Indsigelse mod hæftelse for lån. Indsigelse om dokumentfalsk, begået af tidligere medarbejder i banken

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod hæftelse for lån. Indsigelse om dokumentfalsk, begået af tidligere medarbejder i banken.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Lån Spar Bank. Klageren var personlig bekendt af M, der var medarbejder hos banken. Klageren har oplyst, at M i januar 2011 spurgte, om han måtte oprette en kassekredit i klagerens navn til brug for sine investeringer, da M som medarbejder ikke selv kunne låne i banken til investeringer. Ifølge klageren oplyste M, at han ville afholde alle udgifter til kreditten, og at han ville indfri kreditten den 1. april 2012, når de købte værdipapirer blev solgt.

Banken har fremlagt en kontrakt vedrørende en kassekredit på 75.000 kr., tilknyttet klagerens lønkonto (kontonummer -966). Kreditten var uden aftalt afvikling, med variabel rente, for tiden 9 % p.a. og med en morarente på for tiden 21,75 % p.a. Kassekreditkontrakten fremtræder som underskrevet af klageren den 11. februar 2011. Klageren har i klageskriftet anført, at han i forlængelse af drøftelserne med M underskrev en kassekredit, men at han ikke har underskrevet den fremlagte kontrakt. Klageren har senere fragået dette. Klageren har endvidere anført, at han ikke selv havde adgang til lånekontiene.

Samtidig med oprettelsen af kassekreditten blev der oprettet et Mastercard med en tilhørende konto (kontonummer -092) til klageren.

Klageren har anført, at han herefter efter aftale med M afleverede al korrespondance, som han modtog fra banken, til M. Han ophørte med dette den 14. februar 2012, hvor han blev bekendt med, at banken havde politianmeldt M for bedrageri og underslæb.

I perioden fra den 27. januar 2011 til den 25. februar 2011 blev der foretaget fire overførsler på i alt 69.500 kr. fra klagerens lønkonto til en konto tilhørende M i et andet pengeinstitut, P1.

I perioden herefter blev der foretaget forskellige overførsler til og fra klagerens lønkonto, blandt andet blev der den 2. maj 2011 overført et beløb på 29.877,26 kr. fra lønkontoen til udligning af en tilsvarende negativ saldo på klagerens Mastercard konto. Den negative saldo på Mastercard kontoen var blandt andet opstået ved ni hævninger på i alt 26.000 kr. i perioden fra den 23. marts 2011 til den 1. april 2011.

Ved brev af 13. maj 2011 anmodede banken klageren om at betale et overtræk på 21.983,20 kr. på lønkontoen inden 10 dage, idet kreditten i modsat fald ville blive opsagt til fuld indfrielse. Ved brev af 7. juni 2011 anmodede banken klageren om at kontakte banken med henblik på betaling af overtrækket. Banken forbeholdt sig endvidere at indgive politianmeldelse mod klageren og at indberette klageren til registret for kortmisbrug. Ved anbefalet brev af 2. august 2011 opsagde banken kreditten til fuld indfrielse med en negativ saldo på 77.593,43 kr. Banken forbeholdt sig endvidere morarente på 21,75 % p.a. fra den 2. august 2011.

Den 31. august 2011 fratrådte M sin stilling i banken for at tiltræde en stilling i et andet pengeinstitut, P2. Banken har oplyst, at M i forbindelse hermed oplyste, at klagerens engagement ville blive flyttet til P2, og at klageren telefonisk den 31. oktober 2011 bekræftede dette. Klageren har oplyst, at han telefonisk bekræftede overførslen til P2, da M forinden havde meddelt ham, at lånet ville blive flyttet over til P2.

Banken har fremlagt en e-mailkorrespondance med M vedrørende overførsel af klagerens engagement til P2, hvoraf fremgår, at banken den 14. og 15. november 2011 havde talt med klageren vedrørende fremsendelse af økonomiske oplysninger til M til brug for overførslen. Klageren har oplyst, at han først er blevet bekendt med e-mail korrespondancen i klagesagen.

