| Sagsnummer: | 171/2021 |
| Dato: | 04-10-2022 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Bjarke Svejstrup, Jimmy Bak, Jacob Ruben Hansen, Jørn Ravn. |
| Klageemne: | Værdipapirer - formuestyring Depot - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om erstatning begrundet i opsigelse af investeringsaftale. |
| Indklagede: | Danske Andelskassers Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører krav om erstatning begrundet i uretmæssig opsigelse af investeringsaftale.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Andelskassers Bank A/S, hvor han havde en aldersopsparing.
Aldersopsparingen på cirka 450.000 kr. blev investeret af banken i henhold til en investeringsaftale af 19. maj 2017. Af aftalens punkt 9 fremgik blandt andet:
”9 Opsigelse:
Uanset den aftalte udløbsdato, kan denne Aftale opsiges af såvel Kunden som DAB med 7 dages skriftligt varsel, dog med respekt af uafviklede transaktioner.
[…]
Det er en betingelse for, at Kunden kan have sine investeringer i investeringsforeningsbeviser uden provision, at Kunden har en investeringsaftale med DAB. Hvis denne Aftale ophører ved opsigelse, vil DAB uden yderligere meddelelse foranledige, at Kundens investeringsforeningsbeviser bliver indløst, og provenuet indsat på Kundens Konto. Indløsningen vil ske i overensstemmelse med vedtægterne for investeringsforeningerne. Øvrige værdipapirer i Depotet vil blive solgt bedst muligt.”
Ved brev af 10. oktober 2017 orienterede banken klageren om ændringer i investeringsaftalen. Af orienteringen fremgik:
”Som vi tidligere har skrevet til dig, har vi valgt at ændre på en række områder i din Eksklusive Formuepleje-aftale, for at gøre aftalen endnu bedre. Ændringerne forventes at ske fra uge 41 og frem.
Vi vedlægger den nye brochure Eksklusiv Formuepleje, som illustrerer de nye vilkår samt de nye, ændrede beholdninger for hver strategi.
De væsentligste ændringer omfatter:
[…]
Ved brev af 7. maj 2020 orienterede banken klageren om ændring i investeringsaftalen, og at beløbsgrænsen for at være med i aftalen fortsat var minimum 750.000 kr.
Banken har anført, at den mellem den 10. oktober 2017 og den 7. maj 2020 løbende orienterede klageren om, at han lå under beløbsgrænsen.
Ved brev af 24. juni 2020 kontaktede banken klageren vedrørende indgåelse af en ny investeringsaftale. Af brevet fremgik:
”Vi har gentagne gange forsøgt at kontakte dig uden held, da vi meget gerne vil indgå en ny investeringsaftale med dig.
Nye EU-regler (MiFID II) betyder, at vi skal indgå nye investeringsaftaler med vores kunder. Hvis ikke dette sker, er vi desværre tvunget til at opsige den hidtidige aftale.
Vi vil derfor meget gerne undgå at skulle opsige netop din investeringsaftale med os, og beder dig kontakte os snarest muligt, når du ser dette brev.
Hører vi ikke fra dig, er vi, i henhold til vilkårene i den gældende aftale, nødsaget til at opsige din nuværende investeringsaftale. Opsigelsen vil finde sted d. 8. juli 2020, såfremt vi ikke har hørt fra dig inden. Opsigelsen betyder, at dine værdipapirer vil blive solgt bedst muligt i markedet, og værdien heraf vil herefter blive indsat på din konto. Vær opmærksom på, at der er omkostninger i forbindelse med salget.”
Klageren har oplyst, at han ringede til banken den 2. juli 2020, hvor han oplyste bankrådgiveren om, at han ville fortsætte med at have en investeringsaftale. Banken har bestridt, at der ved telefonsamtalen blev indgået en ny investeringsaftale.
Den 8. juli 2020 solgte banken værdipapirerne i investeringsaftalen. Kursværdien udgjorde i alt 454.926,83 kr. Banken sendte notaer for handlerne til klageren.
Den 27. juli 2020 sendte banken en slutrapport vedrørende ophøret af investeringsaftalen til klageren. Det fremgik heraf, at værdipapirerne var blevet solgt med et realiseret tab på omkring 30.000 kr.
Den 13. august 2020 holdt klageren og banken et møde. Det er uklart, hvad der blev drøftet på mødet.
Klageren har fremlagt seks e-mails mellem parterne i perioden 24. september – 17. november 2020 om at holde et møde om klagerens investeringer.
Den 19. november 2020 holdt klageren og banken et møde. Klageren har anført, at han først på dette møde eller tidligst den 17. november 2020 fik oplyst af banken, at han ikke ville komme ind i investeringsaftalen igen.
