Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask. Krav om genetablering af kundeforhold eller erstatning/godtgørelse.

Sagsnummer: 587/2025
Dato: 29-06-2026
Ankenævn: Kristian Korfits Nielsen, Inge Kramer, Kritte Sand Nielsen, Tina Thygesen og Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne: Indlån - opsigelse
Konto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask. Krav om genetablering af kundeforhold eller erstatning/godtgørelse.
Indklagede: Nordnet Bank AB
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask. Krav om genetablering af kundeforhold og krav om erstatning/godtgørelse.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordnet Bank, hvor han havde en konto og et depot -304.

Banken har oplyst, at klageren accepterede bankens ”Almindelige betingelser for depot-/kontoaftale” i forbindelse med kundeforholdets oprettelse. Af betingelserne fremgår blandt andet:

”… Kunden har pligt til at give Selskabet alle de af Selskabet til enhver tid efterspurgte oplysninger samt dokumentation, som Selskabet måtte finde påkrævet eller relevant.

G.4 Behandling af personoplysninger og videregivelse af oplysninger til andre

[...]

Kundens pligt til at give oplysninger og videregivelse af oplysninger til andre

Selskabet har ret til at anmode om, at Kunden giver de oplysninger og data, der efter Selskabets skøn er nødvendige for at opnå tilstrækkeligt kundekendskab i henhold til Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme. Oplysningerne skal gives inden for den af Selskabet fastsatte frist.

Det er Kundens ansvar på virksomhedens anmodning også at give de øvrige oplysninger, herunder skriftlige dokumenter, som Selskabet skønner nødvendige for at opfylde sådanne forpligtelser, som Selskabet har i forhold til:

- denne aftale eller som følge af aftale med depotbank

- dansk/udenlandsk lov, herunder gældende EU-forordning, dansk/ udenlandsk myndigheds forskrift eller beslutning samt generelle retsprincipper

[…]

G.13 Opsigelse

Generelt

Selskabet kan opsige Depot-/kontoaftalen skriftligt til ophør to måneder efter, at Kunden i henhold til punkt G.3 anses for at have modtaget meddelelsen. Opsigelsen skal ledsages af en begrundelse.

Eventuelt indestående på Kundens depot/konto udbetales til en konto tilhørende Kunden i en anden bank.

[…]

Ved Depot-/kontoaftalens ophør skal parterne straks afvikle og afregne samtlige deres forpligtelser i henhold til disse Almindelige Betingelser. Depot-/ kontoaftalens relevante bestemmelser skal dog fortsat gælde, indtil hver part har opfyldt samtlige sine forpligtelser over for den anden part.

[…]

Opsigelse af Depot-/kontoaftalen i særlige tilfælde og spærring af depot og konto

Selskabet har ret til at opsige Depot-/kontoaftalen med øjeblikkelig virkning, hvis Selskabet skønner:

[…]

(h) at Selskabet ikke har tilstrækkelig viden om Kunden i henhold til Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme;

[…]

Regulering af forpligtelser

Ved depot-/kontoaftalens ophør skal Selskabet til Kunden udlevere/overføre samtlige i depotet registrerede værdipapirer eller, hvis opsigelsen vedrører et bestemt værdipapir, dette værdipapir.

Kunden skal på Selskabets opfordring give anvisninger til Selskabet om, hvorledes udleveringen/overførslen skal ske. Hvis sådanne anvisninger ikke er modtaget af Selskabet inden for to måneder efter den dag, Depot-/ kontoaftalen ifølge opsigelsen ophører, eller hvis udleveringen/overførslen ikke kan ske efter de anvisninger, Kunden oprindeligt har givet, kan Selskabet:

på den måde og på det tidspunkt, som Selskabet finder passende, sælge eller på anden måde afvikle de værdipapirer, der er i depotet, og hvis værdipapirerne ikke har nogen værdi få dem makuleret eller afnoteret,

[…]