I e-mail af 5. december 2011 til banken, der fremtræder som sendt af klageren, anførtes følgende:

"Da [M] vist ikke er i [P2] mere og han ikke som lovet har fået styr på min sag vil jeg høre om jeg kan lave det til et lån hos jer med en månedlig betaling på kr 1500. …"

Klageren har oplyst, at han ikke har sendt e-mailen, og at han først er blevet bekendt med e-mailen i klagesagen. Banken har oplyst, at banken i overensstemmelse med klagerens forslag sendte et gældsbrev vedrørende et lån på 81.500 kr. til klageren pr. almindelig post, og at banken modtog det underskrevne gældsbrev retur den 3. januar 2012. Banken har fremlagt en kopi af gældsbrevet, tilknyttet lånekonto nummer -312. Gældsbrevet fremtræder som underskrevet af klageren. Klageren har anført, at han ikke har underskrevet gældsbrevet. Ifølge gældsbrevet skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr. Renten var variabel, for tiden 14,75 % p.a., og morarentesatsen udgjorde for tiden 21,75 % p.a. Banken kunne opsige aftalen med tre måneders varsel med en saglig begrundelse.

Af kontoudskrift sendt til klageren den 31. december 2011 fremgik, at saldoen på lønkontoen var negativ med 80.239,05 kr., og at Mastercard kontoen var udgået.

Låneprovenuet på 81.500 kr. blev den 3. januar 2012 overført til klagerens lønkonto, der herefter havde saldo på 1.260,95 kr.

Banken indgav efter det oplyste en politianmeldelse mod M for bedrageri og underslæb primo 2012.

Den månedlige ydelse på 1.500 kr. blev betalt primo januar og februar 2012 ved overførsel fra klagerens lønkonto. Den 10. februar 2012 blev ydelsen for februar tilbageført på grund af manglende dækning. Ved brev af 13. februar 2012 anmodede banken klageren om at betale restancen på lånet på 1.500 kr. med tillæg af gebyr. Ved brev af 28. februar 2012 meddelte banken, at lånet ved manglende indbetaling af restancen på 1.700 kr. inklusiv to rykkergebyrer inden den 9. marts 2012 ville blive opsagt til fuld indfrielse.

Af kontoudskrift pr. 19. juli 2012 fremgik, at de månedlige ydelser på lånet på 1.500 kr. primo marts, april, maj, juni og juli 2012 blev betalt ved overførsel fra lønkontoen, der herved fik en negativ saldo. Ved brev af 13. juli 2012 opsagde banken klagerens lønkonto, der havde en negativ saldo på 7.778,90 kr., og lånekontoen, der havde en negativ saldo på 77.407,85 kr., til fuld indfrielse inden 10 dage med henvisning til restancen på 1.700 kr.

Den 9. oktober 2012 blev M idømt otte måneders betinget fængsel for mandatsvig, underslæb og dokumentfalsk. Sagen blev behandlet som en tilståelsessag. Klageren har fremlagt uddrag af dombogen, hvoraf fremgår, at M tilstod at have begået mandatsvig ved misbrug af sin "bevillingsbeføjelse som bankrådgiver til at forhøje kunden [klagerens] kassekredit fra 50.000 kr. til 75.000 kr., hvorpå sigtede brugte beløbet til betaling af private udgifter, hvorved banken led et tilsvarende formuetab", at have begået mandatsvig ved at oprette en kassekredit for en anden af bankens kunder og i forbindelse hermed at overføre 183.960 kr. til sin egen konto og at have begået dokumentfalsk ved at gøre brug af en falsk kassekreditkontrakt underskrevet i klagerens navn den 11. februar 2011.

Af kontoudskrift sendt til klageren den 31. december 2012 fremgik, at saldiene på lønkontoen og på lånekontoen var negative med henholdsvis 13.427,90 kr. og 78.805,72 kr.

Parternes påstande

Den 20. juli 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Lån Spar Bank skal frafalde sit krav vedrørende lånet.

Lån Spar Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han ikke hæfter for lånet og kassekreditten, da M forfalskede hans underskrifter på kassekreditkontrakten og på gældsbrevet. M har tilstået og er blevet dømt for både dokumentfalsk og mandatsvig i relation til dokumenterne. M tilegnede sig pengene ulovligt og uden hans vidende. Han havde ikke selv adgang til lånekontiene.

M spurgte, om han måtte oprette en kassekredit i klagerens navn og låne beløbet af klageren. M forklarede, at pengene skulle bruges til en investering, som han ikke selv kunne låne til, da han arbejdede i banken. M lovede at afholde alle udgifter ved kreditten og at indfri kreditten den 1. april 2012, når investeringen blev solgt. Han underskrev en kassekredit for at hjælpe M, men han har hverken underskrevet den fremlagte kontrakt eller nogen anden aftale om en gæld på 75.000 kr. Efterfølgende lavede M kreditten om til et lån, igen ved at forfalske hans underskrift. At M var en bekendt af ham, ændrer ikke herpå. Han afgav selv forklaring til politiet og blev da bekendt med, at lånene, som M optog i hans navn, var langt højere end forventet. Kassekreditten, som han selv underskrev, kunne ikke findes i bankens arkiver.

