Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.
| Sagsnummer: | 26/2026 |
| Dato: | 20-05-2026 |
| Ankenævn: | Kristian Korfits Nielsen, Kritte Sand Nielsen, Signe Kjørup Carlsson, Tina Thygesen og Ann-Mari Faldt Agerlin. |
| Klageemne: |
Indlån - opsigelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han blandt andet havde flere konti, en indlånskonto, tre MasterCard, et Visa/Dankort, et Debit MasterCard samt kreditter, netbank og mobilbank.
Banken har oplyst, at klageren havde en virksomhed, anpartsselskabet E, og i den forbindelse havde en erhvervskonto i banken.
Af bankens Almindelige forretningsbetingelser – Forbrugere gældende fra den 1. juli 2025 fremgår:
”16 Kundeforholdets ophør
Både du og vi kan som udgangspunkt når som helst opsige kundeforholdet, medmindre du har aftalt andet med os.
Vores opsigelse skal være saglig, og begrundelsen vil stå i et opsigelsesbrev.
Vi kan f.eks. opsige dit kundeforhold, hvis det efter vores vurdering medfører, at vi ikke kan opfylde kravene i hvidvaskloven eller anden lovgivning, f.eks. fordi du ikke giver os de oplysninger, som vi beder dig om.”
Banken har oplyst, at den blev opmærksom på et stort antal kontanthævninger, som klageren forklarede, var brugt til materialer og arbejdskraft i forbindelse med forbedringer på hans ejendom. Banken blev yderligere opmærksom på nogle transaktioner mellem klagerens virksomhed og hans private konto. Den 2. december 2025 kontaktede banken klageren for at få en forklaring. Klageren fremsendte herefter dokumentation til banken.
Banken har yderligere oplyst, at den blev opmærksom på nogle transaktioner mellem klagerens virksomhed og klagerens private konto, som banken ikke forstod, da de ikke stemte overens med de oplysninger, banken havde om klagerens virksomhed.
Ved brev af 31. december 2025 opsagde banken klagerens konto pr. 31. marts 2026. Af brevet fremgår blandt andet:
”Vi er desværre nødt til at opsige dit kundeforhold i Danske Bank
Vi skriver til dig, fordi vi desværre er nødt til at opsige dit kundeforhold i Danske Bank pr. 31. marts 2026.
Vi er kede af, at opsigelsen blev nødvendig, men efter en gennemgang af dit kundeforhold og de oplysninger, du har givet os, vurderer vi, at du bruger banken på en måde, som vi ikke kan stå inde for. Det betyder, at vi ikke kan leve op til vores forpligtelse som bank, og derfor kan vi ikke længere tilbyde dig at være kunde hos os.
Kundeforholdet opsiges efter bestemmelserne i Danske Banks Almindelige forretningsbetingelser – forbrugere punkt 16 om kundeforholdets ophør. Den vedlagte oversigt viser de konti og eventuelle andre aftaler, der opsiges.
…
Konti og eventuelle andre aftaler, der opsiges
Konto Produkt Saldo dags dato i kr.
[-112] Danske Konto 1.824,21
[-622] Danske Konto -12.426,34
[-630] Danske Konto 20,720,25
[-939] Danske Konto 250,48
[-208] Mastercard 0,00
[-459] Danske Konto 2.566,07
[-740] Danske Indlån 50.000,50
[-446] Danske Konto 15.300,00
Lån og kreditter
Vi opsiger dine kreditter og lån tilknyttet følgende konti med tre måneders varsel, jf. kreditkontraktens og gældsbrevets bestemmelser:
Låntype kredit Gæld dags dato i kr.
Kredit -5.000,00 -12.426,34
Kredit -50.000,00 0,00
[…]
Vær særligt opmærksom på, at hvis du misligholder de opsagte produkter i opsigelsesperioden, herunder hvis du overtrækker din konto, kan vi eventuelt spærre dit betalingskort og afmelde faste betalingsaftaler.
Opsigelsen gælder fortsat, uanset om vi spærrer dit kort og afmelder dine betalingsaftaler.
