Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om tilbageførsel af netbankoverførsler og kortbetalinger i forbindelse med investering. Indsigelse om svindel.

Sagsnummer: 188/2026
Dato: 29-06-2026
Ankenævn: Katrine Waagepetersen, Jonas Thestrup Nielsen, Jimmy Bak, Elizabeth Bonde og Kim Korup Eriksen.
Klageemne: Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner
Netbank - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om tilbageførsel af netbankoverførsler og kortbetalinger i forbindelse med investering. Indsigelse om svindel.
Indklagede: Sparekassen Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om tilbageførsel af netbankoverførsler og kortbetalinger i forbindelse med investering. Indsigelse om svindel.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Sparekassen Danmark, hvor hun blandt andet havde en kontomed et tilknyttet betalingskort.

I perioden maj 2025 – august 2025 blev der foretaget en række kortbetalinger og netbankoverførsler fra klagerens konto i sparekassen.

Om baggrunden for transaktionerne har klageren oplyst, at hun blev kontaktet online og blev overbevist om at investere via en investeringsplatform. Hun blev stillet i udsigt, at hun kunne opnå et afkast på investeringer i kryptovaluta. I starten lykkedes det hende at få mindre beløb udbetalt, hvilket gjorde, at hun fik tillid til platformen og derfor fortsatte med at investere yderligere midler.

Sparekassen har udarbejdet følgende oversigt over transaktioner foretaget af klageren til betalingsmodtagerne Z, C og MS samt transaktioner modtaget af klageren (i alt 5.347,17 kr.) fra M:

Dato

Posteringstekst

Kort/konto

Beløb, kr.

09-05-2025

[M]

Kort

4.912,23

11-05-2025

[Z]

Kort

-11.000,00

11-05-2025

[C]

Kort

-3.749,34

12-05-2025

[Konto -676]

Konto

-10.000,00

02-07-2025

Til [Konto -676]

Konto

-37.000,00

20-07-2025

[MS]

Kort

-5.000,00

21-07-2025

[MS]

Kort

-5.000,00

31-07-2025

[MS]

Kort

-5.000,00

01-08-2025

[MS]

Kort

-3.500,00

02-08-2025

[M] MPAY

Kort

434,94

 

 

 

 

I alt modtaget

 

 

5.347,17

Sparekassen har oplyst, at den forgæves forsøgte at få telefonisk kontakt med klageren den 21. maj 2025. Sparekassen advarede derefter klageren pr. SMS om, at hun havde foretaget to overførsler til noget, der formentlig var svindel. Af SMS’en af 21. maj 2025 fremgik:

”Jeg har haft ringet vedrørende to overførsler du har lavet. Vi er blevet kontaktet af det modtagene pengeinstitut som har en mistanke om at du kan være levet snydt. Kontakt mig venligst snarest muligt.”

Klageren har anført, at advarslen ikke angik de i sagen omhandlede transaktioner.

I juni og juli 2025 korresponderede klageren og sparekassen. Klageren spurgte ind til beløbsgrænser for kort og kontooverførsler. Sparekassen svarede den 27. juni 2025, at beløbsgrænsen for straksoverførsler var 10.000 kr. pr. dag. Klageren meddelte den 2. juli 2025 til sparekassen, at hun ønskede beløbsgrænsen sat op til 37.000 kr. pr. dag, hvilket sparekassen bekræftede.

Klageren indgav indsigelser overfor sparekassen. I indsigelsesblanketterne anførte klageren blandt andet:

”Jeg blev kontaktet via WhatsApp og henvist til en hjemmeside ..., som fremstod som en investeringsplatform. Jeg blev overtalt til at overføre penge til en wallet via ... Personen forsvandt derefter, og jeg modtog aldrig noget. Jeg har politianmeldt sagen og har dokumentation. Jeg anser betalingen som svindel og beder om tilbageførsel. Jeg ønsker at gøre indsigelse mod en transaktion, da jeg er blevet snydt af en falsk webshop.

...

Jeg købte USDT (kryptovaluta) via hjemmesiden, men har aldrig modtaget noget. Jeg har forsøgt at kontakte forretningen uden held, og mistænker nu, at det er svindel.”

”Jeg blev lovet adgang til en professionel investeringsplatform med mulighed for at handle og få afkast. Jeg blev guidet af en person, der virkede troværdig, og jeg fik også små beløb udbetalt i starten, hvilket gav indtryk af, at det var ægte. Det viste sig dog, at der ikke var nogen reel platform, og jeg har aldrig modtaget den service eller det afkast, der blev lovet.”

Klageren har fremlagt skærmprint vedrørende transaktionshistorikken på sin investeringskonto.

Den 19. august 2025 afviste sparekassen indsigelserne.

Den 2. september 2025 anmeldte klageren sagen til politiet.

Parternes påstande

Den 10. marts 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Danmark skal pålægges at erstatte hendes tab på 85.596,51 kr. helt eller delvist.

Sparekassen Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at hun blev kontaktet online og blev overbevist om at investere penge via en investeringsplatform.

Pengene blev overført fra hendes konto i sparekassen til forskellige kryptotjenester, hvor beløbene blev konverteret til kryptovaluta (USDC) og derefter sendt videre til en wallet og en investeringsplatform. Hun er efterfølgende blevet klar over, at der var tale om svindel, og at platformen ikke var legitim. Hun overførte i alt 85.596,51 kr. i forbindelse med svindlen. Hun var ikke klar over, at der var tale om svindel. Hun handlede i den tro, at hun foretog legitime investeringer.

