Afgørelse

Krav om tilbagebetaling af kortbetaling for køb af festivalbillet over Facebook, der viste sig at være svindel.

Sagsnummer:	290/2026
Dato:	10-09-2026
Ankenævn:	Kristian Korfits Nielsen, Majken Christoffersen, Janni Visted Hansen, Tina Thygesen og Jørgen Lanng.
Klageemne:	Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner Betalingstjenester - øvrige spørgsmål
Ledetekst:	Krav om tilbagebetaling af kortbetaling for køb af festivalbillet over Facebook, der viste sig at være svindel.
Indklagede:	Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om tilbagebetaling af kortbetaling for køb af festivalbillet over Facebook, der viste sig at være svindel.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Danske Bank, hvor hun havde en konto med et tilknyttet Visa/dankort -516.

Den 25. februar 2026 blev der foretaget en betaling på 2.498 kr. med klagerens betalingskort til en betalingsplatform, M.

Banken har oplyst, at klageren godkendte betalingen med stærk kundeautentifikation via sin MitID-app, der har været installeret på klagerens enhed siden den 21. juli 2025.

Banken har fremlagt den tekst, der blev sendt til klagerens MitID-app i forbindelse med betalingen:

”Betal 2498,00 DKK til [M] fra kort xxx156”

Om baggrunden for transaktionen har klageren oplyst, at hun den 25. februar 2026 kom i kontakt med en navngiven person, P, via en Messenger-besked på Facebook. P solgte en festivalbillet, som hun ønskede at købe. P sendte et link til hende, som fremstod som en officiel side for billetkøb hos en billetudbyder, B. I den tro, at hun var i færd med at købe en festivalbillet, indtastede hun sine kortoplysninger og godkendte betalingen med en engangskode sendt til hende pr. e-mail. Hun modtog aldrig en festivalbillet, og det viste sig at være svindel.

Klageren har fremlagt en udateret Messenger-korrespondance med P, hvoraf blandt andet fremgår, at klageren bekræftede over for P, at hun havde oprettet en konto, til hvad hun troede var hos B. P bekræftede, at klageren ville få billetten automatisk på sin konto, når betalingen var gennemført.

Klageren har endvidere fremlagt fire udaterede e-mails fra M. I den første e-mail sendte M en kode til klageren til brug for verifikation af hendes e-mailadresse. I næste e-mail til klageren bekræftede M, at hendes e-mail var blevet verificeret, og i den tredje e-mail skrev M blandt andet:

”2498.00 DKK payment submitted

Thank you for submitting your payment via [kryptovaluta Wallet].”

Af den fjerde e-mail fra M til klageren fremgår blandt andet:

”Your wallet was topped up with ETH

[M] has sent 0.179565209691708404 ETH (+2498.00 DKK) to your wallet.”

Klageren har også fremlagt en udateret besked, hvoraf fremgår:

”Levering af dit køb

Du kan forlade denne side. Når din transaktion er bekræftet på blockchain, giver vi dig besked på [klagerens e-mailadresse]

0.17956 ETH for 2498.00 DKK”

Den 26. februar 2026 kontaktede klageren banken og fik spærret sit betalingskort.

Ved tro- og loveerklæring af 28. februar 2026 gjorde klageren indsigelse mod transaktionen til banken under overskriften ”Jeg har bestilt og betalt for en vare eller ydelse, men jeg har ikke modtaget den”. Klageren skrev blandt andet, at hun købte en festivalbillet af P via Facebook, men at billetten efterfølgende ikke blev leveret, og at P’s profil ikke længere findes på Facebook.

Banken afviste klagerens indsigelse, og den 8. marts 2026 klagede klageren over afvisningen, som banken fastholdt den 13. marts 2026.

Parternes påstande

Den 16. april 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal godtgøre hendes tab på 2.498 DKK.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at hun er blevet svindlet.

Hun skulle købe en partout festivalbillet. Hun blev via en Messenger-besked på Facebook fra en falsk profil henvist til et link, som fremstod som en officiel side for billetkøb hos B. B er den officielle billetudbyder til den pågældende festival. I den tro, at hun købte en legitim festivalbillet, indtastede hun sine kortoplysninger og godkendte betalingen med en engangskode sendt pr. e-mail. Dét, som hun modtog per e-mail (engangskode mv.), lignede en almindelig betalingsgateway (som fx når man betaler med PayPal).