Betalingskort
Visa/Dankort [-X22]
Mastercard H [-975]
Mastercard G [-615]
Debet Master [-020]
Vi gør opmærksom på, at den eventuelle forsikringsdækning, der er tilknyttet et eller flere af dine betalings- eller kreditkort, ophører, når kortet opsiges. Det gælder også eventuelle tillægsydelser.
Øvrige produkter og services
- Mobil- og netbank
Hvad bliver ikke opsagt?
Som udgangspunkt gælder opsigelsen ikke de produkter fra Danske Bank, der er vist i skemaet:
Bolig Pension Børn og unge Andet
Danske Prioritet Aldersopsparing Børneopsparing Inkassogæld
Plus Indekskonto Danske Gave
Danske Bolig Fri Kapitalpension Danske Gave Plus
Ratepension
Selvpension
…”
Klageren har anført, at han forud for opsigelsen ikke havde modtaget advarsler eller rådgivning om, at hans brug af kontoen kunne give anledning til problemer.
Den 2. januar 2026 klagede klageren over bankens opsigelse.
Ved brev af 14. januar 2026 fastholdt banken opsigelsen under henvisning til bankens forpligtelser i hvidvaskloven. Af brevet fremgår blandt andet:
”Som jeg forstår klagen, vil du gerne have uddybet forklaringen på opsigelsen af dit privatengagement, samt opsigelsen af erhvervsengagementet vedrørende [anpartsselskabet E].
Baggrund for opsigelse af privat- og erhvervsengagement
Begrundelserne for opsigelserne af dit privatengagement og erhvervsengagementet fremgår af opsigelsesbrevene af 31. december 2025. Af brevene fremgår det, at vi efter en gennemgang af kundeforholdene og de oplysninger, du har givet os, har vurderet, at vi ikke forstår eller kan stå inde for den måde du og selskabet bruger banken. Det betyder, at vi ikke kan leve op til vores forpligtelser som bank og af den grund ikke længere kan tilbyde dig og dit selskab at være kunde hos os.
Jeg kan uddybende oplyse, at vi som bank er forpligtet til at kende vores kunder, herunder kende formålet med kundeforholdet og det forventede forretningsomfang og løbende opdatere dette. Kravene betyder, at banken for samtlige kunder, dvs. også for eksisterende kunder som vi har haft i mange år, skal have indsigt i og føre kontrol med de transaktioner, som sker via bankens systemer, ligesom banken over for myndighederne skal kunne dokumentere og forklare omfanget af vores kunders forretninger og transaktioner samt forstå, hvordan kunderne bruger os som bank. Denne forpligtelse følger særlig af Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) § 11.
Som følge af ovennævnte forpligtelse henvendte bankens sig til dig for at forstå din og selskabets brug af banken. I den forbindelse har du givet oplysninger og indsendt dokumentation for de transaktioner og forhold, som banken har spurgt ind til. Banken forstår imidlertid stadig ikke din eller selskabets brug af banken, da der ikke er overensstemmelse mellem vores kendskab til dig og selskabet, og den fremsendte dokumentation samt transaktionerne på kontiene, herunder særligt transaktionerne fra selskabets konto og de kontante hævninger på din private konto. Banken vurderer derfor, at den ikke kan opfylde ovennævnte forpligtelse over for myndighederne, og det vil heller ikke være muligt at indsende yderligere dokumentation, som vil ændre den vurdering.
Når banken ikke kan opfylde de forpligtelser, som er beskrevet ovenfor, skal banken træffe ”passende foranstaltninger” for at imødegå risikoen for hvidvask og terrorfinansiering, herunder overveje om engagementet skal opsiges. Denne forpligtelse følger særlig af Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) § 15.
Det er vores vurdering, at din og selskabet brug af banken er så ugennemsigtig for os, at den eneste måde, vi kan minimere risikoen, er ved at opsige kundeforholdene, hvorfor opsigelserne må betragtes som en ”passende foranstaltning”.