Sparekassen reagerede ikke på de mange og relativt store overførsler til kryptotjenester over en kortere periode. Sparekassen kontaktede hende ikke for at spørge ind til transaktionerne eller advare hende om mulig svindel.

Tværtimod hjalp sparekassen hende på et tidspunkt med at forhøje hendes overførselsgrænse uden at spørge ind til formålet med betalingerne. Sparekassen burde have reageret på de usædvanlige transaktioner og have kontaktet hende tidligere, hvilket potentielt kunne have begrænset hendes tab.

SMS’en af 21. maj 2025 vedrører ikke den sag, som denne klage omhandler. Beskeden omhandler en anden hændelse, hvor hun tidligere havde været udsat for svindel. Den pågældende overførsel var til en privat person og adskiller sig fra og relaterer sig ikke til de efterfølgende investeringer i kryptovaluta, som denne sag vedrører. Hun blev således ikke konkret advaret om de transaktioner, der er genstand for denne klage.

Sparekassen havde allerede i maj 2025 mistanke om, at hun kunne være udsat for svindel. På trods af dette foretog den ikke en effektiv opfølgning. Hendes overførsler blev ikke begrænset eller stoppet, hun blev hun ikke kontaktet yderligere, selvom transaktionerne fortsatte, og sparekassen reagerede ikke på, at beløbene steg markant over tid. Tværtimod fortsatte hun med at foretage større og hyppigere overførsler i perioden frem til august 2025 uden indgriben fra sparekassen.

Transaktionerne strækker sig over flere måneder og viser et tydeligt mønster med gentagne og stigende overførsler til kryptorelaterede modtagere. Hun fik i perioden forhøjet sin overførselsgrænse via dialog med sparekassen. Dette muliggjorde de større overførsler. Sparekassen burde i den forbindelse have foretaget en nærmere vurdering af formålet med overførslerne, især i lyset af den tidligere mistanke om svindel.

Sparekassen Danmark har anført, at sparekassen ikke yder rådgivning om investering i kryptovaluta. Sparekassen er ikke ansvarlig for investeringerne, som klageren har foretaget af egen drift. Sparekassen har ikke tilsidesat sine rådgivningsforpligtelser

Transaktionerne blev foretaget med klagerens medvirken og samtykke. Transaktionerne er derfor autoriserede, hvorfor betalingsloven § 100 ikke finder anvendelse.

Netbankoverførslerne blev foretaget uden brug af et betalingsinstrument, men derimod via klagerens netbank. Betalingslovens § 112 finder derfor ikke anvendelse, jf. også Ankenævnets afgørelse nr. 349/2021.

Den købte ydelse blev leveret, hvorfor de transaktioner, der blev foretaget med kort, heller ikke er omfattet af betalingslovens § 112. Klageren har til sin klage vedlagt skærmprints fra sin lagerbeholdning på sin investeringskonto. Den købte ydelse blev derfor leveret til klageren, idet betalingsmodtagerne Z, C og MS har leveret den ydelse, de er blevet bedt om; at konvertere penge til kryptovaluta, som overføres til en wallet eller at overføre penge fra en konto til en anden. Sparekassen henviser til Ankenævnets afgørelse (424/2025), hvor Ankenævnet fandt, at kortbetalinger til brug for investering, hvor det overførte beløb blev indsat og registreret på en konto hos modtageren, ikke var omfattet af betalingslovens § 112.

Sparekassen har overholdt gældende regler i forhold til anti-fraud overvågning af betalinger.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Sparekassen Danmark, hvor hun blandt andet havde en konto med et tilknyttet betalingskort.

I perioden maj 2025 – august 2025 blev der foretaget en række kortbetalinger og netbankoverførsler fra klagerens konto i sparekassen.

Klageren har om baggrunden for transaktionerne oplyst, at hun blev kontaktet online og blev overbevist om at investere via en investeringsplatform, hvor hun blev stillet i udsigt, at hun kunne opnå et afkast på investeringer i kryptovaluta.

Klageren har fremlagt skærmprint vedrørende transaktionshistorikken på sin investeringskonto.

Ud fra oplysninger i sagen om, at klageren selv foretog transaktionerne, finder Ankenævnet det godtgjort, at transaktionerne blev autoriseret af klageren, jf. herved betalingslovens § 82. Betalingslovens § 100 om uautoriserede betalinger finder derfor ikke anvendelse. Dette gælder, uanset at det må lægges til grund, at klageren blev narret til at foretage de omtvistede transaktioner.

Betalingslovens § 112 vedrører betalingstransaktioner i forbindelse med køb af varer eller tjenesteydelser, som er iværksat ved brug af et betalingsinstrument. Ankenævnet finder, at betalingslovens § 112 ikke finder anvendelse på de transaktioner, der blev gennemført som kontooverførsler i klagerens netbank.

Ankenævnet lægger efter sagens oplysninger til grund, at klageren havde adgang til en kundekonto, som kortbetalingerne blev indsat på og de foretagne investeringer blev registreret på. Ankenævnet finder på den baggrund ikke, at sparekassen i medfør af betalingslovens § 112 om manglende levering er forpligtet til at opfylde klagerens krav om tilbageførsel af kortbetalingerne.

Ankenævnet finder, at der ikke er oplyst omstændigheder, der kan medføre, at sparekassen på andet grundlag er forpligtet til at godtgøre klageren det påståede beløb.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.