Sagen vedrører indsigelse mod gæld og mod overgivelse af sagen til inkasso. Spørgsmål om forældelse.
| Sagsnummer: | 469/2024 |
| Dato: | 15-08-2025 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Jonas Thestrup Nielsen, Signe Vejen Hansen, Rolf Høymann Olsen og Elizabeth Bonde. |
| Klageemne: |
Inkasso - berettigelse af overgivelse til inkasso
Forældelse - udlån Afvisning - anden myndighed § 4 |
| Ledetekst: | Sagen vedrører indsigelse mod gæld og mod overgivelse af sagen til inkasso. Spørgsmål om forældelse. |
| Indklagede: | Santander Consumer Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod gæld og mod overgivelse af sagen til inkasso. Spørgsmål om forældelse.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Santander Consumer Bank.
Den 3. april 2021 indgik klageren, kreditformidler G og banken en kreditkøbsaftale med aftalenummer -368, hvoraf blandt andet fremgik:
”…
9 mdr. betalingsudsættelse
Kreditkøb
Lånebeløb og omkostninger
Lånebeløbet udbetales til kreditformidleren og finansierer kontantprisen for følgende varer:
MacBook Air 13 M1/8/512 2020 (guld);
Sandstrøm USB-C multi-adapter (sølv) Kr. 11.098,00
Samlet lånebeløb inkl.
Etableringsomkostninger Kr. 11.597,00
…
Kreditomkostninger i alt Kr. 2.902,00
Det samlede beløb der skal betales Kr. 14.000,00
…
Årlige omkostninger i procent (ÅOP) før skat 14,69 %
…
Rentevilkår, afvikling og løbetid
Debitorrenten er variabel i hele kredittens løbetid og udgør ved aftalens indgåelse 0,00% og er gældende frem til og med 08-02-2022. Herefter sættes den variable debitorrente op til 13,75%. Renten reguleres derudover jf. de tilknyttede kreditkøbsbetingelser hvert kvartal i forhold til 3-måneders CIBOR-rente.
Lånet har en løbetid på 33 måneder og tilbagebetales månedligt med ydelser af kr. 609,00. Den første ydelse indeholder, ud over denne faste månedlige ydelse, også det rentebeløb, der er beregnet fra underskriftstidspunktet til beregningsdatoen for første ydelses betaling. Ydelserne skal betales den første bankdag i hver måned, første gang 01-03-2022.
…
Oplysningerne i denne aftale tager udgangspunkt i, at varen leveres og aftalen oprettes i dag. Hvis datoen ændres, vil de oplyste kreditomkostninger og datoer kunne ændre sig tilsvarende.
Ved for sen betaling tilskrives rykkergebyrer jf. rentelovens § 9b, og vi tilskriver, ud over den i kreditkøbsaftalen aftalte rente, morarente jf. principperne i rentelovens § 5: Morarenten svarer dags dato til den af Nationalbanken fastsatte officielle udlånsrente med tillæg af 8%.
Denne kreditkøbsaftale kan ved misligholdelse anvendes som udlægsfundament til tvangsfuldbyrdelse uden forudgående domserhvervelse jf. retsplejelovens § 478 stk. 1 nr. 5.
…”
Af Bilag til kreditkøbsaftalen fremgik blandt andet:
”…
Betalinger
…
Har du ikke betalt et forfaldent beløb rettidigt vil du modtage en rykkerskrivelse, som er pålagt et gebyr. Ved fortsat manglende betaling sender vi rykkerskrivelser og inkassoadvisering til dig. Vi, Santander Consumer Bank, må opkræve gebyrer for disse påmindelser og for eventuelle inkassoomkostninger. Du kan læse mere om vores inkassoproces i vores forretningsbetingelser, som findes på santanderconsumer.dk.
Hvis der i kreditkøbsaftalen er aftalt en rentefri periode ophører denne rentefri periode straks, hvis du i mere end 20 dage har ubetalt og forfalden gæld til Santander Consumer Bank i henhold til kreditkøbskontrakten. Du vil i givet fald blive adviseret herom.
Ved for sen betaling vil Santander Consumer Bank, ud over den i kreditkøbsaftalen aftalte rente, tilskrive din konto morarente jf. principperne i rentelovens § 5.
…”
Klageren har oplyst, at han ikke har afbetalt på gælden.
