| Sagsnummer: | 266/2015 |
| Dato: | 02-11-2016 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Andreas Moll Årsnes, George Wenning, Troels Hauer Holmberg, Lani Bannach |
| Klageemne: | Forældelse - udlån |
| Ledetekst: | Indsigelse om forældelse af gæld i henhold til gældsbrev |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF SD |
| Senere dom: | Retten i Sønderborg den 11. august 2017 |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører indsigelse om forældelse af gæld i henhold til gældsbrev, herunder spørgsmålet om, hvorvidt forældelsesfristen var suspenderet som følge af bankens ukendskab til klagerens opholdssted.
Sagens omstændigheder
Klageren indgik den 14. marts 2003 en kreditaftale (kontonummer -617) på 485.000 kr. med Jyske Bank til en variabel rente på p.t. 9 % og en variabel misligholdelsesrente på p.t. 23 %, som kunne kræves uden varsel. Kreditten havde en løbetid på 5 måneder og skulle indfries den 1. juli 2003. Der var aftalt kvartårlig betaling af renter, første gang den 1. april 2003. Der skulle ikke betales afdrag i perioden.
Klageren rejste ud af Danmark i 2003. Af udskrifter fra CPR-registeret fremlagt af banken fremgår, at klageren var udrejst til Belgien den 10. juni 2003 og var flyttet til adressen A i Belgien den 23. september 2004.
Banken har oplyst, at den i 2006 havde et møde med klageren i bankens afdeling i København, hvor klagerens personlige gæld til banken blev drøftet, og hvor klageren i den forbindelse gav udtryk for, at han ikke ville vende tilbage til Danmark, medmindre han fik gældssanering, hvilket ifølge ham på daværende tidspunkt ikke var muligt.
Klageren har bestridt, at det nævnte møde havde det af banken påståede indhold. Klageren har oplyst, at han udelukkende talte med banken om salget af en af ham og hans søster ejet virksomhed V, hvor han var bestyrelsesformand. Banken var hovedbankforbindelse for V. Under samtalen deltog hans revisor og advokat.
Ved brev af 23. juli 2007 og på baggrund af opslag i CPR-registeret af samme dato sendte banken en påmindelse til klageren om gældens tilstedeværelse og størrelse til adressen A i Belgien. Brevet kom retur til banken påstemplet en oplysning om, at klageren var flyttet fra adressen.
Banken sendte på ny påmindelser til klageren den 7. november 2008 og den 21. november 2008 til adressen A i Belgien. Brevene blev returneret af postvæsenet påstemplet oplysning om, at klageren ikke længere modtog post på adressen.
Den 28. december 2011 sendte banken en påmindelse til klageren til et selskab S, som havde adresse i Tyskland, og som banken havde fundet frem til via søgninger på internettet på klagerens navn. Brevet blev returneret af postvæsenet påstemplet oplysning om, at klageren var ukendt på adressen.
Banken har fremlagt et udskrift fra CPR-registeret af 5. september 2012, hvoraf fremgår, at den senest kendte adresse i udlandet fortsat var adressen A i Belgien.
Klageren har fremlagt fire breve/bilag, som andre afsendere end banken har sendt, herunder et dansk forsikringsselskab, og som er modtaget af klageren i perioden 29. december 2003 til 23. maj 2006 på adressen A i Belgien.
Klageren har endvidere fremlagt dokumentation fra myndigheder i henholdsvis Belgien og Luxembourg, hvoraf det fremgår, at han den 12. februar 2007 har meddelt disse myndigheder, at han fra dette tidspunkt var bosiddende på en adresse i Luxembourg.
Klagerens flytning fra Belgien til Luxembourg fremgår ikke af det danske CPR-register. Det fremgår derimod af udskrift fra CPR-registeret, at klageren den 14. marts 2015 blev tilmeldt en dansk folkeregisteradresse.
Banken skrev den 4. juni 2015 og den 4. august 2015 til klageren på den danske adresse, i hvilken forbindelse inkassosag blev indledt.
Af kontoudtog for inkassokonto -348 fremgår, at klagerens gæld til banken er opgjort pr. 24. juni 2015 til en hovedstol på 485.000 kr. med tillæg af tre års renter på 19 % p.a., i alt 848.618,92 kr.
Parternes påstande
Den 12. august 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal anerkende, at bankens krav i henhold til gældsbrev fra 2003 er forældet.
