| Sagsnummer: | 463/1994 |
| Dato: | 17-05-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: | Udlån - studielån |
| Ledetekst: | Tvist om pengeinstituts administration af statsgaranteret studielån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Efter at klageren i marts 1989 havde afsluttet sin uddannelse som arkitekt overførte han i august 1989 et statsgaranteret studielån til indklagede. Lånets saldo var da ca. 350.000 kr.
Som følge af klagerens arbejdsløshed ydede indklagede henstand med lånets afvikling senest indtil 1. februar 1992.
Klageren blev i januar 1990 bekendt med indholdet af en af Københavns Universitets studie- og erhvervsvejledning udarbejdet rapport "Tilbagebetaling af studiegæld, tilskud". Rapporten behandlede bl.a. den skattemæssige behandling af renter tilskrevet studielån. Klageren har oplyst, at han på grundlag af rapporten fik ændret sine skattemæssige forhold, således at han opnåede skattefradrag for renter med tilbagevirkende kraft til studiets ophør. Ændringen medførte en likviditetslettelse, hvorfor han og hans ægtefælle ønskede at anskaffe en større bolig.
I sommeren 1990 henvendte klageren og ægtefællen sig til indklagede med ønske om bevilling af et boliglån på 60.000 kr. til udbetaling i forbindelse med huskøb. Indklagede udfærdigede i denne forbindelse en skatte- og budgetberegning. Ifølge indklagede blev klageren gjort opmærksom på, at renterne på studielånet ikke var fradragsberettiget, da lånet ikke blev afviklet. Klageren var uenig heri og henviste til rapporten fra Københavns Universitet. Ifølge klageren gjorde indklagede ikke opmærksom på, at renterne på studielånet ikke var fradragsberettigede.
Indklagede bevilgede boliglånet.
Klagerens ægtefælle rettede den 2. januar 1992 henvendelse til indklagede i anledning af, at klageren samme måned skulle starte i jobtilbud, hvorfor det ønskedes afklaret, om klageren skulle påbegynde afviklingen af studielånet. Den kontoførende afdeling var i tvivl herom. Ved henvendelse til Hypotekbanken blev klageren opfordret til at søge gældssanering.
Ifølge indklagede blev klageren efter den 1. februar 1992, hvor henstanden med studielånets afvikling udløb, kontaktet flere gange med henblik på at indgå aftale om studielånet. Klageren bestrider, at han blev kontaktet før påske 1992, hvor en medarbejder telefonisk henvendte sig til hans ægtefælle og orienterede om, at man ville sende en rykkerskrivelse.
Ved skrivelse af 24. april 1992 blev klageren rykket for studielånet. Skrivelsen er en fortrykt standardskrivelse, hvoraf fremgår:
"Da restancen på ovennævnte konto trods gentagne henvendelser stadig ikke er betalt, opsiger vi herved kontoen til fuld indfrielse.
Såfremt restgælden kr. 423.024,79 + påløbne renter og omkostninger ikke er betalt senest den 1.5.1992 vil vi uden yderligere meddelelse overgive sagen til vor advokat til retslig inkasso."
På vegne klageren protesterede klagerens ægtefælle ved skrivelse af 27. april 1992 mod rykkerskrivelsen. I skrivelse af 28. april 1992 meddelte indklagede herefter klageren:
"Under henvisning til jeres brev af 27.4.1992, skal vi hermed give jer medhold med hensyn til jeres gode underretning til os omkring, hvad er sket i forbindelse med, at [klageren] er kommet i jobtilbud.
Årsagen til at vi har fremsendt opsigelsen, er under henvisning til vejledning om statsgaranterede studielån, at banken kun kan yde henstand med afvikling af studielån ved følgende:
- Arbejdsløshed - Barsel - Sygdom - Værnepligt."
Den 29. april 1992 fremsendte indklagede påny den standardmæssige rykkerskrivelse til klageren nu påført en bemærkning om, at hvis der ikke blev truffet aftale om tilbagebetaling, måtte indklagede anmode Hypotekbanken om at indfri gælden.
Ved skrivelse af 18. august 1992 fra Hypotekbanken blev klageren orienteret om, at studielånet til indklagede var overgået til Hypotekbanken.
I november 1992 meddelte skattevæsenet klageren, at man ikke kunne godkende hans selvangivne renteudgifter for indkomstårene 1990 og 1991 med hensyn til renteudgifter af studielånet.
