Sagsnummer: | 114/2008 |
Dato: | 02-10-2008 |
Ankenævn: | John Mosegard, Hans Daugaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Ole Simonsen |
Klageemne: | Gebyr - udskrift Gebyr - depot Værdipapirer - øvrige spørgsmål |
Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende gebyr for (gen)fremsendelse af VP-meddelelse om tvangsindløsning af aktier, som klageren har anført, at han ikke har modtaget. |
Indklagede: | bankTrelleborg (Sydbank) |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Sydbank skal efterkomme klagerens krav om vederlagsfrit at (gen)fremsende to VP-meddelelser om tvangsindløsning af hans og hans samlevers bankTrelleborg aktier, som ifølge klageren ikke er kommet frem.
Sagens omstændigheder.
I begyndelsen af 2008 havde klageren og dennes samlever hver en post aktier i bankTrelleborg A/S. Aktierne lå i depot i bankTrelleborg.
I slutningen af januar 2008 blev mindretalsaktionærerne i bankTrelleborg i medfør af § 144 i lov om finansiel virksomhed tvangsindløst, i hvilken forbindelse Sydbank overtog aktiekapitalen i bankTrelleborg. Tvangsindløsningskursen var 59,30.
Som følge af tvangsindløsningen blev der den 1. februar 2008 indsat 4.774 kr. på henholdsvis klagerens og samleverens konto i banken. Posteringsteksten for indsættelserne var "Fusion" samt et nummer.
Klageren har anført, at han og samleveren ikke modtog nogen meddelelse fra Værdipapircentralen om tvangsindløsningen.
Ved e-mail af 17. februar 2008 rettede klageren og samleveren henvendelse til banken om posteringerne på deres konti, som de formodede vedrørte deres bankTrelleborg aktier. Klageren og samleveren udbad sig en meddelelse fra Værdipapircentralen vedrørende tvangsindløsningen.
Ifølge banken havde Værdipapircentralen i forbindelse med tvangsindløsningen sendt en ændringsmeddelelse til alle tidligere aktionærer. En eventuel genfremsendelse af VP-meddelelserne ville koste et gebyr på 1.200 kr. pr. stk. til Værdipapircentralen og et ekspeditionsgebyr til banken på 125 kr. pr. påbegyndt kvarter, eller i alt 2.650 kr.
Parternes påstande.
Den 4. marts 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank uden omkostninger for ham og samleveren skal fremskaffe VP-meddelelser om tvangsindløsningen af deres aktieposter i bankTrelleborg A/S.
Sydbank har under sagen frafaldet ekspeditionsgebyrerne.
Sydbank har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hverken han eller hans samlever har modtaget nogen meddelelse fra Værdipapircentralen vedrørende tvangsindløsningen af deres aktier i bankTrelleborg A/S.
På telefonisk forespørgsel har han fået oplyst, at Værdipapircentralen var bekendt med, at der var sket fejl i forbindelse med udsendelsen af meddelelserne, men at man ikke var klar over, hvor fejlen lå. Ifølge Værdipapircentralen var betalingsspørgsmålet en sag mellem ham/samleveren og banken.
Det er urimeligt, hvis han og samleveren skal betale gebyrer for meddelelser om dispositioner, som banken har foretaget.
De notaer, som banken under sagen har tilbudt at udstede, er ikke relevante. De har brug for egentlige VP-meddelelser som dokumentation i forbindelse med et gruppesøgsmål mod bl.a. Sydbank, der er anlagt af Foreningen af Minoritetsaktionærer i bankTrelleborg, ligesom de skal bruge meddelelserne som dokumentation over for skattevæsenet.
Sydbank har anført, at bankTrelleborg bestilte Værdipapircentralen til at fremsende meddelelse i forbindelse med tvangsindløsningen til samtlige aktionærer.
Værdipapircentralen har over for banken bekræftet, at der er fremsendt meddelelser om indløsningen til samtlige aktionærer. Værdipapircentralen oplyste endvidere, at man havde været særdeles omhyggelig ved fremsendelsen af meddelelserne.
Hverken Værdipapircentralen eller banken har i øvrigt fået henvendelser om manglende meddelelser. Det er derfor usandsynligt, at alene meddelelserne til netop klageren og dennes samlever ikke skulle være kommet frem.
Banken har under sagen fremlagt detaljerede oplysninger om de to enslydende posteringer på klagerens og samleverens konti. Sammenholdt med den øvrige information om tvangsindløsningen, som klageren og samleveren har modtaget, burde det være klart, hvorfra de indsatte beløb stammer, samt hvorledes beløbene fremkommer.
Klagerens begrundelser for ønsket om at modtage kopier af VP-meddelelserne kan ikke danne grundlag for at pålægge banken at fremskaffe kopier af VP-meddelelserne uden beregning. Værdipapircentralen beregner sig et gebyr på 1.200 kr. pr. stk. for kopier af meddelelserne.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter det oplyste lægger Ankenævnet til grund, at Værdipapircentralens masseudsendelse af meddelelserne om tvangsindløsningen af bankTrelleborg aktier i begyndelsen af 2008 i almindelighed er modtaget af aktionærerne. Der foreligger ikke oplysninger om uregelmæssigheder i postomdelingen i det område, hvor klageren og samleveren bor på det tidspunkt, hvor Værdipapircentralen udsendte de omhandlede meddelelser eller i øvrigt oplysninger, der giver grundlag for at antage, at der har været uregelmæssigheder i udsendelserne.
Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at det ikke kan pålægges Sydbank at betale udgiften til Værdipapircentralen for udstedelse af kopier af meddelelserne til klageren og samleveren på 1.200 kr. pr. stk.
Det bemærkes, at det er klagerens og dennes samlevers eget ansvar om de som dokumentation i et gruppesøgsmål eller over for skattevæsenet på anden måde uden afholdelse af denne udgift kan dokumentere deres aktiebesiddelse.
Sydbank har under sagen frafaldet ekspeditionsgebyret til banken i forbindelse med indhentelsen af kopierne.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.