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at bankens krav er forældet, idet forældelsen indtrådte den 11. marts 2013.
Banken har siden lånets indgåelse i 2003 forholdt sig fuldstændig passiv med hensyn til at rette henvendelse til ham som låntager. Banken sendte aldrig en opkrævning vedrørende hovedstol og renter, da lånet forfaldt den 1. juli 2003, selvom banken havde hans mors adresse, hvor han på daværende tidspunkt boede, og selvom banken havde tæt kontakt til ham gennem hans revisor og advokat i forbindelse med salget af V.
Først fire år efter at kreditaftalen var forfalden, sendte banken et brev til ham på hans folkeregisteradresse i Belgien, selvom banken havde kunnet skrive til ham i Danmark siden 2003.
Da banken skrev til ham den 23. juli 2007, var han flyttet til Luxembourg. Det kunne banken have fundet ud af, hvis den havde forespurgt hos de lokale, belgiske myndigheder.
Banken har aldrig levet op til sin forpligtelse som långiver til at sende årlige kontoudskrifter, men har alene sendt tre breve henholdsvis fire, fem og otte år efter, at lånet var forfaldent. Brevene er sendt til forkerte adresser.
Han har altid givet meddelelse om flytning til CPR-registeret i Danmark og til myndighederne i de andre lande, han har boet i.
Jyske Bankhar anført, at banken har en retskraftig fordring mod klageren, at bankens krav ikke er forældet, og at banken ikke har udvist retsfortabende passivitet, idet klageren ikke er blevet bibragt en forventning om, at kravet ikke ville blive gjort gældende.
Bankens fordring i henhold til kreditaftalen forældes 10 år efter forfaldstidspunktet, jf. den nugældende forældelseslov § 6, stk. 1, hvorfor bankens fordring tidligst ville være forældet i juli 2013.
Klageren har ved at meddele sin nye adresse i Belgien til CPR-registeret tilkendegivet, at han ønskede at blive kontaktet på denne adresse således, at meddelelser fremsendt til denne adresse må anses for at være modtaget af klageren, uanset om han senere måtte være fraflyttet adressen, når han ikke i den forbindelse oplyste en ny adresse til CPR-registeret.
Bankens fremsendelse af påmindelsen til klageren om fordringens eksistens og størrelse ved brev af 23. juli 2007, havde fristafbrydende virkning således, at der, jf. forældelseslovens § 30, stk. 3, skete fristafbrydelse. Der løb en ny 10-årig forældelsesfrist fra den 23. juli 2007 således, at fordringen først forældes den 24. juli 2017.
Forældelsen af bankens fordring har været suspenderet i medfør af forældelseslovens § 14, stk. 1, idet klageren ikke havde bopæl på den adresse, som han havde oplyst til CPR-registeret i forbindelse med sin udrejse af Danmark, jf. TfS 1991.153V, og banken dermed var afskåret fra at afbryde forældelsen som følge af ukendskab til klagerens opholdssted.
Klageren blev først tilmeldt en dansk folkeregisteradresse igen den 14. marts 2015. Forældelsesfristen udløb først 1 år herefter, det vil sige den 15. marts 2016.
Banken rykkede klageren for betaling af gælden ved brev af 4. juni 2015.
Klagerens indbringelse af sagen for Pengeinstitutankenævnet har også fristafbrydende virkning for bankens fordring, jf. forældelseslovens § 16, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 4.
Banken havde ikke pligt til at rette henvendelse til andre personer, myndigheder eller institutioner, som muligt kunne give oplysninger om klagerens bopæl eller opholdssted, jf. TfS 1994.622V, og banken havde heller ikke pligt til at foretage sporinger af klagerens opholdssted på internettet, jf. U2015.32H.
Banken sendte flere breve til den adresse, som klageren i forbindelse med udrejsen i 2003 oplyste til CPR-registeret, der alle kom retur til banken med oplysning om, at klageren ikke længere boede på adressen/var fraflyttet. Klageren oplyste ikke banken om hans faktiske adresse og/eller opholdssted, og banken havde derfor ikke mulighed for at kontakte klageren.
Banken forsøgte at spore klageren via internettet, selv om den ikke var retligt forpligtet hertil, og fandt frem til klagerens firmaadresse i Tyskland, hvortil banken fremsendte en påmindelse til klageren. Brevet kom imidlertid retur med oplysning om, at modtager/firma ikke kunne findes på den angivne adresse.
