Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afvisning af klage på grund af manglende kundeforhold. Oplysninger om en konto oprettet af dødsboet efter klagerens ægtefælle. Boet blev behandlet som et bobestyrerbo.

Sagsnummer: 331 /2016
Dato: 31-03-2017
Ankenævn: John Mosegaard, Anders Holkmann Olsen, David Sander Hjortsø, Morten Bruun Pedersen og Lani Bannach
Klageemne: Afvisning - kundeforhold § 2, stk. 3
Konto - kontoudskrift
Tavshedspligt - videregivelse af kontooplysninger
Ledetekst: Afvisning af klage på grund af manglende kundeforhold. Oplysninger om en konto oprettet af dødsboet efter klagerens ægtefælle. Boet blev behandlet som et bobestyrerbo.
Indklagede: Danske Andelskassers Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod Danske Andelskassers Banks afslag på at give oplysninger om en konto oprettet af dødsboet efter klagerens ægtefælle. Boet blev behandlet som et bobestyrerbo.

Sagens omstændigheder

Klageren har oplyst, at hendes ægtefælle døde den 13. oktober 2010, og at dødsboet blev behandlet som et bobestyrerbo med en advokat som bobestyrer. I 2015 blev dødsboet afsluttet med en boopgørelse og repartition.

Klageren rettede i en mail af 2. september 2016 henvendelse til Danske Andelskassers Bank for at få kontoudskrifter for en konto oprettet af dødsboet efter hendes afdøde ægtefælle i 2011.

Banken bad i en mail 6. september 2016 klageren om at sende en skifteretsattest, hvoraf fremgik, at hun som arving/ægtefælle til afdøde var berettiget til at få udleveret oplysningerne.

I en mail af 14. september 2016 til banken affattet på engelsk bad klageren om de samme oplysninger som i mailen af 2. september 2016.

I en mail af 15. september 2016 til klageren bad banken hende som nævnt i sin tidligere mail af 6. september 2016 om at sende en skifteretsattest.

Klageren anmodede herefter skifteretten om at få udleveret en kopi at skifteretsattesten i dødsboet efter hendes afdøde ægtefælle.

Af en udskrift af retsbogen for skifteretten fremgår, at skifteretten den 28. september 2016 afsagde følgende kendelse:

”…

Kendelse:

Da boet efter [klagerens ægtefælle] har været behandlet som et bobestyrerbo, har [klageren] ikke nogen individuel, væsentlig interesse i at få udleveret en kopi af skifteretsattesten i boet, jf. retsplejelovens § 41 d, stk. 1, dødsboskiftelovens § 114, stk. 3, hvorfor begæringen herom nægtes..

I en mail af 10. oktober 2016 til klageren oplyste banken, at den desværre ikke kunne hjælpe hende.

Parternes påstande

Den 18. oktober 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Andelskassers Bank skal fremlægge kontoudskifter for bokontoen fra oprettelsesdagen til kontoen udgik.

Danske Andelskassers Bank har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at det blandt andet fremgår af skifterettens kendelse af 28. september 2016, som hun har fremsendt, at hun er ægtefælle til afdøde.

Under boopgørelse og repartition i dødsboet efter hendes ægtefælle og hende som længstlevende ægtefælle fra 2015 opdagede hun og skifteretten, at bobestyreren ikke havde afleveret kontoudskrifter for bokontoen, mens den blev ført i Danske Andelskassers Bank. Der manglede kontoudskrifter fra oprettelsesdagen til det tidspunkt, hvor bobestyreren lukkede kontoen og overførte den til et andet pengeinstitut.

Hun har som længstlevende ægtefælle og arving i dødsboet ret til at få disse oplysninger.

Efter hendes opfattelse har bobestyreren begået økonomisk bedrageri og fusket med dødsboets midler. Bobestyreren presser nu banken til at dække over en kriminel person, tilbageholde vigtige informationer og til at holde hånden over svig, svindel, korruption, sjusk og løgn vedrørende banktransaktionerne. Ved at nægte at udlevere kontoudtog medvirker banken til bobestyrerens kriminelle handlinger.

At det er en dommer, der har skrevet noget og truffet en afgørelse betyder ikke nødvendigvis, at bobestyreren ikke kan have svindlet. Svindel og bedrageri samt ulovlige vennetjenester eksisterer beviseligt i det danske retssystem.

Danske Andelskassers Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen ikke vedrører et økonomisk mellemværende mellem klageren og banken.

Klageren henvises til at henvende sig til skifteretten, der opbevarer sagen og alle dens bilag.

Såfremt klageren ønsker at klage over bobestyrerens behandling af dødsboet, må dette være en sag mellem klageren og bobestyreren.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at hverken klageren eller hendes afdøde mand har været kunder i banken. Det var bobestyreren, der behandlede dødsboet, der var kunde i banken.

Klagerens afdøde ægtefælles dødsbo har været behandlet som et bobestyrerbo, og klageren har ikke dokumenteret sin ret til at modtage oplysninger om boets konto. De ønskede oplysninger er omfattet af tavshedspligten i lov om finansiel virksomhed.

I kendelsen af 28. september 2016 har skifteretten udtalt, at klageren ikke havde en individuel, retlig interesse i at få udleveret en kopi af skifteretsattesten i dødsboet, da boet har været behandlet som et bobestyrerbo. På den baggrund har klageren heller ikke mulighed for at få udleveret kontoudskrifter for bokontoen. 

Bobestyreren i dødsboet har over for banken oplyst, at klageren i foråret 2016 forsøgte at få sagen genoptaget, hvilket såvel skifteretten som Vestre Landsret i en endelig dom har afslået. Endvidere har skifteretten, Advokatnævnet og Ligebehandlingsnævnet under dødsboets behandling afvist alle beskyldninger og klager over bobestyrerens behandling af boet.

Ankenævnets bemærkninger

Dødsboet efter klagerens ægtefælle blev behandlet som et bobestyrerbo. Klageren har på denne baggrund ikke den fornødne legitimation til at indhente oplysninger hos Danske Andelskassers Bank om bokontoen, herunder rekvirere kontoudskrifter for kontoen.

Der er således ikke tale om en klage vedrørende et kundeforhold mellem klageren og banken, med derimod om en klage vedrørende bankens tidligere kundeforhold med dødsboet efter klagerens ægtefælle repræsenteret ved bobestyreren.

Som følge heraf har Ankenævnet ikke kompetence til at behandle klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.