Den 9. december 2020 skrev banken til klageren, at den ville godtgøre ham 13.572,04 kr. Banken oplyste klageren om følgende:
”Vedhæftet finder du:
Som nævnt så vil vi godtgøre dig følgende; kr. 467.063,06 – kr. 454.926,83 + 3.887,43 = kr. 16.023,66 – 15,3 % (sparet PAL skat) = kr. 13.572,04.”
Ved brev af 20. december 2020 bad klageren banken om at se på sin opgørelse igen.
Den 30. december 2020 indsatte banken 13.572,04 kr. på klagerens konto.
Den 10. januar 2021 sendte klageren en klage til banken. Følgende fremgik blandt andet af klagen:
”Har hele tiden gået ud fra, at det der ville ske var, at jeg ville træde ind i den gamle ordning, men får først besked ved mødet den 17.11.2020, hvor [filialdirektør] deltage[r] sammen med [rådgiver - her] får jeg at vide, at jeg ikke kommer i den gamle ordning.
Det jeg ønsker og håber er, at vi kan finde den rigtige dato, hvor det skal gøres op, altså den rigtige kurs samt omk. Ville være fint med den 31.12.2020 eller en dato mellem den 17.11.2020 til 31.12.2020.”
I slut januar 2021 afviste banken at betale yderligere.
Parternes påstande
Den 9. april 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Andelskassers Bank skal betale yderligere 50.000 kr.
Danske Andelskassers Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end 50.000 kr. og mere subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken opsagde investeringsaftalen ved en fejl, hvilket banken har anerkendt. Bankens opgørelse af erstatningen er udregnet forkert, da tabet skal opgøres på baggrund af værdipapirernes kurser den 17. november 2020, hvor banken oplyste, at hans investeringsaftale var ophævet.
På trods af at minimumsinvesteringen i 2017 steg til 750.000 kr. fortsatte banken hans aftale. Han modtog en SMS fra sin pensionsrådgiver den 3. november 2017, hvor han blev informeret om, at hun havde drøftet hans pensionsordninger med deres pensionsspecialist og aftalt, at aftalen skulle fortsætte. Ved sine pensionsmøder med banken, blev det ikke nævnt, at han skulle ud af aftalen.
Den 2. juli 2020 talte han med en af bankens ansatte, som gik ind på hans konto. Vedkommende fortalte, at det var en dato, som banken skulle sætte ind, men at det måske kunne klares med en digital underskrift, hvorved han ville slippe for at komme forbi afdelingen, og så skulle aftalen køre videre. Den ansatte i banken ville lægge en besked til hans bankrådgiver, så hun kunne ringe til ham den kommende mandag, hvor hun ville være tilbage fra ferie. Han blev dog aldrig ringet op af bankrådgiveren, hvilket hun også undskyldte for ved mødet den 13. august 2020. Da han ikke blev kontaktet, regnede han med, at den gamle aftale fortsatte. Efter samtalen med banken var han således i den tro, at alt var, som det skulle være.
Det er modstridende, at banken både anfører, at vedkommende han talte med den 2. juni 2020 ikke kan huske noget, men samtidig anfører, at banken ikke har lovet ham, at han var i investeringsaftalen efter den 8. juli 2020, medmindre der blev indgået en ny skriftlig aftale.
Det er korrekt, at banken sendte en slutrapport af 27. juli 2020, men det var ikke ham, der havde sat afviklingen i gang.
Det er forhold hos banken, der er årsag til, at der først blev afholdt et møde den 19. november 2020, hvilket understøttes af de fremlagte e-mails.
Den 17. november 2020 eller på mødet den 19. november 2020 var det første gang, banken nævnte, at han ikke ville komme ind i investeringsaftalen igen.
Da banken udbetalte erstatning, erkendte den at have begået en fejl. Der blev ikke opnået enighed om skæringsdatoen for erstatningen. Han have regnet med, at datoen ville være den 17. november 2020, hvor han fik at vide, at han ikke ville være i ordningen. Banken nævnte intet om, at betalingen af de 13.572,04 kr. var en påskønnelse af, at han havde været en god kunde i mange år.
Danske Andelskassers Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det klart og utvetydigt fremgik af brevet af 24. juni 2020 til klageren, at investeringsaftalen ville ophøre den 8. juli 2020. Der blev ikke indgået en ny investeringsaftale inden den 8. juli 2020.
I 2017 lod banken klageren blive i aftalen, også efter han ikke længere opfyldte grænserne for minimumsinvestering. Det ændrer imidlertid ikke på, at der i aftalen var hjemmel til at opsige denne.
