Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod at hæfte for ikke-vedkendte korttransaktioner på beværtninger i udlandet. Telefon ikke bortkommet.

Sagsnummer: 565/2026
Dato: 24-09-2026
Ankenævn: Ankenævnets næstformand, Bo Østergaard i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22.
Klageemne: Formandsafgørelse - Formandsafgørelse
Betalingstjenester - ubegrænset hæftelse
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst: Indsigelse mod at hæfte for ikke-vedkendte korttransaktioner på beværtninger i udlandet. Telefon ikke bortkommet.
Indklagede: Middelfart Sparekasse
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for ikke-vedkendte korttransaktioner på beværtninger i udlandet. Telefon ikke bortkommet.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Middelfart Sparekasse, hvor han blandt andet havde betalingskort -304.

Sparekassen har oplyst, at klageren har tilmeldt sit betalingskort til en digital betalingstjeneste, og at han derefter løbende har anvendt virtuel kortbetaling.

Klageren var i Ungarn.

Den 13. juni 2026 blev der i tidsrummet mellem kl. 01:51 og kl. 04:40 med klagerens betalingskort forsøgt foretaget i alt 14 transaktioner til virksomhed A.

Sparekassen har fremlagt skærmbilleder fra sit it-system, herunder en transaktionsliste med blandt andet klokkeslæt for de 14 transaktioner. Sparekassen har oplyst, at det af sparekassens it-system fremgår, at transaktionerne blev forsøgt gennemført med et virtuelt kort. Derudover fremgår, at fire af de forsøgte transaktioner ikke blev gennemført, da transaktionsbeløbene oversteg det maksimalt tilladte for klagerens betalingskort.

Klageren kan vedkende sig en betaling kl. 01:56 til virksomhed A på 76.000 HUF (ungarske forint). Klageren kan derimod ikke vedkende sig ni gennemførte transaktioner i tidsrummet mellem kl. 01:51 og kl. 04:12 på i alt 2.035.500 HUF.

Klageren har oplyst, at han den 13. juni 2026 omkring kl. 1 ankom til virksomhed A sammen med en kammerat, K. Inden de gik hjem, ville de drikke de sidste to øl hos virksomhed A. De drak de to øl, men kan ikke huske noget derefter. De har mistanke om, at der blev puttet rusmiddel i deres øl. Han kom til sig selv igen efter cirka fire timer. Han havde svært ved at vække K, der sov. Han fik K på benene. De forlod herefter virksomhed A. De vågnede et par timer senere i lejligheden. De så begge to, at der var betalt store beløb til virksomhed A. De kunne ikke redegøre for eller genkende betalingerne. De gik direkte ned på politistationen for at foretage en politianmeldelse.

Sparekassen har oplyst, at klagerens betalingskort blev spærret den 15. juni 2026.

Af kontoudtog for klagerens bankkonto fremgår, at de ni gennemførte transaktioner blev bogført på klagerens konto den 16. juni 2026, og at de ikke-vedkendte transaktioner efter valutaveksling udgjorde 43.836,88 DKK.

 

Sparekassen har anført, at de gennemførte transaktioner er korrekt registreret og bogført, og ikke har været ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingsloven § 98, stk. 1. Transaktionerne blev gennemført ved anvendelse af den sikkerhedsløsning, der var tilknyttet betalingsinstrumentet på tidspunktet for transaktionernes gennemførelse.

Klageren gjorde indsigelse mod transaktionerne. Af indsigelsesblanket vedrørende betalingskort -304 fremgår blandt andet:

”Kortholder har ikke foretaget transaktionen

 

Købsdato …

Forretningens navn …

Transaktionsbeløb og valuta …

13-06-2026

[Virksomhed A]

-253.000,00 HUF

13-06-2026

[Virksomhed A]

-253.000,00 HUF

13-06-2026

[Virksomhed A]

-230.000,00 HUF

13-06-2026

[Virksomhed A]

-253.000,00 HUF

13-06-2026

[Virksomhed A]

-253.000,00 HUF

13-06-2026

[Virksomhed A]

-230.000,00 HUF

13-06-2026

[Virksomhed A]

-253.000,00 HUF

13-06-2026

[Virksomhed A]

-80.500,00 HUF

13-06-2026

[Virksomhed A]

-230.000,00 HUF

 

Beskriv hvad der er sket: …

Mig og en kammerat gik ind på baren omkring kl.01 for at få de sidste 2 øl inden vi ville gå hjem. Vi fik de to øl og kan efterfølgende ikke huske noget. Vi mistænker, at der er puttet noget rusmiddel i vores øl. Da jeg kommer til mig selv igen efter ca. 4 timer, sidder min kammerat og sover, og jeg har svært ved at vække ham men får ham alligevel på benene og ud af baren. Da vi vågner et par timer senere efter at være kommet retur til lejligheden, kan vi begge se, at der er hævet store beløb derinde fra, som vi ikke kan redegøre for eller genkende. Vi går direkte ned på politistationen og får det anmeldt.

