Rådgivning om beskatning ved salg af aktier.

Medhold klager

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet, om klageren kan gøre et erstatningskrav gældende mod indklagede som følge af, at der i forbindelse med klagerens salg af aktier, der udløste betaling af skat, ikke blev rådgivet om beskatning.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født den 16. maj 1920, har i en årrække været kunde hos indklagede, hvor klageren har et værdipapirdepot. Pr. 31. december 2001 havde depotet en kursværdi på ca. 6,5 mio. kr.

Den 4. juni 2002 rettede en medarbejder fra indklagede uopfordret telefonisk henvendelse til klageren og rådede denne til at sælge 40 B i aktier i D/S 1912 og for provenuet købe aktier i D/S Svendborg B. Klageren, der havde erhvervet de pågældende aktier i 1970'erne, fulgte indklagedes råd. De skattemæssige konsekvenser af handlerne blev ikke drøftet.

Klageren blev senere i løbet af 2002 opmærksom på, at salget af D/S 1912-aktierne ville udløse en aktieavancebeskatning, og han rettede i den anledning henvendelse til indklagede.

På et møde den 18. oktober 2002 hos indklagede blev klagerens værdipapirdepot gennemgået med henblik på at overveje salg af aktier, der kunne sælges med tab, med henblik på at nedbringe klagerens skattepligtige avance i 2002 med realiseret tab. Klagerens skattepligtige avance ved salget af 1912-aktierne blev beregnet til 1.172.500 kr. I løbet af december 2002 solgte klageren en række aktier og realiserede herved et samlet tab på 168.237,53 kr. svarende til, at den samlede skattepligtige avance herefter var 999.478,47 kr.

Ved skrivelse af 10. december 2002 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til indklagede. Klageren stillede krav om, at indklagede erstattede den skattebetaling, som salget havde medført med tillæg af tabt renteindtægt ved betalingen af skattetilsvaret.

Ved skrivelse af 19. s.m. meddelte indklagede, at man ikke anså sig for erstatningsansvarlig vedrørende skat af den kursgevinst, som salget af 1912-aktierne havde medført. Indklagede tilbød kulancemæssigt en kredit i forbindelse med betalingen af skatten af kursgevinsten i foreløbigt i et år med en variabel rente på p.t. 3,85 %.

Ved skrivelse af 20. december 2002 meddelte klagerens advokat, at klageren ønskede at benytte sig af tilbuddet om en kredit. Advokaten bemærkede samtidig, at skatten var beregnet til 429.776 kr.

Den 31. december 2002 foretog klageren frivillig indbetaling af skat med 429.776 kr.

Under en yderligere korrespondance mellem indklagede og klageren lykkedes det ikke parterne at nå til en mindelig ordning.

Parternes påstande.

Klageren har den 19. juni 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale principalt 430.574,42 kr., subsidiært et af Ankenævnet fastsat skønnet beløb.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagedes medarbejder begrundede forslaget om ombytning af aktierne med en forventning om, at D/S Svendborg fremover ville undergå en væsentlig større kursstigning end D/S 1912.

Han havde ikke over for indklagede givet udtryk for, at han overvejede salg af 1912-aktierne, der var erhvervet i 1970'erne og til stadighed havde været en del af hans anlægsbeholdning.

Indklagedes rådgivning i forbindelse med anbefalingen af ombytning af aktierne var mangelfuld, da den ikke omfattede de skattemæssige konsekvenser, som han ikke var bekendt med, og som indklagede ikke havde føje til at forudsætte, at han havde kendskab til.

På tidspunktet for transaktionen overvejede han ikke, om der ville blive udløst skattemæssige konsekvenser af ombytningen.

Han ville ikke have afstået aktierne, såfremt der var ydet den fornødne skatterådgivning og hans primære påstand er derfor, at indklagede skal erstatte skattebetalingen, der blev udløst som følge af salget. Hvis der ved en skønsmæssig erstatningsudmåling skal tages hensyn til, at han på et eller andet tidspunkt ville blive beskattet af avancen på aktierne, skal erstatningen i stedet fastsættes som et skøn over den fremtidige forrentning og den øgede risiko for en merskattebetaling.

