgøres årligt pr. 31. december og danner grundlag for, i hvilket omfang der kan foretages nettoindskud på Aktiesparekontoen i det efterfølgende kalenderår op til de gældende beløbsgrænser. …

4. Overtræk (Ubevilget overtræk)

… Kunden er forpligtet til at sikre sig, at der løbende er tilstrækkelige midler på Aktiesparekontoen til dækning af gebyrer, skatter, afgifter samt dækning for kurtage m.m. i forbindelse med afgivne handelsordrer. Dette kan evt. ske ved salg af værdipapirer fra Aktiesparekontoen.

Vælger kunden at indskyde kontante midler på Aktiesparekontoen for at inddække overtræk, skal reglerne i afsnit 2 overholdes. …”

Den 24. juni 2021 flyttede klageren sit engagement, herunder aktiesparekontoen til et andet pengeinstitut. Banken har oplyst, at den ikke var i kontakt med klageren i den forbindelse, og at klagerens anmodning om overførsel skete via det nye pengeinstitut.

Ved overførslen hævede banken i alt 2.173,60 kr. i gebyrer:

  • Overførsel af udenlandske værdipapirer 500 kr. og omkostninger (transaktionsgebyr) betalt af banken, 75 kr.
  • Løbende depotomkostninger til 24. juni 2021 for opbevaring af udenlandske værdipapirer 3,75 ‰ p.a. af depotværdien, 736,24 kr.
  • Depotomkostninger til 24. juni 2021 for opbevaring af værdipapirer registreret i VP Securities, 28,05 kr.
  • Omkostninger til netbank og mobilbank til 24. juni 2021, 34,31 kr.
  • Flytning af aktiesparekonto, 800 kr.

Banken hævede gebyrerne på aktiesparekontoens indlånskonto, der herefter havde en negativ saldo på 2.879,23 kr.

Banken har fremlagt en udskrift fra sin hjemmeside med sin gebyroversigt, der indeholder oplysning om bankens gebyrer for overførsel og opbevaring af udenlandske værdipapirer, omkostninger til netbank og mobilbank og gebyr for flytning af aktiesparekonto.

Parternes påstande

Den 23. august 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Jyske Bank skal dække hans fremtidige avancetab på de aktier, han må frasælge aktiesparekontoen til inddækning af den negative saldo.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ikke var berettiget til at hæve pengene uden hans samtykke.

Banken har tilsidesat alle regler for anstændig virksomhedsdrift og har ageret efter forgodtbefindende. Han er villig til at dække bankens gebyrer for bankskifte, men det skal foregå ordentligt.

Banken har anført, at den er berettiget til at hæve gebyrer som knytter sig til aktiesparekontoen på den tilhørende indlånskonto, selvom der ikke var dækning på kontoen, og at kunden skal sikre sig, at der er tilstrækkelige midler på kontoen. Banken burde have oplyst om dette ved oprettelsen af kontoen og ved lukningen af kontoen.

Banken burde have gjort ham opmærksom på et muligt udstående i forbindelse med lukningen af hans konti og burde have sendt ham en faktura, så han kunne betale beløbet. Han forstår ikke, at banker ikke skal sende en faktura for deres gebyrer og ydelser, ligesom alle andre virksomheder. Det kan ikke passe, at banken må tage for sig af retterne efter forgodtbefindende. Han har været kunde i banken mange år. Banken kunne let have kontaktet ham.

Han blev først bekendt med bankens praksis, da engagementet var overført. Hvis han havde fået indsigt tidligere, havde han søgt et alternativ.

Hans nye pengeinstitut har ikke mulighed for at foretage ændringer af posteringer på aktiesparekontoen. Da aktiernes værdi er steget, er det som følge af aktiesparekontoloven ikke længere muligt at indsætte yderligere midler. Hans eneste mulighed vil være at sælge aktier for 2.879,23 kr. Han får et tab som følge af bankens eklatant dårlige håndtering af et almindeligt bankskifte. Aktierne, som ikke kan erhverves igen, er potentielt 30.000 kr. værd om 20 år.  Banken er ansvarlig for tabet, svarende til differencen i aktieværdi fra september 2021 til salgstidspunktet.