Ved klagerens telefoniske henvendelse i begyndelsen af juli 2020 lovede banken ikke, at han var i investeringsaftalen efter den 8. juli 2020, medmindre der blev indgået en ny skriftlig aftale. Den medarbejder, der foretog søgninger på klagerens engagement, erindrer ikke samtalen, men henviser til, at hun var back-up for klagerens normale rådgiver, mens denne havde ferie. Back-up medarbejderen ville generelt ikke indgå den slags aftaler på rådgiverens vegne. Der blev ikke lavet telefonnotat i sagen vedrørende samtalen.
Værdipapirerne i investeringsaftalen blev realiseret den 8. juli 2020, og der blev fremsendt en slutrapport af 27. juli 2020 til klageren, hvor det ligeledes fremgik, at investeringsaftalen var ophørt.
Banken kan ikke på mødet den 13. august 2020 have bibragt eller understøttet klageren i sin vildfarelse om, at han ville kunne lukkes ind i aftalen igen, snarere tværtimod. Klageren har således været i en vildfarelse, der ikke kan lastes banken. Der foreligger ikke noget referat af mødet den 13. august 2020, men rådgiveren i banken gik til sin filialdirektør for en vurdering af sagen, idet rådgiveren sad tilbage med en formodning om, at klageren frem til mødet den 13. august 2020 var i den tro, at han stadig kunne blive lukket ind i aftalen igen.
Banken har ikke begået nogen ansvarspådragende handling og er derfor ikke erstatningspligtig. Banken betalte per kulance 13.572,04 kr. for at påskønne, at klageren havde været en god og loyal kunde gennem mange år og i forsøget på at opnå kundetilfredshed trods uoverensstemmelsen. Herved blev klageren stillet som om, at investeringsaftalen først blev lukket den 25. august 2020, hvilket gav klageren rigeligt med tid til at overveje, om han ville reinvestere i de samme papirer, der blev realiseret den 8. juli 2020.
Banken har til støtte for påstanden om betaling af et mindre beløb end 50.000 kr. anført, at en opgørelse baseret på den 17. november 2020 ikke vil medføre et mertab på 50.000 kr. for klageren. Det vil alene medføre et tab på 18.580 kr. ud over de 13.572,04 kr., som klageren allerede har fået i godtgørelse. Det vil sige et tab på i alt 32.152,04 kr.
Den 17. november 2020 er en tilfældigt valgt dato, der lige så vel kunne være den 25. august 2020. Det er ikke rimeligt, at en eventuel erstatning skal opgøres på baggrund af en så sen dato, da det skyldes klagerens forhold, at mødet først blev effektueret den 19. november 2020. Klageren skulle have søgt tingene afklaret på et tidligere tidspunkt, idet han ellers blot spekulerede i kursernes udvikling til ugunst for banken. Klageren har desuden en tabsbegrænsningspligt, som han ikke har iagttaget.
Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en bevisførelse af, hvad der er sagt i telefonen ved klagerens henvendelse i begyndelsen af juli 2020, efterfølgende telefoniske henvendelser, og hvad der blev sagt på mødet den 13. august 2020, kræver parts- og vidneforklaring, der ikke kan ske for Ankenævnet, jfr. § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Andelskassers Bank A/S, hvor han havde en aldersopsparing på cirka 450.000 kr., der af banken blev investeret i værdipapirer i henhold til en investeringsaftale.
Ifølge investeringsaftalens punkt 9 kunne aftalen opsiges med syv dages skriftlig varsel med respekt af uafviklede transaktioner.
Ved brev af 24. juni 2020 kontaktede banken klageren vedrørende indgåelse af en ny investeringsaftale. Ifølge brevet ville den eksisterende investeringsaftale blive opsagt, medmindre der blev indgået en ny investeringsaftale.
Den 8. juli 2020 blev værdipapirerne solgt. Klageren fik tilsendt fondsnotaer vedrørende salgene. Den 27. juli 2020 sendte banken en slutrapport vedrørende ophøret af investeringsaftalen til klageren, og den 13. august 2020 samt den 19. november 2020 blev der afholdt møder mellem parterne.
Før klageren indgav klagen til Ankenævnet, betalte banken per kulance 13.572,04 kr., hvorved klageren blev stillet som om, værdipapirerne først var blevet solgt den 25. august 2020. Klageren var i hvert fald per denne dato fuldt ud klar over, at hans aldersopsparing ikke var investeret, men stod kontant.
Ankenævnet finder derfor ikke, at det kan pålægges banken at betale yderligere. Dette gælder uanset karakteren af parternes drøftelser på mødet den 13. august 2020, og uanset om det beror på bankens eller klagerens forhold, at der ikke før den 19. november 2020 blev afholdt et nyt møde mellem parterne om investeringsaftalen.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.