Indsigelse mod at hæfte for ikke-vedkendte korttransaktioner foretaget på en bar i Japan.
| Sagsnummer: | 79/2026 |
| Dato: | 24-06-2026 |
| Ankenævn: | Ankenævnets formand, Kristian Korfits Nielsen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22 |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger Formandsafgørelse - Formandsafgørelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod at hæfte for ikke-vedkendte korttransaktioner foretaget på en bar i Japan. |
| Indklagede: | Sparekassen Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for ikke-vedkendte korttransaktioner foretaget på en bar i Japan.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Sparekassen Danmark, hvor han havde et betalingskort.
I oktober 2025 var klageren på rejse i Japan.
Den 5. oktober 2025 blev der i et tidsrum på 40 minutter foretaget tre ikke vedkendte transaktioner på henholdsvis 79.200 YEN, 79.200 YEN og 268.400 YEN, i alt 426.800 YEN (svarende til 3.484,81 DKK, 3.484,81 DKK og 11.809,65 DKK, i alt 18.779,27 DKK) med klagerens betalingskort på en bar, bar F, i Tokyo.
Transaktionerne blev bogført på klagerens konto den 9. oktober 2025.
Om baggrunden for transaktionerne har klageren oplyst, at han var på nogle barer, hvor han betalte 3.-6.000 YEN for fri bar i en time. Han har mistanke om, at hans kort blev skimmet.
Sparekassen har oplyst, at de ikke vedkendte transaktioner blev gennemført ved anvendelse af kortets chip og klagerens PIN-kode. Betalingerne blev korrekt registreret og bogført og var ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jfr. betalingslovens § 98, stk. 1.
Den 17. oktober 2025 gjorde klageren indsigelse overfor sparekassen mod de tre transaktioner.
Klageren anmeldte endvidere sagen til politiet i Danmark.
Den 14. november 2025 fremsendte klageren en tro og love-erklæring med en forklaring af hændelsesforløbet til sparekassen. Klageren oplyste, at han ikke havde foretaget betalingerne, og at han havde kortet i behold. Klageren anførte endvidere blandt andet:
”Jeg har været i Japan. Bruger så vidt muligt ikke mit kort når jeg rejser. ...
Søndag d. 5 [oktober 2025] var vi rundt på nogle barer, og et sted brugte jeg mit kort en gang, da jeg ikke havde flere kontanter på mig.
De steder vi har været har vi givet mellem 3-6000 JPY og så der fri bar i en time.
Da jeg betale kan de havde snydt mig med et ekstra 0, men hvordan har de formået at trække to gange ekstra, det er mig en gåde.
...
Hvad betaler du for på baren?
Jeg har betalt for 2 gange fri bar i 1 time.”
Samme dag afviste sparekassen indsigelsen.
Parternes påstande
Den 2. februar 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Sparekassen Danmark skal tilbageføre de ikke vedkendte betalinger.
Sparekassen Danmark har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at transaktionerne blev gennemført med chip og PIN, men han har ikke foretaget eller godkendt dem. Han havde kortet fysisk på sig hele tiden under rejsen.
Han mistænker skimming eller anden teknisk afluring i terminalen.
Han har politianmeldt sagen, hvilket understøtter, at det er tredjemandsmisbrug.
Sparekassen har ikke løftet bevisbyrden for uforsvarlighed fra hans side jf. betalingsloven § 100. Den antager blot, at misbrug er usandsynligt uden konkret dokumentation. Sparekassen kan ikke bare afvise sagen, når den ikke har løftet bevisbyrden.
Sparekassen Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren ikke har dokumenteret, at han har været udsat for tredjemandsmisbrug. Klageren var på baren, hvorfra transaktionerne blev foretaget på det tidspunkt, hvor transaktionerne blev foretaget.
Efter besøget på baren var klageren fortsat i besiddelse af sit betalingskort. Transaktionerne er gennemført med klagerens chip og PIN-kode, hvorfor et tredjemandsmisbrug forudsætter, at tredjemand har afluret klagerens PIN-kode for derefter at tilegne sig klagerens kort og derefter returnere kortet til klageren. Dette forhold samt det forhold, at transaktionerne er foretaget på samme bar, stemmer ikke overens med et typisk misbrugsmønster. Det er udokumenteret, at klageren har været udsat for tredjemandsmisbrug.
En vurdering af, om klageren har været udsat for tredjemandsmisbrug, forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, hvilket ikke kan ske for Ankenævnet.
Sparekassen Danmark har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at transaktionerne er korrekt registreret og bogført, og at klageren ikke har været udsat for tredjemandsmisbrug. De faktiske oplysninger understøtter, at der ikke er sket tredjemandsmisbrug. Sparekassen har løftet sin bevisbyrde efter betalingsloven § 98. Klageren har derimod ikke løftet sin bevisbyrde for, at hans kort er blevet misbrugt ved transaktionerne.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnets formand er i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22, jf. bemyndigelse
af 3. oktober 2025 fra Ankenævnets stifterorganisationer, bemyndiget til på Ankenæv-
nets vegne at træffe afgørelse i klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.
Klageren var kunde i Sparekassen Danmark, hvor han havde et betalingskort.
I oktober 2025 var klageren på rejse i Japan.
Den 5. oktober 2025 blev der i et tidsrum på 40 minutter foretaget tre ikke vedkendte transaktioner på henholdsvis 79.200 YEN, 79.200 YEN og 268.400 YEN, i alt 426.800 YEN (svarende til 3.484,81 DKK, 3.484,81 DKK og 11.809,65 DKK, i alt 18.779,27 DKK) med klagerens betalingskort på en bar, bar F, i Tokyo.
Om baggrunden for transaktionerne har klageren oplyst, at han var på nogle barer, hvor han betalte 3.-6.000 YEN for fri bar i en time. Han har mistanke om, at hans kort blev skimmet.
Sparekassen har oplyst, at de ikke vedkendte transaktioner blev gennemført ved anvendelse af kortets chip og klagerens PIN-kode.
Sparekassen har anført, at der ikke var tale om tredjemandsmisbrug
Ankenævnet lægger til grund, at transaktionerne er korrekt registrerede og bogførte.
Af betalingslovens § 98 følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingsloven § 93.
Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug.
Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.