Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.

Sagsnummer: 520/2026
Dato: 03-09-2026
Ankenævn: Ankenævnets næstformand, Katrine Waagepetersen, i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22.
Klageemne: Formandsafgørelse - Formandsafgørelse
Ledetekst: Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.
Indklagede: Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han blandt andet havde, en konto, et betalingskort og adgang til netbank.

Banken har oplyst, at den rettede henvendelse til klageren den 30. april 2026 vedrørende en række udenlandske overførsler til Kenya og Tanzania og i den forbindelse anmodede om yderligere oplysninger og dokumentation.

Klageren har oplyst, at han befandt sig i Kenya i forbindelse med sit frivillige arbejde.

Ved brev af 19. maj 2026 meddelte banken klageren om opfølgning. Af brevet fremgår blandt andet:

”Opfølgning på vores dialog om aktivitet på din konto

Vi skriver til dig for at følge op på vores dialog den 30-04-2026. Dialogen handlede om udenlandske transaktioner fra din konto til bl.a. Kenya og Tanzania, som du efterfølgende har forklaret.

På baggrund af de løbende dialoger og fremsendte materiale, vil der være nye retningslinjer for dit kundeforhold*.

De nye retningslinjer fremgår nedenfor og træder i kraft pr. 19-05-2026.

Nye retningslinjer:

  • Fremover må du kun modtage Pension på din konto.
  • Fremover må du kun lave udenlandske overførsler til konti i dit eget navn og til betaling af advokat i Norge. Såfremt du ønsker at lave overførsler til konto i dit eget navn, skal du sende dokumentation for ejerforhold af konto.

Din fremadrettede brug af banken

Vi beder dig følge de nye retningslinjer, og vi minder dig om, at din konto kun er til eget brug. Hvis aktiviteterne fortsætter, kan vi desværre være nødt til at begrænse din brug af banken eller opsige dit kundeforhold*.

[…]

**De gældende betingelser, som ligger til grund for opsigelsen, kan findes på nordea.dk/vilkår under punkt 12 i dokumentet ’Generelle vilkår for privatkunder’.”

Banken har oplyst, at banken den 26. maj 2026 præciserede over for klageren, at undtagelsen vedrørende udenlandske overførsler alene omfattede overførsler til en advokat i Norge og ikke overførsler til andre lande. Banken konstaterede efterfølgende, at klageren foretog udenlandske overførsler, herunder via en pengeoverførselstjeneste.

Ved netbanksbesked af 23. juni 2026 advarede banken klageren om, at hans kundeforhold kunne blive opsagt. Af beskeden fremgår blandt andet:

”Udenlandske overførsler

[…]

Jeg har forsøgt at kontakte dig uden held.

Vi sendte dig et skriv den 19. maj, hvor vi begrænsede dit brug af udenlandske overførsler, hvilket ellers ville medføre en opsigelse af kundeforholdet eller yderligere begrænsninger.

Desværre ser vi nu, at du har overført beløb via dit kort til udenlandet.

Dette kan vi desværre ikke acceptere, hvorfor vi nu er nødt til at præcisere, at du heller ikke må bruge dit Nordea kort til at lave udenlandske overførsler.

Såfremt det alligevel skulle ske, vil du modtage en opsigelse af dit kundeforhold.”

Ved brev af 10. juli 2026 opsagde banken klagerens kundeforhold. Af brevet fremgår blandt andet:

”Du opsiges som kunde

[…]

Vi skriver til dig for at følge op på vores dialog om følgende overførsler på din konto:

  • Gentagne overførsler til udlandet
  • Gentagne overførsler til udlandet - Efter vi har bedt om de skal stoppe.

Efter en gennemgang af ovenstående overførsler og din brug af banken er vores vurdering, at du bruger banken på en måde, vi ikke tillader. Derfor er vi nødsaget til at opsige dig som kunde i banken*.

Som det fremgår af vores vilkår for privatkunder, kan vi opsige kundeforhold og lukke konti uden varsel, men vi ønsker at give dig tid til at komme godt videre. Opsigelsen træder derfor først i kraft 21.08.2026, hvor nedenstående konti og produkter vil blive lukket ned:

  • Betalingskort
  • Konti
  • Betalingsservice
  • Faste overførsler
  • Netbank

Du bedes kontakte os inden 21.08.2026, da vi skal gøre dine konti op

Du bedes ringe til os på 70 33 33 33 eller sende os en besked i Netbank, så vi kan aftale, hvordan dine konti skal gøres op, samt hvilket kontonummer vi skal overføre dine penge til.

Venlig hilsen

Nordea

*De gældende betingelser, som ligger til grund for opsigelsen, kan findes på nordea.dk/vilkår under punkt 12 i dokumentet ’Generelle vilkår for privatkunder’.”

Banken har oplyst, at klageren efter opsigelsen anmodede banken om en nærmere begrundelse. Banken oplyste i den forbindelse klageren om, at baggrunden for opsigelsen var, at banken ikke var tryg ved klagerens brug af banken.