Den adresse, som banken skrev til klageren på i Tyskland, er identisk med den adresse, som klageren selv i en e-mail af 29. juni 2015 til bankens inkassoafdeling har oplyst som kontaktadresse.
De breve/bilag, som klageren har fremlagt, og som han skulle have modtaget fra andre afsendere på den adresse i Belgien, som banken tillige har forsøgt at sende post til, er sendt før 2007, hvor banken sendte sit første brev til adressen i Belgien.
Årsagen til, at bankens brev af 23. juli 2007 blev returneret til banken må, jf. det fremlagte bilag fra myndighederne i Luxembourg, formodes at være, at klageren ikke længere var bosiddende på adressen i Belgien.
Sammenfattende har banken gjort gældende, at den har udfoldet de fornødne bestræbelser på at afbryde forældelsen over for klageren.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren indgik den 14. marts 2003 en kreditaftale med Jyske Bank. Kreditten skulle indfries den 1. juli 2003, hvilket ikke skete.
Af udskrifter fra CPR-registeret fremgår, at klageren udrejste af Danmark den 10. juni 2003 og registrerede adressen A i Belgien som sin ny adresse fra den 23. september 2004. Klageren tilmeldte sig en dansk adresse igen den 14. marts 2015. Adressen A i Belgien er den eneste adresse, som har været registreret på klageren i CPR-registeret i perioden 2003-2015.
Ved brev af 23. juli 2007 sendte banken påmindelse til klageren til adressen A i Belgien. Brevet blev returneret af postvæsenet med oplysning om, at klageren var flyttet. Påmindelsen kom således ikke frem til klageren.
Heller ikke efterfølgende påmindelser af 7. november 2008 og 21. november 2008 til adressen A i Belgien kom frem til klageren. Årsagen hertil var efter det nu oplyste, at klageren var flyttet til Luxembourg i starten af 2007 uden at give meddelelse herom til CPR-registeret i Danmark.
Den 28. december 2011 sendte banken påmindelse til klageren til en selskabsadresse i Tyskland, som banken havde fundet frem til via søgninger på internettet på klagerens navn. Dette brev kom retur fra postvæsenet med oplysning om, at klageren ikke kunne findes på den angivne adresse.
Banken påbegyndte inddrivelse af fordringen i sommeren 2015, da banken igen blev bekendt med klagerens opholdssted.
Efter de tidligere regler var den omhandlede kreditaftale omfattet af en 20-årig forældelsesfrist, der blev afbrudt ved påmindelse. Det følger af den nugældende forældelseslovs § 30, stk. 3, at afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden den 1. januar 2008, har virkning som afbrydelse efter den nugældende forældelseslov. Efter den nugældende forældelseslov er den omhandlede kreditaftale omfattet af en 10-årig forældelsesfrist. Det betyder, at bankens fordring ville være forældet i juli 2013, medmindre forældelsesfristen blev afbrudt ved retslige skridt eller suspenderet inden dette tidspunkt.
Efter forarbejderne til forældelseslovens § 14 og i henhold til retspraksis er det en forudsætning for suspension af forældelsesfristen, at kreditor har udfoldet rimelige bestræbelser på, at efterspore skyldnerens opholdssted, navnlig ved opslag i CPR-registeret eller ved udnyttelse af andre oplysningskilder, som kreditor var bekendt med, hvorimod kreditor ikke i almindelighed har pligt til at rette henvendelse til andre personer, myndigheder eller institutioner, som muligt kunne give oplysning.
Ankenævnet finder, at banken foretog sig, hvad der med rimelighed kunne forlanges med hensyn til at forfølge sit krav. Forældelsesfristen for bankens krav var således suspenderet under klagerens ophold i udlandet.
I medfør af § 14 indtrådte forældelsen tidligst et år efter, at klageren var rejst ind i Danmark igen, og banken via CPR-registeret havde fået kendskab til klagerens opholdssted, det vil sige den 14. marts 2016.
Ankenævnet bemærker, at forældelsesfristen er foreløbigt afbrudt ved klagerens indbringelse af sagen for Ankenævnet, jf. forældelseslovens § 16, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 4.
Fordringen er derfor ikke for tiden forældet.
Bankens fordring er i overensstemmelse med kreditaftalen af 14. marts 2003 opgjort til en hovedstol på 485.000 kr. med tillæg af tre års renter.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen hverken helt eller delvist.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.