Da hun aldrig har købt kryptovaluta før og heller ikke troede, at hun købte det, vidste hun ikke, hvordan betalingsgatewayen ser ud ved kryptovaluta. Det fremgik, at betalingen blev gennemført via M. Hun var imidlertid ikke bekendt med denne tjeneste, fordi hun netop ingen erfaring har med køb af kryptovaluta. Det fremstod som en almindelig betalingsløsning i forbindelse med billetkøb, hvilket jo er normalt ved online handel. Hun havde derfor ikke anledning til at forstå, at der var tale om en helt anden type transaktion end det billetkøb, hun troede, at hun foretog.

Hun bed mærke i den høje ”trustpilot score”, og anså det som den ægte vare. Hun havde slet ikke skænket det en tanke, at hun købte kryptovaluta, da hun troede, at det var en festivalbillet, hun købte.

Efterfølgende viste det sig, at der var tale om et falsk link til B, og hun modtog aldrig nogen festivalbillet – det viste sig i stedet senere, at hun havde købt kryptovaluta og ikke en festivalbillet over B. Da hun opdagede svindlen, kontaktede hun straks banken og fik sit kort spærret

Hun fandt først ud af, hvad M var, da banken skrev, at det var kryptovaluta.

Banken har afvist hendes indsigelse med henvisning til, at den leverede vare (kryptovaluta) er modtaget, og at betalingslovens § 112 derfor ikke finder anvendelse. Det var ikke kryptovaluta, hun købte, men en festivalbillet. Banken har desuden anført, at der er tale om et civilkøb, men dette er jo ikke rigtigt, da hun troede, at hun handlede med B, som er den officielle billetudbyder af festivalbilletten.

Hendes samtykke til transaktionen blev afgivet i den tro, at hun betalte til B for køb af en festivalbillet. Betalingen er imidlertid gennemført til en helt anden modtager og til et andet formål (køb af kryptovaluta). Der er således ikke sammenfald mellem det samtykke, hun afgav, og den faktisk gennemførte betaling, hvorfor transaktionen ikke kan anses for autoriseret. Hun har aldrig haft til hensigt at købe kryptovaluta og har ikke indgået nogen aftale herom.

Der foreligger derfor ikke et gyldigt samtykke til transaktionen. Hun har slet ikke forstand på, hvordan man køber kryptovaluta.

Transaktionen blev gennemført på baggrund af svindel, idet hun blev vildledt via et falsk link, der udgav sig for at være en legitim billetudbyder. Der er således ikke tale om et almindeligt køb, men om en svindelsag. Sagen ligger også hos politiet, der har fokus på sagen.

Bankens henvisning til, at “varen er leveret”, er ikke relevant, da den påståede vare (kryptovaluta) ikke er en del af den aftale, hun troede, at hun indgik (som det også kan ses i den vedhæftede dokumentation). Sagen bør i stedet vurderes efter reglerne om uautoriserede eller svigagtige betalinger.

Hun har ikke videregivet sine sikkerhedsoplysninger til tredjemand og har ikke handlet groft uforsvarligt. Hun handlede i god tro, da linket fremstod troværdigt, og som den officielle billetudbyder B. Hun har desuden ikke videregivet sit personnummer.

Danske Bank har anført, at betalingen er autoriseret af klageren selv, og at betalingslovens § 100 derfor ikke finder anvendelse.

Klageren har købt kryptovaluta, som er leveret på den anviste Wallet. Betalingslovens § 112, stk. 2, finder derfor ikke anvendelse.

Betalingslovens § 112 i sin helhed, finder ikke anvendelse ved civilkøb, og klagerens betaling er sket som led i et civilkøb.

Banken er derfor ikke forpligtet til at godtgøre klageren som følge af betalingslovens § 112, og banken er i øvrigt ikke forpligtet til at godtgøre klageren.

Såfremt Ankenævnet vurderer, at der er tale om en uautoriseret betaling, og at betalingslovens § 100 derfor finder anvendelse, gør banken gældende, at betalingen er korrekt registreret og bogført og ikke er ramt af tekniske svigt eller andre fejl.

