Krav om erstatning for tegning af Roskilde Bank aktier i forbindelse med aktieemission i 2007 via et andet pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 86 /2014 |
| Dato: | 09-10-2014 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Pedersen, Søren Geckler, Andreas Årsnes |
| Klageemne: |
Afvisning - kundeforhold § 2, stk. 3
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tegning af Roskilde Bank aktier i forbindelse med aktieemission i 2007 via et andet pengeinstitut. |
| Indklagede: | Nordea Bank og Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på Roskilde Bank aktier, som han tegnede i forbindelse med en aktieemission i 2007 via et andet pengeinstitut.
Sagens omstændigheder
Klageren er kunde Nordea Bank, hvor han blandt andet har et værdipapirdepot. I 2007 indeholdt depotet 70 stk. aktier i Roskilde Bank.
I forbindelse med en aktieemission i Roskilde Bank med tegningsperiode fra den 12. marts 2007 til den 3. april 2007 blev klageren ved brev af 9. marts 2007 fra Roskilde Bank under overskriften ”Invester i en af Danmarks bedste bankaktier” informeret om, at han som aktionær havde forkøbsret til at købe yderligere aktier i Roskilde Bank. For hver ti aktier kunne klageren tegne yderligere én aktie til kurs 300. Den aktuelle aktiekurs var cirka kurs 650.
Klageren udnyttede forkøbsretten, idet han via Nordea Bank tegnede yderligere syv aktier i Roskilde Bank til kurs 300, svarende til en kursværdi på 2.100 kr.
Klageren har oplyst, at værdien pr. den 30. april 2007 udgjorde 4.697 kr., idet kursen da var 671.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.
Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:
”…
2.1.1 Private Kunder
Aftalen omfatter private kunder i Roskilde Bank. Private kunder afgrænses på samme måde som i Pengeinstitutankenævnets vedtægter og i henhold til Ankenævnets praksis.
...
På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.
Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne...
Der er dog nogle kunder, som ligeledes efter en konkret vurdering er undtaget fra tilbuddet, f.eks. fordi disse kunder har haft en særlig viden om bankens økonomiske forhold eller om investeringer på tidspunktet for køb af aktierne. …
2. Aktier købt i kampagneperioderne i 2006 og 2007
Aftalen indebærer, at Finansiel Stabilitet tilbyder erstatning i henhold til denne aftale til de af Roskilde Banks kunder:
Som var private kunder i Roskilde Bank, og som ikke havde en særlig viden, herunder som følge af ansættelse i banken og …
4) Som ikke efter en konkret vurdering af kundeforholdet m.v. er undtaget fra Finansiel Stabilitets tilbud om erstatning.
2.1 Betingelse 1: Private kunder uden særlig viden i kraft af ansættelse i banken m.v.
2.1.1 Private kunder
Aftalen omfatter private kunder i Roskilde Bank. Private kunder afgrænses på samme måde som i Pengeinstitutankenævnets vedtægter og i henhold til ankenævnets praksis.
2.1.2 Særlig viden i kraft af ansættelsesforhold m.v.
…
4. Erstatningens størrelse
De kunder, hvis aktiekøb er omfattet af aftalen, jf. pkt. 2 og 3, vil modtage tilbud om en erstatning på 60 % af nettotabet ved det pågældende aktiekøb.
Hvis kunden ikke har solgt aktierne, opgøres nettotabet som kursværdien ved købet af aktierne (anskaffelsessummen), ekskl. omkostninger, med fradrag for eventuelt udbytte. …
Anskaffelsessummen for aktier købt ved aktieemissionen 2007 beregnes på grundlag af den faktiske tegningskurs, uanset om tegning er sket til favørkurs i kraft af udnyttelse af tegningsretter, og uanset om udnyttede tegningsretter vedrører aktier købt i 2006 aktiesalgskampagnen eller andre aktier. …
Aftalen indebærer ikke betaling af yderligere erstatning til de kunder, som måtte have lånefinansieret deres køb af Roskilde Bank aktier. …
8. Aftalens fortolkning og gennemførelse
Denne aftale er underlagt parternes fortolkning. Tredjemand kan ikke støtte ret på anden fortolkning end den, parterne er enige om skal finde anvendelse.