Jyske Bank har anført, at banken er berettiget til at hæve gebyrer som knytter sig til aktiesparekontoen på den til aktiesparekontoen tilhørende indlånskonto.

Det er sædvanlig bankpraksis, at gebyrer hæves på den konto, som gebyret vedrører. Dette forudsættes også at gælde for aktiesparekonti i aktiesparekontoloven og i bankens regler for aktiesparekonto. Det forudsættes i aktiesparekontoloven, at gebyrer hæves på indlånskontoen i ordningen, jf. blandt andet af lovens § 7, hvorefter Instituttet kan ”foretage hævning til betaling af skat, afgift, renter og omkostninger, selv om der ikke måtte være dækning på aktiesparekontoen”.

Det følger af aktiesparekontolovens § 13 om beskatningsgrundlaget, at der opnås fradrag for samtlige omkostninger, der er trukket på aktiesparekontoen, herunder bankgebyrer. Også af denne grund bør gebyrer hæves på aktiesparekontoen.

Banken har løbende hævet gebyrer på indlånskontoen. Disse gebyrer er i overensstemmelse med aktiesparekontoloven blevet fratrukket det skattepligtige beløb. Gebyrerne blev opkrævet i henhold til bankens gebyroversigt.

Banken var ikke forpligtet til at kontakte klageren og rådgive om, at gebyrer i forbindelse med overførslen ville blive trukket på aktiesparekontoen. Banken havde ikke en naturlig rådgivningsmulighed, da klageren rettede henvendelse til sit nye pengeinstitut, da han ønskede at skifte pengeinstitut. Når banken er modtagende pengeinstitut, har banken en fast praksis om at informere kunden om gebyrer i forbindelse med flytning af konti.

Det fremgår af punkt 4 i bankens ”Generelle regler for Aktiesparekonto”, at kunden skal sikre sig, at der er tilstrækkelige midler på aktiesparekontoen til dækning af blandt andet gebyrer, og at dette kan ske ved salg af værdipapirer. Hvis indskud af kontante midler vælges, fremgår det af punkt 2 i bankens ”Generelle regler for Aktiesparekonto” og af aktiesparekontolovens § 9, at der kan foretages indskud på aktiesparekontoen, i det omfang den samlede værdi af aktiesparekontoen inklusive årets nettoindskud ikke overstiger et grundbeløb på 102.300 kr. (2021-niveau). Da klageren har indskudt det maksimale i henhold til § 9, bliver klageren herefter nødt til at sælge sine værdipapirer for at kunne dække den negative saldo på kontoen

Klageren rettede først henvendelse til banken efter, at engagementet var flyttet. Det var på dette tidspunkt ikke muligt for banken at foretage ændringer i posteringerne på den ophørte konto. Klagerens nye pengeinstitut har mulighed for at foretage posteringer på kontoen.

Klageren har ikke lidt et tab. Hvorvidt solgte aktier måtte stige eller falde i fremtiden er spekulationer.

Ankenævnets bemærkninger

Den 7. januar 2020 oprettede klageren en aktiesparekonto i Jyske Bank.

Den 24. juni 2021 flyttede klageren sit engagement, herunder aktiesparekontoen, til et andet pengeinstitut. Ved overførslen hævede banken i alt 2.173,60 kr. i gebyrer for overførsel af aktiesparekontoen på den tilknyttede indlånskonto, der herefter havde en negativ saldo på 2.879,23 kr.

Klageren har anført, at banken ikke var berettiget til at hæve gebyrerne fra aktiesparekontoen, men at banken i stedet burde have sendt ham en faktura på gebyrerne.

Ankenævnet finder, at banken var berettiget til at hæve de overførselsgebyrer, som knyttede sig til aktiesparekontoen, på den til aktiesparekontoen tilhørende indlånskonto.

Ankenævnet finder heller ikke, at banken på andet grundlag har handlet ansvarspådragende.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.