Krav om forrentning af deponeret restkøbesum på en skødedeponeringskonto frem til overtagelsesdagen fremsat af køber over for sælgers bank.

Sagsnummer:675/2023
Dato:18-04-2024
Ankenævn:Helle Korsgaard Lund-Andersen, Morten Winther Christensen, Janni Visted Hansen, Rolf Høymann Olsen og Kim Korup Eriksen.
Klageemne:Skødedeponeringskonto - forrentning
Ledetekst:Krav om forrentning af deponeret restkøbesum på en skødedeponeringskonto frem til overtagelsesdagen fremsat af køber over for sælgers bank.
Indklagede:Ringkjøbing Landbobank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om forrentning af en deponeret restkøbesum på en skødedeponeringskonto frem til overtagelsesdagen fremsat af køber over for sælgers bank.

Sagens omstændigheder

Ved en købsaftale af 27. september 2023 købte klagerne, M og H, som ikke var kunder i Ringkjøbing Landbobank, en fast ejendom for en kontantpris på 3,4 mio. kr. til overtagelse den 1. februar 2024. Der blev i henhold til en samarbejdsaftale mellem Ringkjøbing Landbobank og sælgers ejendomsmægler i forbindelse med salget af ejendommen oprettet en skødedeponeringskonto til sælger i Ringkjøbing Landbobank.

Af købsaftalens punkt 8 fremgik, at handlens berigtigelse blev varetaget af sælgers ejendomsmægler, og af købsaftalens punkt 13.2 fremgik, at restkøbesummen på 3.310.000 kr. inden 10 dage efter begge parters underskrift skulle deponeres hos sælgers pengeinstitut. Af standardvilkårene, der var gældende for købsaftalen, fremgik endvidere:

Købesummen (købsaftalens afsnit 13)

Deponering (i henhold til købsaftalens punkt 13.1 og 13.2)

Beløb, der deponeres af køber, forrentes fra deponeringsdagen og frem til overtagelsesdagen med den rente, der tilskrives deponeringskontoen. Sælger refunderer renteindtægter til køber, og køber refunderer renteudgifter til sælger. Forrentningen afregnes over refusionsopgørelsen. …

…”

Banken har oplyst, at der den 2. oktober 2023 blev indgået en aftale om en ”Tryghedspakke” mellem sælger af ejendommen og sælgers ejendomsmægler, hvori det blev aftalt, at sælgers ejendomsmægler skulle varetage ekspeditionen af handlen. Af aftalen fremgik blandt andet:

”Deponeringskontoen oprettes i sælgers navn på de vilkår, der også fremgår af købsaftalen. Deponeringskontoen forrentes efter Ringkjøbing Landbobanks til enhver tid gældende rentesatser. Ringkjøbing Landbobank beregner et gebyr på kr. 695,00 for at administrere deponeringskontoen.”

Den 13. oktober 2023 indbetalte klagerne restkøbesummen på 3.310.000 kr. på en skødedeponeringskonto oprettet i sælgers navn i Ringkjøbing Landbobank.

I efteråret 2023 rejste klagerne over for Ringkjøbing Landbobank krav om forrentning af deponeringskontoen.

Ved et brev af 2. november 2023 til klagerne anførte banken:

”…

Vi kan oplyse jer om, at bankens standardrentesats for deponeringskonti er 0 %. Derfor vil forrentningen af jeres deponeringskonto ligeledes være 0 %, hvilket betyder, at deponeringskontoen ikke vil blive tilskrevet renter.

…”

Parternes påstande

Den 7. november 2023 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ringkjøbing Landbobank skal anerkende, at deponeringskontoen skal forrentes svarende til tilsvarende konti, det vil sige svarende til vilkårene for produktet Fri Opsparing.

Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at det fremgår af den indgåede købsaftale (standardvilkår vedrørende købesummen), at ”Beløb, der deponeres af køber, forrentes fra deponeringsdagen og frem til overtagelsesdagen med den rente, der tilskrives deponeringskontoen. Sælger refunderer renteindtægter til køber, og køber refunderer renteudgifter til sælger. (…).”

De har fået oplyst, at deponeringskontoen ikke forrentes.

Henset til størrelsen af det deponerede beløb skal banken anerkende, at beløbet skal forrentes svarende til tilsvarende konti, det vil sige svarende til vilkårene for produktet Fri Opsparing.   

Ringkjøbing Landbobank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klagerne i henhold til den indgåede købsaftale udelukkende har retskrav på den rente, som tilskrives deponeringskontoen. Købsaftalen indeholder ingen bestemmelser om en minimumsrentesats eller en garanteret rentesats. Klagerne har derfor ikke krav på en højere rente end aftalt.

Eftersom bankens rentesats for deponeringskonti er på 0 %, tilskrives deponeringskontoen ikke nogen renter, og klagerne har som følge heraf ikke krav på renter.

Banken er ikke ansvarlig for, hvad sælger har eller ikke har videreformidlet til klagerne.

Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at det ligger uden for Ankenævnets kompetence at fastsætte rentesatser.

Ankenævnets bemærkninger

Ved en købsaftale af 27. september 2023 købte klagerne, M og H, som ikke var kunder i Ringkjøbing Landbobank, en fast ejendom for en kontantpris på 3,4 mio. kr. til overtagelse den 1. februar 2024. Der blev i henhold til en samarbejdsaftale mellem Ringkjøbing Landbobank og sælgers ejendomsmægler i forbindelse med salget af ejendommen oprettet en skødedeponeringskonto til sælger i Ringkjøbing Landbobank.

Den 13. oktober 2023 indbetalte klagerne restkøbesummen på 3.310.000 kr. på en skødedeponeringskonto oprettet i sælgers navn i Ringkjøbing Landbobank.

Klagerne har over for Ringkjøbing Landbobank rejst krav om forrentning af skødedeponeringskontoen.

Banken har oplyst, at bankens standardrentesats for skødedeponeringskonti p.t. er 0 %, og at der derfor ikke tilskrives renter på skødedeponeringskontoen.

Det følger af standardbestemmelserne til købsaftalen indgået mellem klagerne og sælger, at beløb, der deponeres af køber, forrentes fra deponeringsdagen og frem til overtagelsesdagen med den rente, der tilskrives deponeringskontoen.

Banken har oplyst, at det i forbindelse med bankens oprettelse af skødedeponeringskontoen til sælger blev aftalt, at skødedeponeringskontoen blev forrentet med bankens standardrentesats for skødedeponeringskonti, der ifølge det oplyste p.t. er 0 %.

Ankenævnet finder, at klagerne ikke over for banken kan rejse krav om en forrentning af skødedeponeringskontoen.

Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.