…”
Klageren blev ikke tilbudt erstatning i henhold til forliget, hvilket efter det oplyste var begrundet i forligsaftalens pkt. 2.1.1., hvorefter forligsaftalen omfattede ”Private kunder i Roskilde Bank”. Klagerens køb af Roskilde Bank aktier via Nordea Bank var ikke omfattet af forligsaftalen.
Parternes påstande
Den 14. marts 2014 indgav klageren en klage over Nordea Bank og Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) med påstand om erstatning for tabet på de syv Roskilde Bank aktier, som han erhvervede i forbindelse med aktieemissionen i 2007.
Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han i lighed med de kunder, som er omfattet af forliget mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank), blev lokket til at tegne yderligere aktier i Roskilde Bank i forbindelse med emissionen i 2007.
Hans aktiekøb bør derfor ligestilles med de køb, der er omfattet af forligsaftalen.
Nordea Bank har anført, at aktiekøbet skete efter ordre fra klageren, der ønskede at udnytte tilbuddet om forkøbsret. Handlen kunne ikke gennemføres via bankens onlineinvestering. Banken ydede ikke rådgivning til klageren i forbindelse med aktiekøbet. Der var tale om ”execution only”, jævnfør investorbeskyttelsesbekendtgørelsens § 19.
Et eventuelt erstatningskrav må nu være forældet.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der ikke forelå et kundeforhold mellem klageren og den tidligere Roskilde Bank. Klagen er derfor ikke omfattet af Ankenævnets kompetence, jævnfør Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2.
Klageren modtog i marts 2007 som følge af sin status som aktionær i Roskilde Bank tilbud om udnyttelse af tegningsretter. Klageren havde sit depot og kundeforhold i Nordea Bank. Roskilde Bank havde således hverken et kundeforhold med eller en rådgivningsforpligtelse over for klageren, hvorfor klagen skal afvises.
Klagen kan heller ikke behandles af Ankenævnet for så vidt angår et eventuelt prospektansvar, jævnfør Ankenævnets afgørelse i sag nr. 558/2010.
Det forbeholdes at komme med bemærkninger vedrørende det materielle indhold i klagen, hvis klagen ikke afvises.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren er kunde i Nordea Bank, hvor han blandt andet har et værdipapirdepot. I 2007 indeholdt depotet blandt andet 70 stk. aktier i Roskilde Bank. I forbindelse med en aktieemission i Roskilde Bank med tegningsperiode fra den 12. marts 2007 til den 3. april 2007 udnyttede klageren en forkøbsret til at erhverve yderligere syv stk. aktier i Roskilde Bank. Aktiekøbet blev gennemført af Nordea Bank efter ordre fra klageren.
Ankenævnet finder, at der ikke foreligger omstændigheder i forbindelse med aktiekøbet, der kan danne grundlag for et erstatningsansvar for Nordea Bank.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen for så vidt angår Nordea Bank.
Klagen over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) vedrører ikke bankens rådgivning i forbindelse med aktiekøbet, men alene klagerens indsigelser om fejl og mangler i de oplysninger, som han modtog som aktionær i banken, og som dannede grundlag for købet.
Ankenævnet finder derfor, at klagen ikke vedrører et kundeforhold, jævnfør vedtægternes § 2, stk. 2, men derimod forhold mellem klageren som aktionær og banken som udsteder af aktierne, og at klagen derfor falder uden for Ankenævnets kompetence. Ankenævnet afviser derfor klagen for så vidt angår Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank).
Ankenævnets afgørelseKlageren får ikke medhold klagen for så vidt angår Nordea Bank.
Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank).