Afgørelse

Indsigelse om forældelse af gæld og spørgsmål om forældelsesfristen var suspenderet som følge af bankens ukendskab til klagerens opholdssted.

Sagsnummer:	124/2026
Dato:	29-06-2026
Ankenævn:	Katrine Waagepetersen, Jonas Thestrup Nielsen, Jimmy Bak, Elizabeth Bonde og Kim Korup Eriksen.
Klageemne:	Forældelse - udlån
Ledetekst:	Indsigelse om forældelse af gæld og spørgsmål om forældelsesfristen var suspenderet som følge af bankens ukendskab til klagerens opholdssted.
Indklagede:	AL Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om forældelse af gæld og spørgsmål om, hvorvidt forældelsesfristen var suspenderet som følge af bankens ukendskab til klagerens opholdssted.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Sydbank, hvor hun ved aftale om kassekredit af 26. januar 2010 indgik en aftale om en kreditramme på 120.000 kr. på kreditkonto -133. Af kreditaftalen fremgår blandt andet, at klageren var bosiddende på adresse A i udlandet.

Ved kontoudtog for konto -133 fremgår blandt andet, at klageren i perioden 7. oktober 2011 til 9. januar 2012 foretog træk på i alt 85.000 kr., hvorefter saldoen udgjorde -113.345,15 kr. Herudover fremgår, at klageren den 18. januar 2013 betalte 4.924,43 kr. på konto -133, og at saldoen efter en gebyropkrævning den 24. juli 2013 udgjorde -127.126,19 kr.

Banken har fremlagt en e-mail af 14. maj 2013 med emnet ”Rykker restance Kassekredit”, hvoraf fremgår:

”Vedhæftet finder du korrespondance, som ligeledes er sendt til din adresse i Sverige. Da jeg normalt får posten til dig retur må dette være den bedste løsning

…”

Banken har fremlagt brev af 17. juli 2023, der er adresseret til klageren og med angivelse af adresse A, hvoraf fremgår, at konto -133 var overtrukket med 7.026,19 kr., som klageren skulle betale senest 25. juli 2013.

Banken har oplyst, at klagerens engagement blev registreret som nødlidende i bankens kreditafdeling. Til brug for kreditsagen udfyldte klagerens rådgiver i banken et supplementsskema til brug for kreditsagen. Af supplementskemaet fremgår blandt andet:

”[Klageren] bliver mere og mere svær at komme i kontakt med, og når hun lover at der kommer penge ind, sker det aldrig.

Når vi sender post, kommer brevene retur, og vi sender derfor altid både post og e-mail, men vi får ingen reaktion.

Jeg vurderer, at det mere er viljen der mangler end evnen, men jeg kan ikke være sikker, idet jeg ikke kan få fat i [klageren].

…

[…]

Måske har [klageren] et hus i [udlandet].

Engagementet skal opsiges til fuld indfrielse.

Der er indstillet OIV på sagen, men fuld nedskrivning.”

Banken har fremlagt et brev af 6. august 2013, der er adresseret til klageren og med angivelse af adresse A, hvoraf fremgår, at banken opsagde konto -133 til fuld indfrielse, hvorfor klageren skulle betale 127.126,19 kr. med rente fra den 20. juni 2013, og indtil betaling skete.

Banken har oplyst, at den har foretaget opslag i CPR-registret den 18. januar 2022, den 1. august 2024 og den 6. februar 2026, og har fremlagt udskrifter af 18. januar 2022 og 6. februar 2026, hvoraf fremgår blandt andet, at klageren var udrejst siden 2004, og at der ikke var registreret en adresse på klageren.

Ved e-mail af 25. januar 2026 skrev klageren til banken, at hun i sin årsopgørelse kunne se, at banken havde et krav mod hende. Da hun ikke havde modtaget kommunikation fra banken vedrørende kravet i mere end 11 år var kravet forældet. Klageren anmodede banken om at fjerne kravet fra sin årsopgørelse og andre registre, da kravet var forældet.

Ved e-mail af 3. februar 2026 afviste banken, at kravet var forældet. Banken tilbød klageren at indgå en akkordaftale og foreslog, at klageren kontaktede banken.

Samme dag fastholdt klageren, at kravet var forældet.

Ved e-mail af 12. februar 2026 fastholdt banken, at kravet ikke var forældet, og anmodede klageren om at oplyse sin adresse.

Klagerens og bankens dialog fortsatte den 12. til 13. februar 2026, uden der blev fundet en mindelig løsning.

Den 13. februar 2026 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Den 27. marts 2026 oplyste klageren, at hendes adresse var adresse B og ikke adresse A. Klageren anførte, at bankens manglende kontakt til hende må henføres til bankens mangelfulde registrering. Klageren har oplyst, at adresse B havde været gældende siden 2008.

Banken har anført, at klageren underskrev en aftale om kassekredit i 2010, hvor adresse A var angivet, og at klageren ikke havde gjort banken opmærksom på, at dette ikke var klagerens adresse.