 

Havde du kortet på købstidspunktet? …

Ja, men andre har haft adgang til mit kort

 

Ved du, hvem der har dit kort? …

Nej

 

Hvor opbevarede du dit kort? …

Andet

 

Specificer …

Det var på min telefon som kan åbnes med face-id.

 

Vælg en af nedenstående muligheder …

Jeg har ikke foretaget dette køb.

 

Ønsker du at fortsætte med samme indsigelsesårsag på resten af de transaktioner, der er valgt? …

Ja

 

Hvornår fandt du ud af, at dit kort var blevet misbrugt? …

13-06-2026

 

Tidspunkt (tt:mm) …

10:30

 

Vælg den transaktion du sidst selv har foretaget …

13-06-2026 [virksomhed A] 76.000,00 HUF

 

Er der andre personer, der har adgang til dit kort? …

Ingen

…”

Klageren har oplyst, at K var kunde i pengeinstitut P og fremlagt brev af 8. juli 2026 fra pengeinstitut P til K, hvoraf blandt andet fremgår:

”Din indsigelsessag er nu afgjort

Vi er nu færdige med at behandle din indsigelse, ud fra din mistanke om Drugging og trusler om vold fra personalet, hvor følgende betalinger har været foretaget med din [wallet], som du har installeret på din [telefon], til hvilken dit [betalingskort] er tilknyttet

Dato:                Tid:        Forretning            …  Beløb i kr.

13.06.26          01:37     [Virksomhed A]     …  6.631,95

13.06.26          01:54     [Virksomhed A]    …  4.334,61

Vi dækker dit tab.

Til sagen har du oplyst følgende:

Du og din kammerat er på ferie i [Ungarn] og har været ude i nattelivet, hvor i bl.a. går ind på baren [virksomhed A] og køber 2 øl. Da i så får regningen ender beløbet på omkring 11.000 kr.

Efter trusler om vold fra personalet og deres dørmænd, ender det med at i betaler, da det tilsyneladende var den eneste måde i fik lov til at komme derfra. Det skete om fredagen og i meldte sagen til politiet i [Ungarn] dagen efter.

Derfor dækker vi.

Vi kan fastslå, at det er din [wallet], der blev brugt til at gennemføre betalingerne.

Vi kan også se, at der har været afviste transaktioner ind i mellem og efter betalingerne, hvilket kunne indikere forsøg på misbrug. Sidst men ikke mindst, er i blevet truet af personalet i forhold til betalingerne, samt at I har dokumentation, for jeres Politianmeldelse af sagen.

Vi har derfor d.d. indsat 10.966,56 kr. på din konto […], hvilket dækker dit tab.”

Sparekassen afviste klagerens indsigelse. Klageren gjorde indsigelse mod sparekassens afvisning. Sparekassen afviste klagerens klage den 23. juli 2026.

Parternes påstande

Den 3. august 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Middelfart Sparekasse skal erstatte hans tab på 43.836,88 DKK.

Middelfart Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han blev drugged. Hans Face ID blev misbrugt til at gennemføre transaktioner for cirka 40.000 DKK, mens han var bevidstløs eller sov. Han blev udsat for en meget alvorlig hændelse, men sparekassen behandlede ikke sagen tilstrækkeligt eller på et fyldestgørende grundlag. Sagen blev afgjort uden, at han blev kontaktet af sparekassen. Han modtog kun en kort skriftlig tilbagemelding. Det var henset til sagens karakter utilstrækkeligt. Sparekassen anmodede ikke om at få fremsendt politirapporten, selv om den var relevant for sagens behandling. Politirapporten skal indgå i sagen.

De omtvistede transaktioner afviger markant fra hans normale forbrugsmønster. Han har ikke tidligere foretaget køb af denne størrelsesorden på én aften. Beløbene er store og meget ens i størrelse. Det indikerer et systematisk misbrug, hvor fremgangsmåden er, at personer bliver drugged og får misbrugt deres adgang til bank og betalinger.

Han blev udsat for det samme som K, der fik sin indsigelse godkendt af pengeinstitut P. Det er underligt, at to pengeinstitutter kan behandle sagen forskelligt.

Middelfart Sparekasse har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at sparekassen i overensstemmelse med betalingslovens § 98 har dokumenteret, at de omtvistede transaktioner er korrekt registrerede og bogførte, og at den til betalingsinstrumentet hørende sikkerhedsforanstaltning er anvendt.

Der foreligger ingen oplysninger om tekniske svigt eller fejl i forbindelse med gennemførelsen af transaktionerne. Sparekassen er opmærksom på, at korrekt registrering og anvendelse af sikkerhedsforanstaltningen efter betalingslovens § 98 ikke i sig selv udgør bevis for autorisation.

Det fremgår af klagerens egne oplysninger, at klageren opholdt sig på natklubben i hele det tidsrum, hvor transaktionerne blev gennemført. Klageren har således oplyst, at han ankom til natklubben omkring kl. 1 og først flere timer senere kom til sig selv igen. De omtvistede transaktioner blev gennemført mellem kl. 01.51 og kl. 04.12.