Salg af værdipapirer skal ske med behørig omhu. Selskabet er dog ikke ansvarligt for den værdiudvikling, som værdipapirerne måtte have efter salget eller for eventuelle skattemæssige konsekvenser. Fra den modtagne købssum kan Selskabet modregne gebyrer for trufne foranstaltninger samt for omkostningerne knyttet til selve afviklingen. …”

Banken har oplyst, at den ved besked af 14. april 2025 anmodede klageren om information om og dokumentation for formålet bag fem overførsler på i alt 182.000 kr. fra tredjemænd til klagerens depot. Klageren fik en frist på syv dage. Klageren svarede banken samme dag, at overførslerne udgjorde et provenu fra salg af en blomsterbutik. Klageren vedhæftede en købsaftale og en lejekontrakt, der angav køberen og den nye lejer af blomsterbutikken. Af købsaftalen fremgik, at betalingen til klageren skulle betales i to rater af 55.000 kr., i alt 110.000 kr.

Klageren har fremlagt en købsaftale vedrørende salget af blomsterbutikken og ”Tillæg 1 til lejekontrakt dateret 08.03.2022 aftale om afståelse af lejemål”. Af købsaftalen fremgår blandt andet:

”… 2. Købesum og betalingsbetingelser

Den samlede købesum for overdragelsen er aftalt til kr. 25.000 (et hundrede og ti tusinde kroner). Beløbet betales i to rater som følger: 1. Den for falder senest den 1. februar 2025. …”

Af tillægget til lejekontrakten fremgår blandt andet:

”… 5. Depositum

5.1 Udlejer refunderer ikke depositum til udtrædende lejer i forbindelse med afståelsen, og enhver refusion af depositum mellem udtrædende lejer og indtrædende lejer er udlejer uvedkommende. Depositum kr. 109.687,50 inkl. moms forbliver hos udlejeren. …”

Klageren har oplyst, at de indbetalte beløb på hans depot ikke kun bestod af købesummen fra salget af blomsterbutikken, men også af depositum fra den nye lejer. Han forsøgte at forklare dette for banken, som dog kun forholdt sig til købesummen.

Banken har oplyst, at den ved besked af 22. april 2025 meddelte klageren, at den fremsendte dokumentation kun bekræftede én af overførslerne, og at banken fortsat manglede information om og dokumentation for formålet med overførsler fra yderligere tre andre personer/virksomheder. Klageren fik en ny frist på syv dage. Samme dag bad klageren banken specificere hvilke overførsler, der var tale om, hvilket banken gjorde den 25. april 2025. Klageren svarede, at han allerede havde sendt alle relevante dokumenter. Den 2. maj 2025 fastholdt banken over for klageren, at den fremsendte dokumentation kun vedrørte én af de omtvistede overførsler, og banken anmodede igen om fyldestgørende dokumentation og gav klageren en yderligere frist på syv dage.

Banken har endvidere oplyst, at den ved besked af 6. maj 2026 igen anmodede klageren om yderligere dokumentation for, at overførslerne stammede fra salg af blomsterbutikken. Klageren svarede, at han havde sendt ”både købsaftalen af lejemålet og købskontrakten”. Den 14. maj 2026 gentog banken, at den fremsendte dokumentation kun vedrørte én af afsenderne, og at banken fortsat manglede dokumentation vedrørende overførsler fra tre andre personer/virksomheder. Samme dag gentog klageren, at dokumentationen vedrørte alle overførslerne, da de stammede fra salget af blomsterbutikken, og at overførslerne kom fra den købende virksomheds forskellige konti. Den 22. maj 2025 skrev banken til klageren, at overførslerne kom fra personer/virksomheder, der ikke var registrerede købere af blomsterbutikken, og banken anmodede igen om information om og dokumentation på, hvorfor klageren havde modtaget overførslerne fra disse personer/virksomheder. Klageren fik en frist på syv dage. Samme dag fastholdt klageren, at han havde sendt relevant dokumentation til banken.