På ovenstående baggrund mener jeg, at du har fået en saglig begrundelse og banken fastholder derfor opsigelserne af både dit privatengagement samt opsigelsen af [anpartsselskabet E]’ erhvervsengagement.
Ved e-mail af 14. januar 2026 skrev klageren følgende til banken:
”De kontante hævninger på min private konto relaterer sig til køb af hus og efterfølgende renovering. I den forbindelse har jeg haft behov for kontanter til betaling af materialer og arbejdskraft. Forholdene var kendt af min daværende bankrådgiver og har haft et klart, privat formål uden sammenhæng med erhvervsmæssig aktivitet eller tredjemandsforhold.
Jeg bestrider derfor, at mit private kundeforhold har været uigennemsigtigt eller uforklarligt, og jeg mener ikke, at opsigelsen af mit privatengagement står i rimeligt forhold til de faktiske forhold.”
Ved e-mail af 15. januar 2026 skrev banken til klageren. Heraf fremgår blandt andet:
”Som det fremgår af vores begrundelse for opsigelsen, har vi som bank en forpligtelse til at kende vores kunder og vi skal have indsigt i og føre kontrol med de transaktioner, som sker via bankens systemer, ligesom banken over for myndighederne skal kunne dokumentere og forklare, hvordan kunderne bruger os som bank.
Vi forstår ikke den forklaring du er kommet med vedrørende den store mængde af kontante hævninger. Vi henviser til, at erhvervsdrivende (herunder håndværkere) ikke må modtage kontantbetalinger på 15.000 kr. eller derover, hvad enten betalingen sker på én gang eller som flere betalinger, der er indbyrdes forbundet, jf. Hvidvasklovens § 5 (kontantforbuddet).
På baggrund af dette og den samlede vurdering som fremgår af brevet af dags dato, vurderer banken ikke at kunne opfylde vores forpligtelser og vi skal derfor træffe passende foranstaltninger for at imødegå risikoen for hvidvask.
Det er vores vurdering, at din og selskabet brug af banken er så ugennemsigtig for os, at den eneste måde, vi kan minimere risikoen, er ved at opsige kundeforholdene.”
Ved e-mail af 15. januar 2026 skrev klageren til banken. Af e-mailen fremgår blandt andet:
”Jeg bemærker, at banken henviser til kontantforbuddet i hvidvasklovens.
Jeg vil i den forbindelse præcisere, at jeg som privatperson ikke har modtaget kontantbetalinger, og at kontantforbuddet retter sig mod erhvervsdrivende som modtagere af kontant betaling – ikke mod private forbrugere, der afholder private udgifter.
De kontante hævninger på min private konto relaterer sig til privat boligkøb og efterfølgende renovering, finansieret af midler fra boligsalg. Forholdene var kendt af min daværende bankrådgiver og har haft udelukkende privat karakter.
Jeg fastholder derfor, at opsigelsen af mit private kundeforhold ikke står i rimeligt forhold til de faktiske forhold.”
Ved e-mail af 15. januar 2026 skrev banken til klageren. Af e-mailen fremgår blandt andet:
”Jeg skal henvise til, at vi med referencen til hvidvasklovens § 5 mener, at kontanterne ikke må modtages af erhvervsdrivende eller håndværkere. Det fremgår af din forklaring at du har brugt kontanter til betaling af materialer og arbejdskraft, hvilket af hensyn til det høje beløb kan være i strid med hvidvasklovens regler for dem der har modtaget kontanterne og derfor forstår banken ikke dine kontanthævninger til dette formål. Som det fremgår af brevet, er din brug af banken uigennemsigtig for os, og på baggrund af dette og den samlede vurdering som fremgår af brevet, vurderer banken ikke at kunne opfylde vores forpligtelser og vi skal derfor træffe passende foranstaltninger for at imødegå risikoen for hvidvask.
Banken fastholder opsigelsen af dit privat- og erhvervsengagement. Jeg skal henvise til klagevejledningen nederst i brevet, såfremt du ikke er tilfreds med bankens håndtering af klagen.”