Betalingen er godkendt med stærk kundeautentifikation via klagerens MitID-app, der har været installeret på klagerens egen iPhone siden den 21. juli 2025.

Ved godkendelsen i MitID-appen fremstod følgende tekst og beløb: "Betal 2498,00 DKK til [M] fra kort xx1516".

Klageren har derfor handlet groft uforsvarligt, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3, og klageren hæfter dermed med op til 8.000 kr., hvilket er mere end det omstridte beløb, hvorfor banken ikke er forpligtet til at godtgøre klageren.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Danske Bank, hvor hun havde en konto med et tilknyttet Visa/dankort -516.

Den 25. februar 2026 blev der foretaget en betaling på 2.498 kr. med klagerens betalingskort til en betalingsplatform, M.

Banken har oplyst, at klageren godkendte betalingen med stærk kundeautentifikation via sin MitID-app, der har været installeret på klagerens enhed siden den 21. juli 2025.

Banken har fremlagt den tekst, der blev sendt til klagerens MitID-app i forbindelse med betalingen: ”Betal 2498,00 DKK til [M] fra kort xx1515”

Om baggrunden for transaktionen har klageren oplyst, at hun den 25. februar 2026 kom i kontakt med en navngiven person, P, via en Messenger-besked på Facebook, der solgte en festivalbillet, som hun ønskede at købe. P sendte et link til hende, som fremstod at være en officiel side for billetkøb hos en billetudbyder, B. Hun indtastede sine kortoplysninger og godkendte betalingen med en engangskode sendt til hende pr. e-mail. Hun modtog aldrig en festivalbillet, og det viste sig, at være svindel.

Tre medlemmer – Kristian Korfits Nielsen, Majken Christoffersen, Janni Visted Hansen – udtaler:

Efter det oplyste lægger vi til grund, at klageren har fået tilsendt et link, som hun benyttede til at indtaste kortoplysninger, og at hun også indtastede en engangskode, hun havde fået tilsendt, i forbindelse med, at hun gennemførte den omhandlede betaling ved hjælp af sin MitID-app. Klageren havde forud for, at hun gennemførte betalingen modtaget en e-mail, hvoraf det bl.a. fremgik, at hun var i færd med at købe kryptovaluta. Vi lægger endvidere til grund, at klageren i sin MitID-app fik forevist følgende tekst i forbindelse med betalingen: ”Betal 2498,00 DKK til [M] fra kort xx1515”

Vi finder, at klageren under de nævnte omstændigheder selv må hæfte for den skete betaling. Dette gælder, hvad enten transaktionen anses for foretaget af klageren selv (autoriseret) eller anses for at skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste (uautoriseret).

I det omfang betalingen anses for autoriseret af klageren, jf. herved betalingslovens § 82, finder betalingslovens § 100 om uautoriserede betalinger ikke anvendelse, og klageren fritages derfor ikke for at hæfte for betalingen. Dette gælder, uanset at det må lægges til grund, at klageren blev narret til at foretage den omtvistede transaktion.

Der er som nævnt fremlagt e-mail fra betalingsplatformen M, som klageren har modtaget, hvoraf det fremgår, at klageren har købt for 2.498 DKK kryptovaluta, som er blevet leveret til en Wallet.

Ved betalingstransaktioner i forbindelse med aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser ved fjernsalg, som er iværksat ved brug af et betalingsinstrument, skal betalerens udbyder, hvis debitering er sket, straks kreditere betalerens konto, hvis betaleren gør gældende, at den bestilte vare eller tjenesteydelse ikke er leveret, jf. betalingslovens § 112, stk. 1, nr. 2.

Vi lægger efter sagens oplysninger til grund, at klageren havde oprettet en kundekonto hos M, og at den købte kryptovaluta blev registreret på denne konto og leveret til en tilknyttet Wallet.

Vi finder på den baggrund ikke, at banken i medfør af betalingslovens § 112 om manglende levering er forpligtet til at opfylde klagerens krav om tilbageførsel af kortbetalingen.

For så vidt betalingen anses for at skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste (uautoriseret betaling) finder betalingslovens § 100 som nævnt anvendelse. Heller ikke denne bestemmelse fører dog efter vores opfattelse til, at klageren kan fritages for selv at hæfte for den skete betaling på 2.498 DKK.