Banken har oplyst, at den fastholdt opsigelsen, idet de oplysninger og den dokumentation, som klageren havde fremlagt, ikke var tilstrækkelige til at skabe tryghed for banken.

Parternes påstande

Den 15. juli 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal tilbagekalde opsigelsen af hans kundeforhold.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han befinder sig i Kenya i forbindelse med sit frivillige arbejde.

Han flyttede fra Danmark i 1967 og har benyttet sin konto i banken gennem alle disse år. Kontoen har således været aktiv, om end ikke dagligt.

Han har benyttet kontoen mere aktivt siden 2005, hvor han blev pensioneret som EU-embedsmand. I den forbindelse begyndte han også at modtage dansk folkepension fra 2008, da han fyldte 67 år.

Gennem mere end 20 år har han benyttet banken til både at modtage pension og foretage overførsler, såvel indenlands som til udlandet. Der må være tilstrækkelig praksis for, at han kan benytte kontoen på denne måde.

Den 18. august 2026 søgte han om at få oprettet en konto i en udenlandsk bank, og banken godkendte ansøgningen på stedet.

Fremover vil han kunne nøjes med én eller eventuelt to overførsler om måneden fra kontoen i banken til den udenlandske konto.

Han vil fortsat være bosat med adresse i Danmark og være registreret i folkeregisteret. Han vil derfor fortsat få overført sin pension fra Europa-Kommissionen til sin bankkonto i Danmark.

Den udenlandske konto vil fremover primært blive anvendt til overførsler inden for Det Østafrikanske Fællesskab (ØAF), navnlig til Tanzania, hvor han blandt andet arbejder som frivillig og er medejer af et hotel.

Nordea Danmark har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken i henhold til hvidvaskreglerne er underlagt en række forpligtelser i relation til kendskabet til sine kunder og kundernes brug af banken.

Det fremgår blandt andet af hvidvasklovens § 11, at transaktioner skal overvåges for at sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med bankens viden om kundens risikoprofil, herunder om nødvendigt midlernes oprindelse. Ligeledes skal banken kende kundernes formål med forretningsforbindelsen og forstå kundernes brug af banken.

Banken har flere gange været i dialog med klageren og samtidig forklaret klageren, at det medførte begrænsninger af klagerens engagement eller opsigelse heraf, hvis klageren fortsatte en adfærd, som banken varslede ham imod og, hvis banken ikke fik de fornødne oplysninger, som banken bad om. Det har ikke medført, at de forhold, som banken ønskede klarlagt, blev forklaret eller dokumenteret, hvorfor banken ikke længere har tillid til klageren som privatkunde.

Opsigelsen af klagerens kundeforhold i banken skete som følge af en gennemgang af kundeforholdet, jf. reglerne om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven).

Banken er underlagt tavshedspligt, som begrænser bankens mulighed for at redegøre nærmere for detaljerne omkring transaktioner foregået på klagerens konti, jf. hvidvasklovens kapitel 8. Banken kan ikke udlevere oplysninger, som har eller kan have dannet grundlag for eventuelle indberetninger til myndighederne.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at det som sagen foreligger og under hensyn det foran anførte er bankens opfattelse, at sagen er uegnet til nævnsbehandling, jf. § 5, stk. 3, nr. 4 i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnets formand er i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22, jf. bemyndigelse af 3. oktober 2025 fra Ankenævnets stifterorganisationer, bemyndiget til på Ankenævnets vegne at træffe afgørelse i klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han blandt andet havde, en konto, et betalingskort og adgang til netbank.

Klageren har oplyst, at han befandt sig i Kenya i forbindelse med sit frivillige arbejde.

Banken har oplyst, at den rettede henvendelse til klageren den 30. april 2026 vedrørende en række udenlandske overførsler til Kenya og Tanzania og i den forbindelse anmodede om yderligere oplysninger og dokumentation.

Ved brev af 19. maj 2026 skrev banken til klageren, at der på baggrund af de løbende dialoger ville der være nye retningslinjer for klagerens kundeforhold.

Banken har oplyst, at banken den 26. maj 2026 præciserede over for klageren, at undtagelsen vedrørende udenlandske overførsler alene omfattede overførsler til en advokat i Norge og ikke overførsler til andre lande. Banken konstaterede efterfølgende, at klageren foretog udenlandske overførsler, herunder via en pengeoverførselstjeneste.

Ved netbanksbesked af 23. juni 2026 advarede banken klageren om, at hans kundeforhold kunne blive opsagt.

Ved brev af 10. juli 2026 opsagde banken klagerens kundeforhold begrundet i gentagne overførsler til udlandet.

Banken har oplyst, at klageren efter opsigelsen anmodede banken om en nærmere begrundelse. Banken oplyste i den forbindelse klageren om, at baggrunden for opsigelsen var, at banken ikke var tryg ved klagerens brug af banken.

Banken har oplyst, at den fastholdt opsigelsen, idet de oplysninger og den dokumentation, som klageren havde fremlagt, ikke var tilstrækkelige til at skabe tryghed for banken.

I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.

Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at bankens opsigelse af klagerens kundeforhold var uberettiget.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.