Korrespondancen mellem banken og klageren er ikke fremlagt i sagen.

Ved brev af 26. juni 2025 opsagde banken klagerens kundeforhold pr. den 1. september 2025 med den begrundelse, at banken ikke kunne opretholde et godt kundekendskab i henhold til hvidvaskloven.

Den 19. juli 2025 klagede klageren til banken over opsigelsen af hans kundeforhold. Den 15. august 2025 afviste banken klagen.

Den 20. august 2025 anmodede klageren banken om genbehandling af hans klage, og den 16. september 2025 fastholdt banken sin afgørelse.

Den 24. september 2025 klagede klageren til bankens klageansvarlige, og den 3. november 2025 svarede banken, at den fastholdt sine tidligere afgørelser.

Banken har oplyst, at den henset til klageforløbets tidsmæssige udstrækning valgte at forlænge fristen for, hvornår klageren senest skulle tømme sine depoter for kontanter og værdipapirer til den 1. januar 2026.

Den 13. november 2025 gjorde klageren igen indsigelse mod bankens afgørelse.

Banken har oplyst, at en automatisk proces den 18. november 2025 medførte et salg af visse af klagerens værdipapirer som følge af opsigelsen af hans kundeforhold. Banken reetablerede samme dag klagerens beholdninger uden omkostning for klageren, da han havde fået en udvidet frist til at afvikle sine depoter til den 1. januar 2026.

 

 

Parternes påstande

Den 18. november 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordnet Bank AB skal genetablere hans kundeforhold, subsidiært dække hans tabte omkostninger.

Nordnet Bank AB har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken har håndteret hans sag på en urimelig og økonomisk skadelig måde. Bankens afgørelse om opsigelse af hans kundeforhold hviler på et utilstrækkeligt og usikkert grundlag, og banken har ikke godtgjort, at betingelserne for opsigelse af kundeforholdet er opfyldt.

I juni 2025 blev han af banken informeret om, at han ville blive opsagt som kunde. Begrundelsen var, at der var indsat et beløb på hans aktiedepoter, som banken ønskede dokumentation for. Han sendte straks de relevante dokumenter, der viser, at beløbet stammer fra salg af hans tidligere hobbyvirksomhed.

Til trods for dette blev han aldrig tydeligt informeret om, hvilke yderligere dokumenter der manglede. Han anmodede flere gange banken om en konkret oversigt, så han kunne fremsende nødvendig dokumentation. Han har alle bilag, og han har hele tiden været villig til at samarbejde.

I stedet valgte banken at fastholde beslutningen om at opsige ham som kunde – velvidende at dette kan medføre et betydeligt økonomisk tab for ham. Han gjorde klart, at hvis banken valgte at opsige ham uden at give ham mulighed for at indsende de korrekte dokumenter, måtte banken også dække de tab, han ville lide. Dette blev afvist.

Den 18. november 2025 begyndte banken at sælge hans aktier uden at informere ham og uden hans samtykke. Dette finder han helt uacceptabelt.

Bankens beslutning om opsigelse af hans kundeforhold var ikke tilstrækkeligt begrundet og opfyldte ikke kravet om proportionalitet, som må gælde ved så indgribende foranstaltninger. Opsigelsen har medført – og vil fortsat medføre – et betydeligt økonomisk tab for ham. Opsigelsen af kundeforholdet har betydet, at han er blevet afskåret fra at disponere over betydelige midler, herunder opsparing relateret til hans barn, hvilket udgør et væsentligt indgreb. Banken har ikke i tilstrækkelig grad forsøgt at iværksætte mindre indgribende foranstaltninger, eksempelvis yderligere dialog og præcisering af dokumentationskrav eller midlertidige begrænsninger.

