| Sagsnummer: | 517/1994 |
| Dato: | 06-09-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Ole Just, Peter Nedergaard, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: | Pant - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om pengeinstitutters pligt til og mulighed for at rejse krav mod forsikringsselskab i.h.t. panthaverdeklaration vedrørende pantsat totalskadet bil, når forsikringstager/låntager ikke har ret til erstatning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I.
I april 1992 overførte klageren og dennes ægtefælle deres engagement til indklagede, hvor der etableredes et boliglån på 129.000 kr., som skulle afvikles med 81 kvartalsvise ydelser. Lånet blev etableret som et mix-lån og afviklet med 40% som serielån og 60% som annuitetslån. Det anvendtes til indfrielse af klagerens lån i dennes tidligere pengeinstitut. Det indfriede lån havde ifølge klageren en kvartårlig ydelse på 6.450 kr. Ydelsen på lånet hos indklagede var i første hele termin på 5.344,60 kr. Til sikkerhed for lånet håndpantsattes bl.a. et løsøreejerpantebrev med pant i klagerens bil. Panthaverdeklaration blev etableret i forbindelse hermed.
I august 1992 blev den pantsatte bil totalskadet, og taksator fastsatte erstatningsbeløbet til 55.000 kr. Bilen førtes på uheldstidspunktet af klagerens ægtefælle. I oktober 1992 meddelte det forsikringsselskab, hos hvilken der var tegnet kaskoforsikring, at man ikke kunne yde erstatning som følge af, at ægtefællen havde kørt i spirituspåvirket tilstand.
Klageren har anført, at lånet i hendes tidligere pengeinstitut på indfrielsestidspunktet havde en restløbetid på ca. 7 år. Det nye lån hos indklagede var et 20-årigt lån. Løbetiden blev således forlænget med 13 år. Hun og ægtefællen blev ikke rådgivet om virkningen af omlægningen. Hun finder, at indklagede ydede dårlig rådgivning, idet merbetalingen som følge af lånets forlængede løbetid ikke står i forhold til besparelsen ved den nedsatte ydelse. Efter at bilen var totalskadet undlod indklagede at gøre sit krav gældende over for forsikringsselskabet i henhold til panthaverdeklarationen. Indklagede har tilsidesat hendes interesser herved. Hun bestrider at have udvist passivitet over for indklagede vedrørende dette forhold, idet hun først senere er blevet bekendt med problemstillingen.
Indklagede har anført, at man ved lånets etablering ikke var bekendt med løbetiden på det tidligere lån, men at klageren blev informeret om, at en nedsættelse af ydelsen selvsagt ville medføre en længere løbetid. Løbetiden fremgår endvidere af gældsbrevet, der indeholder en oversigt over ydelserne. Klageren opnåede en lavere rente ved etableringen af lånet hos indklagede sammenholdt med renten på det gamle lån. Hun gav udtryk for, at hun ønskede den månedlige ydelse så beskeden som mulig. Uanset at lånet var sikret ved panthaverdeklaration, har indklagede pligt til at forsøge lånet inddrevet, før man anmoder forsikringsselskabet om udbetaling.
II.
Klageren indhentede i marts 1992 tilbud fra Kreditforeningen Danmark på omlægning af et eksisterende kontantlån med pant i hendes ejendom. Det eksisterende lån på oprindelig 500.000 kr. havde en rente på 13,55% og en obligationsrestgæld på ca. 547.000 kr. Lånet blev foreslået erstattet af et nyt 9% obligationsannuitetslån med samme løbetid (25,75 år). En sådan omlægning var beregnet til at medføre en årlig bruttobesparelse på ca. 10.000 kr.
Klageren accepterede kreditforeningens tilbud, og indklagede forestod herefter en omprioritering. Af indfrielsesopgørelse af 21. april 1992 fra Kreditforeningen Danmark fremgår, at lånet havde en pantebrevsrestgæld på ca. 492.000 kr. Lånet var baseret på 12% obligationer, og obligationsrestgælden på ca. 547.000 kr. blev indfriet til kurs 100. Det samlede indfrielsesbeløb på ca. 551.000 kr. blev modregnet i provenuet fra det nye lån, hvis hovedstol var 585.000 kr.
Klageren har anført, at hun stiller sig uforstående over for, at der på omlægningstidspunktet var en restgæld på ca. 492.000 kr., men efter konvertering en restgæld på 585.000 kr. Hun finder, at der er ydet dårlig rådgivning af indklagede som følge af kurstabet ved konverteringen.
Indklagede har anført, at det af kreditforeningens indfrielseskvittering fra april 1992 fremgår, at det gamle lån blev indfriet med ca. 547.000 kr. Restgælden var således ikke 492.000 kr. Klageren blev udførligt rådgivet om konsekvenserne ved en omlægning og har hverken i 1992 eller på et senere tidspunkt udtrykt utilfredshed hermed. Omlægningen var hensigtsmæssig, idet klageren ønskede at betale en lavere månedlig ydelse.
PÅSTANDE:
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning:
"1. primært for kurstabet på konverteringen samt betaling af tab på bilen, med tillæg af renter fra erstatningstidspunktet og til betalingen finder sted. På grund af rådgiver ansvar.
2. subsidiært, betaling af tab "erstatningssum" på bilen med tillæg af renter fra erstatningstidspunktet og til betaling finder sted. På grund af rådgiver ansvar."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren var ved etableringen af lånet på 129.000 kr. i april 1992 bekendt med lånets vilkår, herunder løbetiden på 20 år, og Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere indklagedes rådgivning i forbindelse med lånets etablering.
Panthaverdeklarationen blev oprettet i indklagedes og ikke i klagerens interesse. Det må efter det oplyste endvidere lægges til grund, at indklagede først kan rejse krav mod forsikringsselskabet i henhold til deklarationen, såfremt og i det omfang det senere måtte blive konstateret, at klageren ikke kan tilbagebetale det lån, til sikkerhed for hvilket bilen var pantsat. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har tilsidesat en forpligtelse over for klageren ved at undlade at fremsætte krav over for forsikringsselskabet.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes rådgivning i forbindelse med omlægningen af klagerens realkreditlån i 1992 har været fejlagtig eller mangelfuld.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.