Banken har oplyst, at klageren ikke siden den 1. marts 2022 har afbetalt på gælden, og at der i henhold til bankens systemlog er sendt rykkerskrivelser til klageren den 8. april 2022, den 9. maj 2022 og den 26. maj 2022.
Af brev af 9. maj 2022 fra banken til klageren fremgik blandt andet:
” Betalingspåmindelse vedrørende aftale [-368]
…
Vi har desværre ikke modtaget din indbetaling. Din konto vil derfor få pålagt et rykkergebyr på kr. 100,00.
Du bedes indbetale dit manglende afdrag på kr. 709,00, straks og senest 8 dage fra dato, for at undgå yderligere rykkergebyrer.
Ifølge vores almindelige betingelser, skal du indbetale dit afdrag, hver den 1. bankdag i måneden. Vi tilbagefører derfor ikke rykkergebyret, hvis betalingen er sket efter den 1. bankdag i måneden.
…”
Klageren har anført, at han først modtog et inkassovarsel, efter at sagen var overført til inkasso. Banken har anført, at inkassovirksomhed L på vegne af banken den 30. januar 2024 sendte et inkassovarsel til klageren.
Af brev af 30. januar 2024 fra inkassovirksomhed L til klageren fremgik blandt andet:
”…
Inkassovarsel
Gælden vedrørende Privatlån vedr. kontraktnr.: [-368]. er ikke betalt.
Gælden opgøres dags dato til i alt: DKK 13.796,26
Du kan se en opgørelse af kravet på næste side.
Såfremt gælden ikke er betalt senest 10 dage fra dags dato, vil beløbet blive taget til inkasso. Dette vil medføre yderligere omkostninger, som skal betales af dig.
…”
Klageren har anført, at han først den 11. marts 2024 modtog et varsel om retslige konsekvenser.
Af brev af 11. marts 2024 fra inkassovirksomhed L til klageren fremgik blandt andet:
”…
VARSEL OM RETSLIG BEHANDLING
…
Gældsforpligtelse vedr. Privatlån vedr. kontraktnr.: [-368].
Kreditor: Santander Consumer Bank, Filial af Santander Consumer Bank AS, Norge
I ovennævnte sag retter vi på ny henvendelse til dig.
Gælden opgøres dags dato til i alt: DKK 16.170,06
Du kan se en opgørelse af kravet på næste side.
Vi beder dig indbetale det skyldige beløb senest 14 dage fra dato.
Betaler du ikke inden fristens udløb, vil sagen uden yderligere varsel blive overgivet til retten, hvilket vil være forbundet med udlæg i dine aktiver samt yderligere omkostninger. Derudover kan du risikere registrering i RKI og Debitorregistret.
…”
Parternes påstande
Den 10. oktober 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at bankens krav er bortfaldet, og at Ankenævnet skal tilbagekalde inkassovirksomhed L’s autorisation til at drive inkassovirksomhed.
Santander Consumer Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han indgik en kreditkøbsaftale med banken den 3. april 2021 med aftalenummer -368, men på grund af økonomiske vanskeligheder foretog han ikke betalinger i henhold til aftalen, og han blev involveret i en inkassosag.
Inkassovirksomhed L forestod inddrivelsen af hans gæld til banken, men der var flere alvorlige problemer med den måde, hvorpå sagen blev håndteret. Bankens inkassoproces var både ugyldig og ulovlig, og han led betydelig skade, da banken brød loven. Han modtog det sidste rykkerbrev den 9. maj 2022, hvoraf fremgik: "Du bedes indbetale dit manglende afdrag på kr. 709,00, straks og senest 8 dage fra dato, for at undgå yderligere rykkergebyrer."
Et rykkerbrev kan ikke bruges som grundlag for overførsel til inkasso. Rykkerbrevet indeholdt ingen oplysninger om, at gælden ville blive overført til inkasso, eller at der ville blive iværksat yderligere juridiske skridt mod ham. Det overholdt derfor ikke inkassolovens krav om et klart og tydeligt inkassovarsel.
Et inkassovarsel skal indeholde det skyldige beløb, en betalingsfrist på mindst ti dage og en klar advarsel om, at yderligere gældsinddrivelse vil finde sted ved manglende betaling. Formålet er at give debitor mulighed for at betale, før der påløber yderligere omkostninger. Der kan ikke pålægges debitor inkassoomkostninger, hvis inkassovarslet ikke er sendt før overførslen til inkasso.