Banken har kunnet opretholde et tilstrækkeligt kundekendskab, da han gennem hele forløbet har været samarbejdsvillig og sendt den tilgængelige dokumentation. Der er således ikke grundlag for at konkludere, at han ikke kan identificeres, eller at midlernes oprindelse ikke i det væsentlige er belyst. 

Efter hvidvasklovgivningen påhviler det den finansielle virksomhed at foretage en konkret og risikobaseret vurdering. Banken har ikke i tilstrækkelig grad dokumenteret, hvorfor de fremsendte oplysninger ikke opfylder dette krav.

Banken henviser til divergerende oplysninger i købsaftalen. Sådanne forhold kan ikke i sig selv begrunde en opsigelse, medmindre der foreligger klare indikationer på urigtige eller vildledende oplysninger. Dette er ikke dokumenteret.

Eventuelle forskelle i materialet skyldes efter det oplyste ufuldstændige dokumentversioner og praktiske forhold, herunder at visse dokumenter ikke foreligger i endeligt underskrevet form. Dette er ikke usædvanligt i praksis og kan ikke tillægges afgørende betydning uden yderligere konkretisering.

Det påhviler banken at sandsynliggøre, at betingelserne for opsigelse er opfyldt. Banken har ikke løftet denne bevisbyrde. Banken har i vidt omfang baseret sin vurdering på en generel henvisning til utilstrækkelig dokumentation, uden at have foretaget en tilstrækkeligt konkret og målrettet opfølgning over for ham med henblik på at afklare eventuelle uklarheder.

Han har oplyst, at en del af den historiske dokumentation ikke længere er tilgængelig, idet data er gået tabt som følge af nedbrud på hans computer. Dette er en reel og dokumenterbar begrænsning, som bør indgå i vurderingen af, hvad der med rimelighed kan kræves fremlagt.

Håndteringen af hans sag er stærkt kritisabel og ikke i overensstemmelse med almindelig god skik. Ankenævnet bedes derfor vurdere, om banken har handlet korrekt, og om han har krav på erstatning for det tab, som bankens handlinger har påført ham.

Nordnet Bank AB har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende over for klageren.

Banken er som pengeinstitut underlagt hvidvaskloven. I henhold til hvidvasklovens §§ 10 og 11 skal banken føre et tilstrækkeligt kendskab med sine kunder. Formålet er at hindre risikoen for hvidvask mv. Det fremgår blandt andet af hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 5, at transaktioner skal overvåges for at sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med bankens viden om kundens risikoprofil, herunder om nødvendigt midlernes oprindelse. Ligeledes kræves det, at banken har en række oplysninger om kunden, herunder blandt andet om omfanget af de aktiver, som kunden vil indsætte, samt oplysninger om transaktionernes størrelse, formål mv., jf. hvidvasklovens § 11, stk. 3. I forbindelse hermed har banken nogle kundekendskabsprocedurer (KYC), som banken gennemfører.

Hvis tilstrækkeligt kundekendskab ikke kan opnås, idet kravene i hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, er banken retligt forhindret i at opretholde kundeforholdet, jf. hvidvasklovens § 14, stk. 5. Dette var tilfældet i nærværende sag.

Det følger af pkt. G.13 i bankens almindelige betingelser, at banken kan opsige kundens depot-/kontoaftale, hvis banken ikke har de tilstrækkelige oplysninger om kunden, som er påkrævet efter hvidvaskloven. I medfør af indledningen til og pkt. G.4 i de almindelige betingelser, påhviler det endvidere kunden at levere de fornødne oplysninger samt den dokumentation, som banken anmoder om for et tilstrækkeligt kundekendskab.