Den afdeling af indklagede, hvor han er kunde, udgør et af indklagedes investeringscentre, og på indklagedes hjemmeside fremgår det, at skatterådgivning udgør en central del af de ydelser, der tilbydes herfra.

Han har ikke som af indklagede anført gennemført "utallige" værdipapirhandler. I perioden 1998-2002 har han bortset fra de i denne sag vedrørende handler foretaget 20 salg af aktier, herunder salg af tegningsretter.

Selv om han har været direktør for et større forsikringsselskab, har han ikke siden sin fratræden herfra i 1980 professionelt beskæftiget sig med investeringsopgaver. Han er som af indklagede anført administrator af en institution under Kirkeministeriet. Denne opgave tiltrådte han i marts 1983. Hans opgave herved består i at tilrettelægge bestyrelsesmøder og kontakte institutionens bankforbindelse, der er indklagede, hvor institutionens midler er placeret i obligationer købt eller solgt efter vejledning fra indklagede.

Rådgivning består grundlæggende i at tilvejebringe et fyldestgørende beslutningsgrundlag for kunden, herunder at påpege konsekvenser af forslag/valg. Ved handel med aktier må de skattemæssige konsekvenser nødvendigvis påpeges af rådgiveren, med mindre kunden kan anses for professionel eller har meddelt ikke at have behov herfor.

Kravene til rådgivning må være skærpede, når der uanmodet rettes henvendelse til en kunde vedrørende køb og salg af værdipapirer. Kravene til rådgivning må endvidere være skærpede, når skatterådgivning indgår som en integreret del af indklagedes forretningsgrundlag, og når der specifikt reklameres herfor.

Af § 10 i bekendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003 fremgår, at en finansiel virksomhed som led i sin rådgivning skal inddrage konsekvenser af de skatteregler, som er relevante for kunden i forhold til de produkter og ydelser, som rådgivningen omfatter eller henvise kunden til at søge anden rådgivning herom. Bestemmelsen, som ikke var gældende på det i sagen omhandlede tidspunkt, svarer til Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning.

Hans påstand er den udløste skat på 429.776 kr. Renteudgifter vedrørende lånet udgør 798,42 kr. Lånet blev indfriet pr. 28. marts 2003.

Indklagede anfører, at han opnåede en betragtelig kursgevinst ved omlægningen, hvilket medfører, at indklagedes rådgivning var korrekt. Herved er forudsat, at han også med en korrekt rådgivning ville have foretaget aktieombytningen, eller at der ikke er lidt et tab ved den ansvarspådragende handling. På tidspunktet for dispositionens gennemførelse var det imidlertid ikke kendeligt for hverken ham eller indklagede, at Møllerselskaberne ville blive fusioneret. Havde forholdet været kendt, havde det givet sig udslag i kursen på aktierne.

Ved at følge et investeringsråd vil der altid være en chance for gevinst eller risiko for tab. En rådgiver kan ikke i en erstatningsopgørelse godskrives de positive effekter af pågældendes råd, når det er klart, at han ikke skulle betale for negative effekter, hvis rådet viste sig at være dårligt. At AP Møller-aktien viste en gunstig kursudvikling efterfølgende bør ikke indgå ved erstatningsberegningen.

Indklagede har anført, at klageren løbende gennem årene har foretaget utallige handler af værdipapirer for at pleje sin værdipapirbeholdning. Indklagede henviser til en fremlagt oversigt over handler i perioden fra 16. marts 1998 til 31. marts 2003.

Kundeforholdet bestod alene i, at indklagedes rådgiver kontaktede klageren, når indklagede var af den opfattelse, at der var værdipapirer, som kunne have klagerens interesse.

På baggrund af antallet af foretagne handler og størrelsen af klagerens depot må klageren anses som en professionel og erfaren investor. Klageren har i sin stilling som administrator af en institution købt og solgt værdipapirer, hvorfor indklagede var af den opfattelse, at han stod for plejen af denne værdipapirbeholdning. Hertil kommer, at klageren tidligere har været direktør i et forsikringsselskab.

Man har på intet tidspunkt i forbindelse med klagerens køb og salg af værdipapirer ydet skatterådgivning. Rådgivningen har alene været spørgsmål om placering af klagerens midler, hvor klageren ikke har efterspurgt skatterådgivning. Dette har derfor ikke været drøftet tidligere med klageren, som ikke ønskede dette, og idet han efter indklagedes opfattelse selv havde kendskab til eller var opmærksom på skat ved værdipapirhandel.