Gennem en korrespondance mellem Hypotekbanken og klageren blev Hypotekbanken i november/december 1992 bekendt med den nærmere baggrund for, at indklagede havde ladet Hypotekbanken indfri studielånet. I en skrivelse af 15. december 1992 til klageren anførte Hypotekbanken:
"Opsigelse af Deres studielån er af pengeinstituttet begrundet i Deres jobtilbud, idet pengeinstituttet kun kan yde henstand med afvikling ved låntagers arbejdsløshed, sygdom, barsel og værnepligt. Udsættelsen kan bevilges for højst 6 måneder ad gangen og maximalt indtil 4 år efter uddannelsens ophør. I Deres tilfælde indtil marts 1993.
Det er Hypotekbankens opfattelse, at jobtilbud ikke kan sidestilles med fastansættelse. En stillingtagen til, hvorvidt jobtilbuddet medfører en eller anden form for ansættelse, må i det mindste afvente udløbet af jobtilbudsperioden.
På baggrund heraf kan Hypotekbanken erklære sig enig i, at pengeinstituttet ikke på daværende tidspunkt var berettiget til at opsige Deres studielån med den anførte begrundelse."
I skrivelsen blev klageren samtidig opfordret til at tage stilling til, om han ønskede, at lånet fortsatte hos Hypotekbanken eller blev tilbageført til indklagede.
I skrivelse af samme dato til indklagede orienteredes indklagede om Hypotekbankens stilling, ligesom Hypotekbanken påtalte indklagedes rykningsprocedure.
Lånet forblev hos Hypotekbanken.
I marts 1993 rettede klageren henvendelse til indklagede med anmodning om, at indklagede ydede et lån på 125.000 kr. til betaling af restskat, som klageren angav var en følge af, at han havde fradraget studielånsrenterne i sin skattemæssige opgørelse. Indklagede afslog at yde lånet, med mindre der blev stillet sikkerhed.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at blive holdt "skadesløse for følgerne af den manglende rådgivning".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede ikke som også påtalt af Hypotekbanken administrerede studielånet efter de retningslinier, der er gældende for disse lån. Som følge heraf har han ikke ønsket at lade lånet gå tilbage til indklagede. Han finder, at lånets overgang til Hypotekbanken har påført ham tab. Indklagedes bevilling af boliglånet skete på uforsvarligt grundlag, idet indklagede ikke var opmærksom på den korrekte skattemæssige behandling af studiegældsrenterne. Selvom det af det budget, som indklagede udarbejdede, fremgår, at der ikke blev regnet med fradrag af studiegældsrenter, beviser dette intet, idet indklagede overså, at renterne rent faktisk blev fradraget på selvangivelsen; havde indklagede sørget for, at der var blevet udarbejdet en afviklingsaftale for studielånet, ville opmærksomheden på et eller andet tidspunkt være faldet på studiegældsrenterne, hvilket må antages ville have ført til, at fradraget var ophørt.
Indklagede har anført, at klageren i forbindelse med drøftelse af huskøb nøje blev orienteret om, at studiegældsrenterne ikke var fradragsberettigede som følge af, at der ikke blev afviklet på studiegælden. Klagerens budget blev beregnet på grundlag af de oplysninger, som klageren gav, og han blev nøje rådgivet om den fremtidige økonomi, idet der blev foretaget beregning af skat og budget før og efter huskøbet. Med hensyn til studielånet har klageren ikke godtgjort noget tab som følge af indklagedes erkendte fejlbehæftede administration, og klageren har valgt at bibeholde lånet i Hypotekbanken. Sammenfattende finder indklagede ikke, at man har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har oplyst, at man foretog de beregninger, der dannede grundlag for rådgivningen omkring ydelsen af boliglånet i 1990, ud fra den forudsætning, at klageren ikke var berettiget til at fradrage studielånsrenter. Dette er ikke bestridt af klageren, der har anført, at indklagede overså, at renterne faktisk blev fradraget på klagerens selvangivelse. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at indklagede ved sin rådgivning af klageren forud for ydelsen af boliglånet har gjort sig skyldig i erstatningspådragende fejl.
Da ankenævnet heller ikke finder det godtgjort, at indklagedes erkendte fejl i forbindelse med administrationen af studielånet har påført klageren tab, finder Ankenævnet ikke grundlag for at give klageren medhold i klagen, hvorfor det
Den indgivne klage tages ikke til følge.