Den 14. april 2025 informerede banken klageren om, at banken manglede oplysninger om formålet bag fem nærmere angivne overførsler til hans depot samt dokumentation herfor. I beskeden blev klageren endvidere informeret om, at manglende kendskab til en kunde medfører, at banken ikke kan beholde vedkommende som kunde. Banken gav klageren en frist på syv dage til at give disse oplysninger. Senere samme dag sendte klageren en forklaring og vedlagde en lejekontrakt samt en købsaftale som dokumentation. Da banken ikke mente, at dette var tilstrækkelig dokumentation, skrev banken igen til klageren den 22. april 2025, den 25. april 2025, den 2. maj 2025, den 6. maj 2025, den 14. maj 2025 og den 22. maj 2025, at banken fortsat manglede formålet bag indbetalingerne samt dokumentation herfor. Klageren blev i beskederne mindet om, at han havde en frist på syv dage til at sende oplysningerne til banken. Trods den løbende korrespondance mellem klageren og banken, sendte klageren aldrig den nødvendige dokumentation inden for fristen.

Den købsaftale, som klageren har fremlagt i sagen, indeholder ændrede datoer og en anden købesum end den købsaftale, som klageren sendte til banken den 14. maj 2025. Der er således divergerende oplysninger i de forskellige versioner af købekontrakten, som klageren har fremsendt. Desuden er ingen af de fremsendte versioner af købsaftalen underskrevet af køber.

Da klageren ikke leverede de nødvendige oplysninger og dokumentation inden for fristen, var det ikke muligt for banken at opnå tilstrækkeligt kundekendskab, hvilket nødvendiggjorde en opsigelse af kundeforholdet, hvilket skete i overensstemmelse med pkt. G.13 i de almindelige betingelser. Banken sendte derfor klageren et opsigelsesbrev den 26. juni 2025, der oplyste, at klagerens depot-/kontoaftaler blev bragt til ophør med virkning per 1. september 2025.

Ifølge Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstituttet selv at afgøre, hvilke krav man stiller i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation mv. i forbindelse med overholdelse af hvidvasklovens regler om KYC. Banken har handlet i overensstemmelse med sine almindelige betingelser og fulgt sine interne procedurer for KYC, som i henhold til lovgivningen er fastsat ud fra en risikobaseret tilgang. Banken var således berettiget til at opsige kundeforholdet.

I forhold til salget af værdipapirer på klagerens depoter den 18. november 2025 tilbageførte banken handlerne, så snart klageren gjorde banken opmærksom på dem, idet banken tidligere havde oplyst klageren om, at banken tidligst ville lukke hans depoter den 1. januar 2026. Det var beklageligvis en automatisk proces, der igangsatte salgene, men de blev straks korrigeret, og klageren har ikke lidt et tab i forbindelse hermed.

Banken er indstillet på at forlænge fristen for klagerens afvikling af sine depoter og konti indtil nærværende sag er afgjort.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Nordnet Bank, hvor han havde en konto og et depot -304.

Den 14. april 2025 anmodede banken klageren om at sende information om og dokumentation for formålet med fem overførsler på i alt 182.000 kr. fra tredjemænd til klagerens depot i banken. Klageren svarede samme dag, at overførslerne stammede fra et salg af en blomsterbutik, og han sendte kopi af købsaftale og lejekontrakt vedrørende blomsterbutikken.

Banken fandt, at den af klageren fremsendte dokumentation ikke var tilstrækkelig, og i den følgende periode korresponderede banken og klageren herom.

Den 26. juni 2025 opsagde banken klagerens kundeforhold med virkning fra den 1. september 2025 med den begrundelse, at banken ikke kunne opretholde et godt kundekendskab til klageren, som den var forpligtet til efter hvidvaskloven. Banken udsatte senere klagerens frist for at tømme sine depoter til den 1. januar 2026.

Den 18. november 2025 blev visse af klagerens værdipapirer solgt grundet en automatisk proces i banken. Banken beklagede salget over for klageren og reetablerede samme dag klagerens beholdninger uden omkostning for ham.

I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.

Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Ankenævnet finder, at der ikke er grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at bankens opsigelse af klagerens kundeforhold var uberettiget.

Ankenævnet finder, at det ikke er godtgjort, at banken i øvrigt har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med opsigelsen af kundeforholdet. 

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.