Banken har oplyst, at den på baggrund af klagerens oplysning om sin korrekte adresse havde lavet et opslag på en svensk hjemmeside, hjemmeside M, hvorved det var muligt at finde oplysninger om klageren. Banken har fremlagt en udskrift fra hjemmeside M, hvoraf fremgår, at klageren den 9. oktober 2025 flyttede til adresse B, og at hun inden da havde boet på adresse C fra 3. maj 2022.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at AL Sydbank A/S skal friholde hende for yderligere betaling af kravet vedrørende kreditkonto -133.

AL Sydbank A/S har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ikke har fremlagt dokumentation for dens påberåbte afbrydelse af forældelsesfristen og har ikke godtgjort, at kravet ikke er forældet.

Engagementet blev opsagt til fuld indfrielse ved bankens brev af 6. august 2013. Herefter har banken ikke foretaget yderligere skridt til at gøre kravet gældende. Bankens kontoudtog dokumenterer alene aktivitet frem til 2013. Banken var allerede i 2013 bekendt med, at fremsendt post ikke nåede frem, idet breve blev returneret. Der er i 2013 indstillet objektiv indikation på værdiforringelse (OIV) på sagen med henblik på nedskrivning. Dette understøtter, at sagen ikke har været aktivt forfulgt. Bankens interne bemærkninger om manglende kontakt kan ikke begrunde, at kravet ikke er blevet forfulgt. Hun udrejste i 2004, hvilket var forud for det påståede krav. Hun har haft e-Boks i hele perioden.

Kreditten blev oprettet med adressen, adresse A, mens den korrekte adresse var adresse B. Banken har ved oprettelsen af engagementet foretaget sædvanlige legitimationstiltag. Banken har været i besiddelse af korrekte kundeoplysninger. Den manglende kontakt skyldes bankens mangelfulde registreringer. Banken var bekendt med, at den anvendte adresse ikke var korrekt. Adresse B har været gældende siden 2008. Hun har ikke været uden en kendt adresse. Det forhold, at hun mange år senere har flyttet mellem sine egne adresser, ændrer ikke på, at banken ikke har dokumenteret, at den allerede fra 2013 stoppede med at gøre kravet gældende. Flytningerne er uden betydning for vurderingen om forældelse.

Banken har ikke foretaget tilstrækkelige skridt til at identificere hendes korrekte adresse eller på anden måde søgt at gøre kravet gældende i perioden efter 2013.

Restancen har fremstået uændret på årsopgørelsen i mindst fem år. Før dette forelå grundet manglende indkomst ingen årsopgørelser, hvorfor bankens passivitet kan strække sig længere tilbage.

Banken kan ikke 16 år efter forsøge at gøre en intern registreringsfejl til hendes ansvar eller bruge dette som grundlag for at tilsidesætte reglerne om forældelse. Bankens påståede krav er forældet. Banken skal friholde hende for betaling og ophøre med at registrere og indberette kravet.

AL Sydbank A/S har anført, at bankens krav mod klageren er omfattet af den tiårige forældelsesfrist, der som udgangspunkt skal regnes fra den 18. januar 2013, som er den dag hvor klageren sidst foretog en indbetaling på konto -133, jf. forældelseslovens § 6, stk. 2. Udgangspunktet er derfor, at bankens krav ville være forældet den 18. januar 2023, medmindre forældelsesfristen blev afbrudt ved retslige skridt eller suspenderet i henhold til forældelsesloven inden dette tidspunkt.

Efter forældelseslovens § 14, stk. 1, suspenderes forældelsesfristen på grund af ukendskab til en skyldners opholdssted, og forældelse indtræder tidligst et år efter, at fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til skyldnerens opholdssted. Da banken fik post retur, når den sendte breve til klageren, var og er banken ikke bekendt med klagerens opholdssted, og det har derfor ikke været muligt for banken at afbryde forældelsen ved at anlægge retssag om kravet.

Efter forarbejderne til forældelseslovens § 14 er det en forudsætning for afbrydelse af forældelsesfristen, at kreditor har udfoldet rimelige bestræbelser på at finde skyldnerens opholdssted, navnlig ved opslag i CPR-registeret, men kreditor er ikke i almindelighed forpligtet til at rette henvendelse til andre personer, myndigheder eller institutioner, som muligt ville kunne give oplysninger. Det er nødvendigt og tilstrækkeligt at lave opslag i CPR-registeret. Banken har ikke adgang til og er ikke forpligtet til at lave opslag i et udenlandsk folkeregister med henblik på at finde klagerens bopæl. Banken er alene forpligtet til at lave opslag i det danske CPR-register, hvor der ikke har været registreret en adresse på klageren.

