Spørgsmål om erstatning for et dækningsbeløb, der blev foretaget med henblik på at gennemføre klagerens salg af TDC aktier til kurs 382 i henhold til accepteret købstilbud.
| Sagsnummer: | 32/2006 |
| Dato: | 04-07-2006 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - afregningskurs
Netbank - værdipapirer |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatning for et dækningsbeløb, der blev foretaget med henblik på at gennemføre klagerens salg af TDC aktier til kurs 382 i henhold til accepteret købstilbud. |
| Indklagede: | E*TRADE Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for et dækningskøb, som indklagede foretog med henblik på at gennemføre et salg af klagerens TDC aktier til kurs 382 i henhold til et af klageren accepteret købstilbud.
Sagens omstændigheder.
Klageren er tilknyttet indklagedes online-baserede handelssystem.
I 2005 havde klageren bl.a. 120 stk. TDC aktier i sit depot hos indklagede.
I slutningen af 2005 offentliggjorde TDC et tilbud fra Nordic Telephone Company ApS (NTC) om køb af TDC aktier til kurs 382. Acceptfristen var den 12. januar 2006 kl. 6.01.
Den 28. december 2005 underskrev klageren en accept af købstilbuddet for så vidt angik hans 120 stk. TDC aktier hos indklagede. Det fremgår bl.a. af denne accept, at indklagede:
"…
Accepterer at overføre ovennævnte aktier til [den indløsende bank], såfremt Nordic Telephone Company ApS efter dennes rimelige skøn afgør, at acceptblanketten er i overensstemmelse med Nordic Telephone Company ApS' købstilbud af 2. december 2005 om er-hvervelse af aktier i TDC A/S, og Købstilbuddets betingelser er blevet opfyldt eller frafaldet af Nordic Telephone Company ApS:
…"
Den 12. januar 2006 forlængede NTC acceptfristen til den 20. januar 2006 kl. 6.01.
Den 20. januar 2006 (fredag) kl. 13.16.56 solgte klageren via indklagedes onlinesystem de 120 stk. TDC aktier til kurs 384,50, som var den aktuelle markedskurs.
Den 23. januar 2006 (mandag) anmodede indklagede klageren om at tilbagekøbe de solgte TDC aktier således, at aftalen med NTC kunne opfyldes. Klageren afviste at tilbagekøbe aktierne, hvorpå indklagede gennemførte et dækningskøb af aktierne. Dækningskøbet blev afregnet over for klageren til kurs 391,50.
Den 26. januar 2006 gennemførte indklagede salget af aktierne i henhold til købstilbudet til kurs 382.
Ved hver af de tre handler blev der beregnet kurtage på 75 kr.
Af indklagedes "Generelle Handelsbetingelser og registrering i Værdipapircentralen" fremgår bl.a.:
"3 Placering af ordrer
…
Kunden vil til enhver tid have et opdateret depot til sin rådighed, således at handelsværdien af Kundens engagement samt den disponible likviditet kan ses.
…
3.2 Ordrer om salg af værdipapirer
Ved salg af et værdipapir skal dette forefindes i Kundens depot hos [indklagede]. Såfremt dette ikke er tilfældet, vil ordren ikke blive eksekveret, medmindre det pågældende værdipapir er erhvervet gennem [indklagede] inden for tre bankdage før placering af ordren om salg af det pågældende værdipapir. Hvis kun en del af de værdipapirer, som er omfattet af salgsordren, forefindes i kundens depot, kan [indklagede] udføre ordren helt eller delvist.
Hvis Kunden har indgået en Aftale om Kontantlån og Aktielån i [indklagede], har Kunden mulighed for at lånet aktier med henblik på videresalg i markedet i forbindelse med indgåelse af korte positioner.