Banken har anført, at M’s handlinger skete med hans indforståelse. Dette er forkert. Både han og banken blev ført bag lyset af M. Retten fandt det bevist, at M har begået mandatsvig og dokumentfalsk. Det forekommer helt usandsynligt, at en bankansat ville tilstå og blive dømt for mandatsvig, hvis forholdet var aftalt med ham. M har endvidere begået strafbare handlinger vedrørende en anden af bankens kunder. Banken er ikke berettiget til at gennemtvinge den ugyldige aftale og omgå retsvirkningerne ved at henvise til en udokumenteret og ikke-eksisterende "indeståelse" for misbruget fra hans side.

Uanset om han måtte have underskrevet en anden kassekreditaftale, er den i klagesagen omhandlede aftale ugyldig på grund af falsk. Hvis banken mener sig berettiget til at gøre en anden aftale gældende mod ham, opfordres banken til at dokumentere denne. Under alle omstændigheder må en sådan aftale betragtes selvstændigt og berettiger ikke banken til at fastholde og inddrive gæld i henhold til en falsk kassekreditaftale. Banken er ikke berettiget til at omgå retsvirkningerne ved den ugyldige aftale ved at "modregne" misbruget i en anden, uoplyst kreditaftale. Banken har endvidere ikke dokumenteret, at de almindelige modregningsbetingelser er opfyldt.

Banken er ikke berettiget til at overføre sit tab til ham. Han har på intet tidspunkt haft adgang til lånekontiene.

Han blev bekendt med bankens politianmeldelse den 14. februar 2012. Indtil da havde han efter aftale med M afleveret al korrespondance fra banken til M. Han har derfor ikke tidligere set korrespondancen fra banken. Han havde tiltro til, at bankens medarbejder M ville tage hånd om hans bankforretninger. Han havde ikke selv forstand på bankforretninger. Det kan ikke bebrejdes ham, at han på baggrund heraf afleverede henvendelserne fra banken til M. Hans overdragelse af henvendelserne muliggjorde ikke forfalskningen af hans underskrift.

M havde oplyst, at lånet ville blive flyttet over til P2. Da banken kontaktede ham telefonisk, bekræftede han derfor dette. Han har heller ikke tidligere set e-mail-korrespondancen fra november 2011 mellem banken og M. E-mailkorrespondancen var sendt i kopi til en e-mailadresse, der ikke var hans. Han har ikke sendt e-mailen af 5. december 2011. E-mailen er ikke sendt fra hans e-mailadresse. De seneste 5 år har han kun haft én e-mailadresse. Banken opfordres til at dokumentere, hvilken adresse e-mailen er modtaget fra. Han blev først bekendt med e-mailen i klagesagen.

Banken anfører, at han skulle have reageret på omstændigheder, som han ikke havde kendskab til, og at han skulle have kontaktet banken udenom M. Det undrer ham, at banken ikke fandt anledning til at kontakte ham om bankens mistanke om de kriminelle forhold.

Den efterfølgende fremsendelse af gældsbrev og kontoudskrifter kan ikke gøre den ugyldige aftale gyldig, uanset om han var blevet bekendt med dokumenterne.

Banken havde tidligere lovet at stille sagen i bero, indtil straffesagen mod M var afgjort. Banken valgte senere at gå efter de personer, der stod som debitorer på låneaftalerne. Banken opsagde hans engagement i juli 2012 fuldt vidende om, at han ikke har underskrevet kassekreditkontrakten og låneaftalen og på trods af bankens egen politianmeldelse af M. Han har meddelt banken, at han ikke har mulighed for at betale gæld, som han ikke selv har stiftet. Banken anbefalede, at han skulle betale gælden eller få sig en advokat. På baggrund heraf indgav han klagen til Ankenævnet. Han har ikke mulighed for at betale beløbet. Banken har ikke afventet konklusionen fra sin interne revision. Bankens fremgangsmåde er i strid med god skik.

I forbindelse med opsigelsen anmodede han om at få kopi af samtlige dokumenter, men modtog ikke bankens breve af 13. maj, 7. juni og 2. august 2011, bankens korrespondance med P2 fra november 2011, bankens breve af 13. og 28. februar 2012 eller kontoudskrift vedrørende Mastercard kontoen.

Sagen bør realitetsbehandles af Ankenævnet. De strafbare forhold er bevist og tilstået i straffesagen. De eneste uoplyste og udokumenterede forhold i sagen er bankens påstande, hvilket ikke kan komme ham til skade.