Banken brød inkassoloven den 26. januar 2024, da den uden varsel overførte hans gæld til inkassovirksomhed L. Han modtog først et inkassovarsel fire dage efter, hvilket fremgår af kontoudtog og korrespondance med inkassovirksomhed L.
Inkassovirksomhed L pålagde yderligere cirka 1.500 kr. i inkassoomkostninger ved inkassovarslet, hvilket bekræfter, at inkassoprocessen var begyndt, før inkassovarslet blev udsendt. Han fik ikke mulighed for at betale gælden inden for fristen på ti dage og derved undgå inkassoomkostningerne. Det havde betydelige konsekvenser for hans mulighed for at afvikle gælden. Gælden var allerede påført yderligere renter og omkostninger.
Det var først den 11. marts 2024, at inkassovirksomhed L gav et varsel om retlig behandling, hvori han fik en betalingsfrist på 14 dage. Det var første gang, at han modtog et varsel om potentielle retslige konsekvenser.
Alle de tilknyttede gebyrer og krav skal bortfalde, da kreditor i medfør af inkassolovens § 10 skal sende et inkassovarsel med en frist på ti dage, inden sagen overføres til et inkassofirma. Inkassovirksomhed L har anerkendt fejl i genopkrævningen af tidligere gebyrer. Det viser yderligere procesfejl. Ankenævnet skal undersøge sagen og træffe passende foranstaltninger over for banken og annullere inkassoprocessen. Derudover skal inkassovirksomhed L’s autorisation som inkassovirksomhed tilbagekaldes på grund af gentagne overtrædelser af inkassoloven, momsloven samt principperne for god inkassopraksis.
Han underskrev kreditkøbsaftalen den 3. april 2021, men banken forsøgte først at inddrive sit krav den 8. april 2024, hvilket var mere end tre år efter aftalens indgåelse.
Forældelsesfristen for kreditkøbsaftaler er 3 år fra forfaldsdatoen for den første manglende betaling, hvorfor bankens krav er forældet i medfør af forældelsesloven. Banken inddrev forældet gæld, da den overførte gælden til inkasso hos inkassovirksomhed L. Yderligere inkassoforsøg er ulovlige.
Kreditkøbsaftalen var ikke ubetinget, og den er derfor ikke et gældsbrev. Hans lån var knyttet til køb af en MacBook-computer gennem kreditformidler G. Lånebeløbet blev ikke udbetalt til ham som låntager, ligesom tilbagebetaling afhang af, at varerne blev leveret. Det var kreditformidler G, der modtog lånebeløbet. Det adskiller kreditkøbsaftalen fra et gældsbrev. Kreditkøbsaftalen indeholdt ikke et ubetinget løfte om betaling, og den opfyldte derfor ikke de juridiske krav til at kunne kvalificeres som et gældsbrev.
Santander Consumer Bank har anført, at klageren ikke har betalt på gælden siden den 1. marts 2022.
Banken har sendt tre rykkerskrivelser til klageren den 8. april 2022, den 9. maj 2022 og den 26. maj 2022, som klageren ikke har reageret på. Derudover har inkassovirksomhed L på vegne af banken sendt inkassovarsel til klageren den 30. januar 2024.
Bankens inkassoafdeling har tidligere på klagerens anmodning fremsendt disse oplysninger til klageren inklusive kopi af rykkerskrivelserne.
Klagerens skyld til banken er ikke forældet, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 1.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Santander Consumer Bank.
Den 3. april 2021 indgik klageren, kreditformidler G og banken en kreditkøbsaftale med aftalenummer -368. Lånebeløbet finansierede blandt andet købet af en MacBook-computer hos kreditformidler G.
Ankenævnet lægger til grund, at klageren ikke har afbetalt på gælden siden den 1. marts 2022, og at der i henhold til bankens systemlog er sendt rykkerskrivelser til klageren den 8. april 2022, den 9. maj 2022 og den 26. maj 2022. Derudover har inkassovirksomhed L på vegne af banken sendt inkassovarsel til klageren den 30. januar 2024.
Ankenævnet finder, at klageren ikke har godtgjort, at bankens krav er bortfaldet helt eller delvist, herunder ved forældelse. Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Spørgsmål om autorisation til at drive inkassovirksomhed, herunder tilbagekaldelse af autorisation til at drive inkassovirksomhed, hører under Politiet.
Ankenævnet kan ikke behandle denne del af klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 4.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i påstanden om, at bankens krav er bortfaldet.
Ankenævnet kan ikke behandle den øvrige del af klagen.