Klageren har tidligere foretaget handler, som medførte kursgevinster, der var skattepligtige eller medførte et fradragsberettiget tab. Klageren må derfor klart anses for bekendt med, at reglerne om udløsning af kursgevinst ved salg af aktier medfører skattepligt.

Ved en enkel lejlighed har indklagede på klagerens opfordring kort drøftet skatteforhold, nemlig i forbindelse med klagerens indgivelse af en selvangivelse. Klageren anmodede om en vurdering af, om hans opstilling og anførelse af kurser var i orden. Det bestrides således, at klageren ikke tidligere har modtaget skatterådgivning.

Det er korrekt, at indklagede tilbyder skattemæssig rådgivning fra investeringscentre. Det er dog langt fra alle kunder, der er interesseret i skattemæssig rådgivning. Nogle kunder foretrækker enten selv eller ved hjælp af rådgivning fra revisor at få overblik over skattemæssige forhold. Såfremt en kunde alene ønsker at modtage anbefalinger fra investeringscentret, hvilket var tilfældet for klageren, gives der ikke skatterådgivning, da dette ville stride mod kundens ønsker.

Klageren har ikke lidt noget tab, idet klagerens kursgevinst også på et senere salgs- eller realisationstidspunkt ville være skattepligtigt.

For så vidt angår klagerens tabsopgørelse bemærker indklagede, at klageren under alle omstændigheder ved et salg i ejerperioden ville være blevet indkomstbeskattet af en avance. Klageren kunne således på intet tidspunkt undgå at blive beskattet. En beregning fra indklagedes side ville ikke have afholdt klageren fra disponere, som han gjorde, da omlægningen var en yderst fornuftig disposition.

Ved salget af 1912-aktierne og det efterfølgende køb af Svendborg-aktierne har klageren haft en merfortjeneste på over 650.000 kr. Klageren har således haft en fortjeneste til disposition, der langt overstiger det, som han har betalt i aktieavance, som han under alle omstændigheder skulle have betalt før eller siden.

Subsidiært bør Ankenævnet afvise sagen efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, da en afgørelse af, om rådgivningen må anses for fejlagtig, herunder om klageren har lidt et tab, kræver en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagedes medarbejder rettede den 4. juni 2002 uopfordret henvendelse til klageren med anbefaling om, at klageren solgte sine aktier i D/S 1912 og for provenuet købte aktier i D/S Svendborg. Det er ubestridt, at medarbejderen ikke rådgav klageren om, at salget kunne medføre skattemæssige konsekvenser i form af aktieavancebeskatning. Ankenævnet finder, at det må anses for en faglig fejl, at klageren ikke blev gjort opmærksom på, at salget kunne udløse beskatning, som skulle finansieres på anden vis, når det fulde salgsprovenu som af indklagede foreslået blev omlagt til aktier i et andet selskab.

Ankenævnet finder ikke, at indklagede på baggrund af karakteren af klagerens hidtidige kundeforhold og det i øvrigt om klagerens forhold oplyste havde grund til at antage, at klageren måtte forudsættes at have tilstrækkeligt kendskab til avancebeskatningsreglerne, således at indklagede ikke havde anledning til at henlede klagerens opmærksomhed herpå.

Da klageren før eller siden ville være påført beskatning af en avance ved salget af 1912-aktierne, har klageren for så vidt ikke lidt noget tab vedrørende betalingen af skat. Beskatningstidpunktet er imidlertid blevet fremrykket, hvorfor klagerens tab udgør rentetabet ved den fremrykkede skattebetaling.

Ankenævnet finder, at dette tab kan opgøres til 92.942 kr. Beløbet er skønsmæssigt fastsat som den forrentning af 429.776 kr. fra 31. december 2002, som klageren burde kunne opnå på 4 % p.a. i en statistisk beregnet middellevetid på 5,9 år med sædvanlig tilbagediskontering af en rente på 4 % p.a. Endvidere forrentes 429.776 kr. fra den 31. december 2002 med en rente på 4 % p.a. til betaling sker.

Som følge heraf

Indklagede skal inden fire uger til klageren betale 92.942 kr. forrentet som ovenfor anført.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.