Lån Spar Bank har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at klageren har vedkendt sig sin gæld til banken.

Klageren har i sit indlæg til Ankenævnet indrømmet, at han oprindeligt underskrev en kassekreditkontrakt på 75.000 kr. Klageren har anført, at M allerede inden da havde oprettet kassekreditten på 75.000 kr. ved forfalskning af hans underskrift. Klageren har endvidere indrømmet, at han i februar 2011 var bekendt med, at han for "at hjælpe M" påtog sig at skylde banken 75.000 kr. Den fremlagte dom ændrer ikke herpå.

M var en af klagerens personlige bekendte, og klageren handlede i forståelse med M. Klageren har flere gange skiftet forklaring i sagen.

Klageren har medgivet, at han modtog gældsbrev og kontoudskrifter fra banken, adresseret til ham på hans privatadresse. Klageren kunne dermed ikke være ubekendt med, at han skyldte banken 75.000 kr. vedrørende kassekreditten. Klageren har endvidere modtaget årsopgørelser fra banken og fra Skat. Klageren har - uden troværdig forklaring - anført, at han efter aftale med M overlod gældsbrev og kontoudskrifter til M. Det fritager ikke klageren fra hæftelse, at han – ifølge hans egen forklaring – holdt sig i uvidenhed om sit engagement i banken. Forløbet burde have givet klageren anledning til mistanke om, at M ikke handlede redeligt. Klageren burde have rettet henvendelse til banken, men undlod dette.

Kreditten kom i overtræk efter, at klageren havde benyttet sit Mastercard ved en række transaktioner i marts og april 2011. Da klagerens engagement ikke som lovet af M blev overført til P2, overgik engagementet til inkasso den 31. oktober 2011. Banken var samme dag i telefonisk kontakt med klageren, der oplyste, at hans engagement ville blive overført til P2. Klageren var på dette tidspunkt bekendt med, at han skyldte banken 75.000 kr.

Klageren tilbød i e-mail af 5. december 2011 at afvikle sin gæld med et lån med en månedlig ydelse på 1.500 kr. Banken accepterede klagerens tilbud og fremsendte samme dag gældsbrevet, der blev underskrevet af klageren den 12. december 2011 og returneret til banken den 3. januar 2012. Det fritager ikke klageren fra hæftelsen, at han – ifølge hans egen forklaring – i samråd med M valgte at overdrage lånedokumentet ubeset til M.

Klageren betalte ikke de aftalte månedlige ydelser på lånet. Indbetalingerne på lånet skete ved uinddækkede overtræk på klagerens lønkonto. Opsigelsen af 13. juli 2012 henviste til rykkerbrevene af 13. og 28. februar 2012.

Lån Spar Bank har til støtte for afvisningspåstanden blandt andet anført, at en afklaring af sagens omstændigheder, herunder aftalerelationerne mellem klageren og M vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som må ske ved domstolene. Det bemærkes herved, at klagerens kontakt til banken i det væsentlige foregik udenfor bankens forretningslokaler og gennem direkte kontakt til M, som klageren var personlig bekendt af. Klagerens anbringender om forfalskninger mv. kan ikke behandles af Ankenævnet.

Sagen bør endvidere afvises, da klageren ikke forinden havde henvendt sig til banken og fået afslag eller et utilfredsstillende svar.

Ankenævnets bemærkninger

Af det fremlagte uddrag af dombogen fremgår, at M tilstod blandt andet mandatsvig ved misbrug af sin "bevillingsbeføjelse som bankrådgiver til at forhøje kunden [klagerens] kassekredit fra 50.000 kr. til 75.000 kr., hvorpå han brugte beløbet til betaling af private udgifter og dokumentfalsk ved at gøre brug af en falsk kassekreditkontrakt underskrevet i klagerens navn den 11. februar 2011.

Klageren har blandt andet oplyst, at M i januar 2011 spurgte, om han måtte oprette en kassekredit i klagerens navn til brug for sine investeringer. Klageren har anført, at han i forlængelse af drøftelserne med M underskrev en kassekreditkontrakt. Klageren har bestridt at have underskrevet det efterfølgende gældsbrev vedrørende lånet, der blev modtaget af banken i underskrevet stand den 3. januar 2012.

Ankenævnet finder, at klageren over for banken er forpligtet i henhold til den kontrakt, som han underskrev.

Det er uoplyst i sagen, hvilket beløb den kassekredit, som klageren underskrev, lød på.

Ankenævnet finder, at en stillingtagen til i hvilket omfang klageren hæfter for gælden, forudsætter en yderligere bevisførelse blandt andet i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.