Parternes påstande
Den 15. januar 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, som har forstået klagerens påstand således, at Danske Bank skal genetablere hans kundeforhold.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at de pågældende hævninger stammede fra et provenu ved salg af bolig, som blev anvendt til et privat boligkøb og efterfølgende renovering, herunder betaling af materialer og arbejdskraft. Hans daværende bankrådgiver kendte til forholdene.
I forhold til kontantforbuddet, som banken har gjort gældende, retter dette sig mod erhvervsdrivende som modtagere af kontantbetalinger og ikke mod private forbrugere, der afholder private udgifter.
Opsigelsen af kundeforholdet er uproportional og ikke tilstrækkeligt begrundet i de faktiske forhold.
Han ønsker ikke at skifte bank.
Opsigelsen har påført ham et betydeligt og unødvendigt besvær, idet hele hans private økonomi har været samlet hos banken.
Forud for opsigelsen har han hverken modtaget advarsler eller rådgivning fra banken om, at hans anvendelse af kontoen kunne give anledning til problemer.
Danske Bank har anført, at banken i henhold til hvidvaskloven er forpligtet til at forstå klagerens brug af banken og være i stand til at godtgøre dette, jf. lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme § 11, stk. 4.
Banken konstaterede efter en gennemgang af klagerens transaktioner, at den ikke forstod klagerens brug af banken.
Klageren kunne ikke i en tilfredsstillende grad forklare og dokumentere de transaktioner, som banken ikke forstod.
Klageren hævede store kontante beløb og forklarede det til aktiviteter, der efter bankens vurdering kan være i strid med kontantforbuddet, jf. lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, § 5.
Banken er forpligtet til at træffe ”passende foranstaltninger” for at imødegå risikoen for hvidvask og finansiering af terrorisme, hvis banken bliver bekendt med, at indhentede oplysninger om kunden er utilstrækkelige og ikke kan ajourføres, jf. lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme § 15.
Banken var derfor berettiget til at opsige kundeforholdet, da banken ikke forstod kundens brug af banken og derfor ikke kunne opfylde kravene i hvidvasklovens kapitel 3 ved en fortsat opretholdelse af kundeforholdet.
Efter Det finansielle ankenævns faste praksis er det op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation og forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på klagerens konti i banken, jf. Ankenævnets afgørelse i 270/2022.
Banken kan i henhold til bankens Almindelige forretningsbetingelser – Forbrugere opsige klagerens engagement, hvis det er bankens vurdering, at banken ikke kan opfylde kravene i hvidvasklovgivningen.
Bankens opsigelse af klageren var således sagligt begrundet og skete i papirformat eller andet varigt medium i overensstemmelse med bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder § 6, stk. 5.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han blandt andet havde flere konti, fem betalingskort samt kreditter, netbank og mobilbank.
Banken har oplyst, at den blev opmærksom på et stort antal kontanthævninger, som klageren forklarede var brugt til materialer og arbejdskraft i forbindelse med forbedringer på hans ejendom. Banken blev yderligere opmærksom på nogle transaktioner mellem klagerens virksomhed og hans private konto. Den 2. december 2025 kontaktede banken klageren for at få en forklaring. Klageren fremsendte herefter dokumentation til banken.
Den 31. december 2025 opsagde banken klagerens kundeforhold i banken pr. 31. marts 2026 med den begrundelse, at banken ikke kan stå inde for den måde, klageren anvender banken på.
Ved e-mail af 15. januar 2026 skrev banken til klageren, at den ikke forstod forklaringen, som klageren var kommet med vedrørende den store mængde kontante hævninger. Banken anførte endvidere, at erhvervsdrivende, herunder håndværkere, ikke må modtage kontantbetalinger på 15.000 kr. eller derover.
Den 2. januar 2026 klagede klageren over bankens opsigelse.
Den 14. januar 2026 fastholdt banken opsigelsen under henvisning til bankens forpligtelser efter hvidvaskloven.
I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.
Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at bankens opsigelse af klagerens kundeforhold var uberettiget.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.