Der blev efter den sidst gennemførte transaktion kl. 04.12 forsøgt gennemført yderligere transaktioner kl. 04.38, 04.39 og 04.40. Disse transaktioner blev afvist som følge af, at kortets transaktionsgrænse var nået.

Klageren har gjort gældende, at han og K kan have været udsat for drugging. De fremlagte oplysninger dokumenterer imidlertid ikke, hvad der konkret skete på natklubben, eller hvem der foretog de omtvistede transaktioner. Det er uklart, hvordan en eventuel uvedkommende skulle have opnået adgang til klagerens mobiltelefon og den tilknyttede sikkerhedsløsning og efterfølgende have returneret telefonen til klageren.

Klageren har fremlagt dokumentation for, at der er indgivet anmeldelse til de ungarske myndigheder. Dokumentationen indeholder imidlertid ikke oplysninger, der nærmere belyser hændelsesforløbet eller omstændighederne omkring de omtvistede transaktioner.

Transaktionsforløbet strækker sig over en længere periode på samme lokation i det tidsrum, hvor klageren efter egne oplysninger opholdt sig på natklubben.

Det er ubestridt, at klageren fortsat var i besiddelse af mobiltelefonen efter hændelsen. Klageren har selv oplyst, at telefonen ikke blev stjålet, og at han efterfølgende gennemgik sin wallet og konstaterede de omtvistede transaktioner.

Transaktionerne er gennemført ved anvendelse af den sikkerhedsløsning, der var knyttet til klagerens egen mobiltelefon, ligesom mobiltelefonen fortsat var i klagerens besiddelse efter hændelsen.

Transaktionerne fremstår som autoriserede transaktioner gennemført ved anvendelse af klagerens egen mobiltelefon og den tilknyttede sikkerhedsløsning. Klageren har ikke godtgjort, at der foreligger uautoriserede betalingstransaktioner i betalingslovens § 82's forstand. Betingelserne for tilbagebetaling efter betalingslovens § 99 er ikke opfyldt.

De afviste transaktioner dokumenterer alene, at der efterfølgende blev forsøgt yderligere køb efter opnåelse af kortets transaktionsgrænse, men dokumenterer ikke i sig selv, hvem der foretog transaktionsforsøgene.

Klageren oplyste efter sparekassens klagebehandling, at K havde fået dækket sit tab af sit pengeinstitut. Klageren har under ankenævnssagen fremlagt kopi af denne afgørelse vedrørende K. Sparekassen har ikke behandlet den pågældende sag og har ikke kendskab til det samlede sagsmateriale eller det fulde grundlag for afgørelsen. Den fremlagte afgørelse kan ikke tillægges afgørende betydning ved vurderingen af nærværende sag, som må afgøres på baggrund af de oplysninger, der foreligger vedrørende klagerens egne transaktioner.

Til støtte for afvisningspåstanden har sparekassen blandt andet anført, at Ankenævnet i lignende sager har lagt til grund, at afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om misbrug foretaget af uvedkommende.

Sagen rejser bevisspørgsmål vedrørende hændelsesforløbet på natklubben natten til den 13. juni 2026. Sagen kan derfor ikke afgøres på det foreliggende skriftlige grundlag, idet en stillingtagen til hændelsesforløbet forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. Sagen bør derfor afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnets formand er i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22, jf. bemyndigelse af 3. oktober 2025 fra Ankenævnets stifterorganisationer, bemyndiget til på Ankenævnets vegne at træffe afgørelse i klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.

Klageren var kunde i Middelfart Sparekasse, hvor han blandt andet havde betalingskort -304.

Sparekassen har oplyst, at klageren har tilmeldt sit betalingskort til en digital betalingstjeneste, og at han derefter løbende har anvendt virtuel kortbetaling.

Den 13. juni 2026 blev der i tidsrummet mellem kl. 01:51 og kl. 04:12 med klagerens virtuelle betalingskort gennemført ni transaktioner på i alt 2.035.500 HUF til virksomhed A i Ungarn, som klageren ikke kan vedkende sig.

Klageren har oplyst, at han den 13. juni 2026 omkring kl. 1 ankom til virksomhed A sammen med K. De drak to øl. De kan ikke huske noget derefter. Han kom til sig selv igen efter cirka fire timer. Han havde svært ved at vække K. De forlod herefter virksomhed A. Efterfølgende så de, at der var betalt store beløb til virksomhed A, som de ikke kunne genkende. De foretog herefter politianmeldelse.

Sparekassen har oplyst, at klagerens betalingskort blev spærret den 15. juni 2026. Af kontoudtog for klagerens bankkonto fremgår, at de ikke-vedkendte transaktioner blev bogført på klagerens konto den 16. juni 2026, og at transaktionerne efter valutaveksling, udgjorde i alt 43.836,88 DKK.

Ankenævnet lægger til grund, at transaktionerne er korrekt registrerede og bogførte.

Af betalingslovens § 98 følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingsloven § 93.

Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug.

Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.