Banken har lavet opslag i CPR-registeret før indtrædelse af ordinær forældelse efter forældelseslovens § 6, hvor klageren var registreret som udrejst uden kendt adresse, og ved bankens efterfølgende opslag var klageren fortsat registreret som udrejst uden kendt adresse. Forældelsesfristen er derfor suspenderet efter forældelseslovens § 14, hvorfor bankens krav ikke er forældet.

Klageren har været fuldt ud bekendt med bankens tilgodehavende, som løbende har været indberettet til Skatteforvaltningen og fremgået af klagerens årsopgørelse, som klageren også har oplyst. Klagerens fortsatte manglende og mangelfulde oplysninger om sin bopæl, gør det umuligt for banken at afbryde forældelsen efter forældelseslovens § 16.

Klageren forhindrer bevidst bankens mulighed for at afbryde forældelsen ved at opholde sig i udlandet og ved ikke at oplyse sin fulde adresse. Hun kan ikke have en berettiget forventning om, at banken har opgivet kravet. At banken internt har markeret OIV (Objektiv Indikation på Værdiforringelse) på sagen og foretaget en for banken regnskabsmæssig nedskrivning på sagen, ændrer ikke herved. Banken har ikke fortabt kravet ved passivitet, ligesom banken heller ikke har været forpligtet til løbende at sende breve om kravet til klageren med digital post, f.eks. til klagerens e-Boks, mit.dk eller andre elektroniske løsninger.

Det er ikke bankens fejl og risiko, at klagerens adresse i bankens systemer var adresse A. Klageren underskrev kreditaftalen i 2010, hvor klagerens adresse var angivet som adresse A. Hvis dette ikke var klagerens adresse, skulle klageren have gjort banken opmærksom på dette på daværende tidspunkt og ikke 16 år senere. Det er efter opslag på hjemmeside M ikke korrekt, at klageren har boet på samme adresse siden 2008. Klagerens oplysninger herom kan ikke lægges til grund.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Sydbank, hvor hun ved aftale om kassekredit i 2010 indgik en aftale om en kreditramme på 120.000 kr. på kreditkonto -133. Af kreditaftalen fremgår blandt andet, at klageren var bosiddende på adresse A i udlandet.

Ved e-mail af 25. januar 2026 skrev klageren til banken, at hun i sin årsopgørelse kunne se, at banken havde et krav mod hende. Da hun ikke havde modtaget kommunikation fra banken vedrørende kravet i mere end 11 år, var kravet forældet. Klageren anmodede banken om at fjerne kravet fra sin årsopgørelse og andre registre, da kravet var forældet.

Ved e-mail af 3. februar 2026 afviste banken, at kravet var forældet. Banken tilbød klageren at indgå en akkordaftale og foreslog, at klageren kontaktede banken.

Klagerens og bankens dialog fortsatte den 12. til 13. februar 2026, uden at der blev fundet en mindelig løsning.

Den 13. februar 2026 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Klageren har oplyst, at hendes adresse var adresse B og ikke adresse A, og har anført, at bankens manglende kontakt til hende må henføres til bankens mangelfulde registrering. Klageren har oplyst, at adresse B havde været gældende siden 2008.

Bankens krav mod klageren er omfattet af den tiårige forældelsesfrist, der regnes fra den 18. januar 2013, hvor klageren foretog den sidste indbetaling på kreditkonto -133, jf. forældelseslovens § 6, stk. 2.

Bankens krav ville dermed være forældet den 18. januar 2023, medmindre forældelsesfristen blev afbrudt ved retslige skridt eller suspenderet inden dette tidspunkt.

Efter forældelseslovens § 14, stk. 1, indtræder forældelse tidligst et år efter, at banken fik eller burde have fået kendskab til klagerens opholdssted.

Efter forarbejderne til forældelseslovens § 14 og i henhold til retspraksis er det en forudsætning for afbrydelse af forældelsesfristen, at kreditor har udfoldet rimelige bestræbelser på at efterspore skyldnerens opholdssted, navnlig ved opslag i CPR-registeret eller ved udnyttelse af andre oplysningskilder, som kreditor var bekendt med, hvorimod kreditor ikke i almindelighed har pligt til at rette henvendelse til andre personer, myndigheder eller institutioner, som muligt kunne give oplysning.

Ankenævnet finder, at banken foretog sig, hvad der med rimelighed kan forlanges af banken med hensyn til at forfølge sit krav, hvorfor forældelsesfristen for bankens krav var udskudt som følge af bankens ukendskab til klagerens opholdssted i udlandet.

I medfør af forældelseslovens § 14 indtræder forældelsen tidligst den 27. marts 2027, hvilket er et år efter den 27. marts 2026, hvor klageren oplyste banken, at hendes adresse var adresse B og ikke adresse A.

Ankenævnet finder herefter, at bankens krav mod klageren ikke er forældet.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Kontakt

Indsigelse om forældelse af gæld og spørgsmål om forældelsesfristen var suspenderet som følge af bankens ukendskab til klagerens opholdssted.