3.3. Tilbagekaldelse af ordrer
Som udgangspunkt kan enhver ordre, der endnu ikke er eksekveret, tilbagekaldes af Kunden. Kunden må dog påregne en hvis ekspeditionstid, inden en tilbagekaldelse kan gennemføres af [indklagede]. Inden tilbagekaldelsen er gennemført hæfter Kunden fuldt ud for en hver disposition, som foretages i henhold til de instrukser, der blev givet inden tilbagekaldelsen, ligesom Kunden hæfter for det eventuelle tab, som tilbagekaldelsen medfører."
Parternes påstande.
Den 3. februar 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale 1.491,92 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han solgte TDC aktierne godt syv timer efter tilbudets udløb.
I indklagedes online-system stod aktierne som "ikke solgt", og der var heller ikke nogen anmærkning, hvorfor han gik ud fra, at han frit kunne sælge.
Indklagede forlangte efterfølgende, at han købte aktierne tilbage, fordi de allerede var solgt. Dette fremgik imidlertid ikke af hans oversigt, hvilket beror på en fejl fra indklagedes side.
Indklagede var ikke berettiget til uden hans samtykke at foretage handler via hans depot.
Indklagede bør erstatte hans tab ved handlerne, som opgøres til 1.491,92 kr., svarende til differencen mellem afregningsbeløbene ved tilbagekøbet til kurs 391,5 og salget til kurs 382 plus renter 51,92 kr. og kurtage 150 kr.
Indklagede har anført, at klageren havde indgået en bindende aftale om salg af aktierne til kurs 382.
Klageren var derfor ikke berettiget til at disponere over aktierne, der beroede i depotet med henblik på afvikling af aftalen med NTC.
Det forhold, at købstilbuddet blev forlænget til den 20. januar 2006, indebar ikke, at klageren blev frigjort fra den salgsaftale, som han havde indgået med NTC.
Det var ikke muligt at annullere klagerens aktiesalg, idet handlen var afviklet på fondsbørsen.
Nødvendigheden af at hente TDC-aktierne i markedet og det dermed forbundne kurstab fulgte direkte af den af klageren den 28. december 2005 underskrevne acceptskrivelse, i henhold til hvilken indklagede ved formidling af acceptskrivelsen blev forpligtet til at levere de omhandlede TDC-aktier til den indløsende bank på vegne af Nordic Telephone Company ApS.
Klageren blev derfor anmodet om selv at tilbagekøbe TDC aktierne. Klagerens afvisning heraf måtte med henblik på begrænsning af tab nødvendigvis føre til, at indklagede for hans regning gennemførte et dækningskøb, jf. handelsbetingelserne pkt. 3.2 og 3.3.
For at kunden salgsmæssigt kan disponere over et værdipapir, skal dette være disponibelt i kundens depot. Hvis der afgives salgsordre i strid med kundens dispositionsadgang, vil indklagede søge at tilbagekalde ordren, i det omfang det er muligt, men kunden hæfter for konsekvenserne og må bære eventuelle tab.
Der forelå ingen aftale om hverken aktiekredit eller shortselling.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Fra det tidspunkt indenfor acceptfristen, hvor klagerens accept af købstilbuddet kom frem til tilbudsgiver, var klageren forpligtet til at sælge de omhandlede TDC aktier til kurs 382. Fra samme tidspunkt var tilbudsgiver forpligtet til at købe aktierne til denne kurs.
Det fremgår af indklagedes "Generelle Handelsbetingelser og registrering i Værdipapircentralen" pkt. 3, at kunden til enhver tid vil have et opdateret depot til sin rådighed, således at handelsværdien af kundens engagement samt den disponible likviditet kan ses. Dette var ikke tilfældet, da klageren gennemførte salget af TDC aktierne den 20. januar 2006.
Ankenævnet finder imidlertid, at klageren måtte være klar over, at han efter accepten af købstilbuddet var afskåret fra at råde over aktierne på anden måde.
Ankenævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at pålægge indklagede at erstatte det tab, som klageren led ved at sælge TDC aktierne uden forinden at have søgt forholdet afklaret, eventuelt ved en henvendelse til indklagede.
Som følge herafKlagen tages ikke til følge.