Ligesom mindretallet lægger vi til grund, at betalingstransaktionen er korrekt registreret og bogført og ikke er ramt af svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.

Vi finder i overensstemmelse med Ankenævnets praksis, at klagerens MitID var en personlig sikkerhedsforanstaltning, jf. betalingslovens § 7, nr. 31. Ved transaktionen blev der anvendt stærk kundeautentifikation, jf. betalingslovens § 7, nr. 30.

Efter betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2 og 3, hæfter betaleren med op til 8.000 kr. af tabet som følge af andres uberettigede anvendelse, hvis betalerens udbyder godtgør, at betaleren med forsæt har overgivet den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er omfattet af stk. 5, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2, eller at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.

Vi lægger som nævnt til grund, at klageren godkendte betalingen på 2.498 DKK med sit MitID.

Vi finder, at banken – hvis transaktionen anses for uautoriseret – under de ovenfor anførte omstændigheder har godtgjort, at klageren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse. Klageren hæfter som følge heraf med op til 8.000 DKK.

Vi finder i øvrigt, at der ikke er oplyst omstændigheder, der kan medføre, at banken på andet grundlag er forpligtet til at godtgøre klageren det påståede beløb.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.

To medlemmer – Tina Thygesen og Jørgen Lanng – udtaler:

Vi lægger til grund, at betalingstransaktionen er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.

Efter det af klageren oplyste om, at hun fra en person med en falsk profil på Messenger modtog et link til en falsk hjemmeside, der fremstod som B, hvor hun indtastede sine kortoplysninger og godkendte betalingen i den tro, at hun købte en festivalbillet via B, lægger vi til grund, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.

Det er vores opfattelse, at den foreliggende sag ikke adskiller sig væsentligt fra de almindelige phishing-sager, som Ankenævnet behandler, hvor fremsendelsen af et betalingslink og en falsk hjemmeside muliggør svindlen.

Klageren klikkede på et link fremsendt af svindleren, indtastede betalingsoplysninger og godkendte betaling i den tro, at hun købte en koncertbillet. Denne handling kan efter mindretallets opfattelse sidestilles med de phishing-sager, hvor en klager klikker på et link og er i den tro, at der foretages en betaling til en ægte hjemmeside.

Det forhold, at klageren skulle oprette en konto på en falsk hjemmeside i eget navn, bør efter vores opfattelse ikke tillægges afgørende betydning. Der er ikke tale om en overførsel til en konto oprettet med henblik på indbetaling til en egen konto, men om en avanceret svindelform, hvor klageren ved brug af sit betalingskort indsatte penge i den tro, at betalingen skete til køb af en vare, nemlig en koncertbillet. Det forhold, at klageren modtog en vilkårlig anden vare (kryptovaluta), som hun ikke havde bestilt, finder vi ikke har betydning for sagens samlede karakter.

Det forhold, at klageren ikke har påtaget sig en investeringsmæssig risiko, gør, at sagen ikke bør sidestilles med andre sager, hvor der bevist er sket kontooverførelser eller indbetaling på investeringshjemmesider.

Vi finder derfor, at der er tale om organiseret professionel svindel. Vi finder ikke, at klageren, ved at blive snydt af en professionel svindler, har udvist groft uforsvarlig adfærd. Det må forudsættes, at såfremt klageren havde forudsætninger for at gennemskue svindlen, ville klageren ikke have godkendt transaktionen.

Vi finder ikke, at banken har godtgjort, at betingelserne for, at klageren hæfter efter de udvidede ansvarsbestemmelser i betalingslovens § 100, stk. 4, er opfyldt.

Vi finder, at banken er nærmest til at bære risikoen for, at det betalingssystem, forbrugerne anvender, er tilstrækkelig sikkert til at hindre svindel.

Da den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har været anvendt, hæfter klageren for 375 kr. af tabet, jf. betalingslovens § 100, stk. 3.

Vi stemmer derfor for, at banken skal tilbageføre 2.123 kr. til klageren.

Sagen afgøres efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Kontakt

Krav om tilbagebetaling af kortbetaling for køb af festivalbillet over Facebook, der viste sig at være svindel.