Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afvisning af klage på grund af manglende kundeforhold mellem et pengeinstitut og en klager, der var kunde hos pengeinstituttets ”white label partner”.

Sagsnummer: 17 /2017
Dato: 05-05-2017
Ankenævn: Vibeke Rønne, Michael Reved, Astrid Thomas, Troels Hauer Holmberg og Poul Erik Jensen
Klageemne: Afvisning - kundeforhold § 2, stk. 3
Ledetekst: Afvisning af klage på grund af manglende kundeforhold mellem et pengeinstitut og en klager, der var kunde hos pengeinstituttets ”white label partner”.
Indklagede: Saxo Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om udlevering af aktier. Spørgsmål om kundeforhold mellem et pengeinstitut og en klager, der var kunde hos pengeinstituttets ”white label partner”.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde hos et firma, F, der var registreret og godkendt som et fondsmæglerselskab i Ungarn.

Banken har oplyst, at den i 2009 indgik aftale med Fom et såkaldt ”white label” kundeforhold, således at F fik adgang til at benytte og markedsføre bankens handelsplatform overfor sine kunder. Banken har anført, at der ikke består eller har bestået et kundeforhold mellem banken og klageren.

På et ikke oplyst tidspunkt købte klageren forskellige amerikanske og tyske aktier på handelsplatformen via F.

Klageren har fremlagt en kontoopgørelse fra F, der indeholdt en oversigt over hans beholdning af aktier og valuta hos F.

I marts 2015 blev F’s godkendelse som fondsmæglerselskab tilbagekaldt, og det ungarske ”Financial Stability and Liquidation Ldt.” (PFSN) iværksatte en likvidation af F. Klageren har oplyst, at likvidator lukkede kundernes CFD- og valuta konti. Klageren har endvidere oplyst, at likvidator meddelte, at kundernes aktier ikke ville blive berørt, men at aktierne blev tilbageholdt af Saxo Bank, som havde et krav mod F begrundet i kursændringer på CHF. 

Parternes påstande

Den 17. januar 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Saxo Bank skal udlevere de i sagen omhandlede aktier til ham.

Saxo Bank har nedlagt påstand om afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han har handlet på Saxo Banks handelsplatform, som alene blev formidlet af F. Sagen vedrører traditionelle aktier i amerikanske og tyske selskaber, og ikke CFD’ere eller investeringsbeviser.

Banken er ikke berettiget til at tilbageholde hans aktier. Bankens evt. krav mod F er hans aktier uvedkommende. Aktierne tilhører ham alene, ikke F. Banken og F var alene depotbanker. En depotbank har ikke råderet over kundens aktier, ikke engang ved bankens konkurs.

Han har afregnet et tab, som han fik i forbindelse med køb af CFD’ere. Han håber ikke, at banken har investeret hans midler i fælles investeringsfonde.

Saxo Bank har anført, at der ikke er et kundeforhold mellem banken og klageren. Dette fremgår af den fremlagte kontoopgørelse, som viser klagerens værdipapirbeholdning hos F, og ikke hos banken.

Klageren har på intet tidspunkt været part i  ”white label” kundeforholdet og er derfor ikke part i afviklingen af ”white label” kundeforholdet. Parterne i afviklingen af ”white label” kundeforholdet er alene PFSN og banken.

Klagen er derfor ikke omfattet af Ankenævnets kompetence og bør afvises.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet behandler klager vedrørende private kundeforhold.

Klageren var kunde i et selskab, F, der efter det oplyste var godkendt og registreret som et fondsmæglerselskab i Ungarn. F var en såkaldt ”white label” kunde hos Saxo Bank. Ankenævnet finder efter det foreliggende ikke grundlag for at fastslå, at der forelå et kundeforhold mellem klageren og Saxo Bank.

Ankenævnet har herefter ikke kompetence til at behandle klagen, jf. Ankenævnets vedtægter, § 2, stk. 3.

 

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.