Krav som følge af bankens manglende information om nye forsikringsbetingelser tilknyttet et kreditkort

Sagsnummer:318/2011
Dato:04-04-2012
Ankenævn:Kari Sørensen, Mette Gade, Søren Geckler, Maria Hyldahl, Karin Sønderbæk
Klageemne:Forsikring - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Krav som følge af bankens manglende information om nye forsikringsbetingelser tilknyttet et kreditkort
Indklagede:Nørresundby Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om Nørresundby Bank har pådraget sig et erstatningsansvar som følge af ikke at have orienteret om ændringer i betingelserne for en forsikring tilknyttet et MasterCard.

Sagens omstændigheder

Klageren M’s ægtefælle K ansøgte den 8. marts 2007 gennem Nørresundby Bank om et MasterCard. Af ansøgningen fremgår:

"…

Erklæring

Jeg har modtaget, læst og accepteret kortbestemmelser og prisliste, ligesom jeg bekræfter rigtigheden af oplysningerne i denne ansøgning.

Jeg accepterer, at:

- …
- der kan knyttes de til enhver tid eksisterende tillægsydelser til kortet. Oplysninger om samarbejdspartnere fås i pengeinstituttets afdelinger og på www.lpmastercard.dk
- …

- aftalegrundlaget for MasterCard består af denne ansøgningsblanket, kortbestemmelserne og prislisten.

Ovennævnte samtykker er en forudsætning for at have kortet.

…"

Banken har oplyst, at kortet blev bestilt til K den 9. marts 2007, og at banken sendte bekræftelse, kort- samt forsikringsbetingelser til K.

Banken har anført, at banken sendte et brev af 17. november 2008 til K, hvoraf fremgår:

"…

Ny forsikringsleverandør til MasterCard Guld

Vi skifter den 1. januar 2009 forsikringsleverandør fra … [selskab S1] til … [selskab S2] – en del af … [koncernen K]. Du skal ikke foretage dig noget i forbindelse med skiftet, og på trods af forbedrede vilkår vil det ikke påvirke prisen på dit MasterCard.

I forbindelse med skiftet til … [S2], er der foretaget følgende forbedringer af dine MasterCard Guld forsikringer:

•…
•…

Hvis du har brug for akut hjælp ved alvorlig sygdom eller tilskadekomst, er det dog stadigvæk … [selskab S3] som skal kontaktes, og de står til rådighed døgnet rundt.

De nye forsikringsbetingelser kan findes på www.noerresundbybank.dk

…"

Klageren bestrider, at K modtog brevet fra banken.

Banken har fremlagt forsikringsbetingelserne gældende fra januar 2009. Heraf fremgår:

"…

5.1 Dækning
Forsikringen dækker:
•…
•behandling af en akut forværret sygdom/tilskadekomst, hvis sikredes sygdom/tilskadekomst var i en stabil god fase inden afrejse.

Forsikringen dækker nødvendige og rimelige udgifter til:

•hospitalsbehandling og -ophold, inkl. operationer og ambulancetransport til nærmeste behandlingssted
•…

Eksisterende sygdom/tilskadekomst
Hvis sikrede har en eksisterende sygdom/tilskadekomst, skal sygdommen/tilskadekomsten have været i en stabil god fase i mindst 2 måneder inden afrejse.

Ved stabil god fase forstås
at tilstanden har været stationær uden nogen form for ændring, udvikling eller periodisk forværring, som har:
•krævet kontakt til læge (ud over regelmæssige kontrolbesøg)
•medført justering eller plan om ændring af behandling/medicinering
•medført plan om yderligere undersøgelser, behandling eller hospitalsindlæggelse.

…"

Banken har oplyst, at forsikringsbetingelserne korrekturmæssigt blev tilrettet den 7. januar 2009. Banken sendte ikke et brev til K vedrørende disse sproglige ændringer.

Banken har videre oplyst, at forsikringsbetingelserne blev ændret den 1. september 2009. Banken sendte ikke et brev herom til K.

Banken har fremlagt forsikringsbetingelserne gældende fra september 2009. Heraf fremgår, at der - i forhold til ovenstående betingelser i afsnit "5.1" - var blevet tilføjet følgende afsnit:

"…

Forhåndsgodkendelse
I tilfælde af eksisterende sygdom/tilskadekomst, kan sikrede ved henvendelse til … [selskab S3] før afrejsen, få en forhåndsgodkendelse af, hvorvidt der på trods af sygdommen/tilskadekomsten er dækning under dette punkt. En forhåndsgodkendelse fra … [S3] er bindende for … [S2].

Det er kun nødvendigt med en medicinsk forhåndsgodkendelse, hvis sikredes sygdoms/tilskadekomst ikke er i en stabil god fase 2 måneder inden afrejse.

På … [S3’s hjemmeside] kan du hurtigt og nemt teste dig selv for, om det er nødvendigt med en medicinsk forhåndsvurdering. Hvis du ikke har adgang til internettet, kan du kontakte … [S3] på telefon …

…"

Banken har anført, at K ved et brev i september 2009 blev varslet om nye kortbestemmelser, der kunne rekvireres eller ses på bankens hjemmeside. Kortbestemmelserne har ingen sammenhæng med forsikringsbetingelserne.

Banken har oplyst:

- at klageren den 5. marts 2010 blev indstillet til en operation den 12. maj 2010 for nyresten. Den pågældende læge vurderede, at nyrestenen ikke ville løsne sig,

- at klageren rejste til udlandet den 10. marts 2010, og

- at klageren den 21. marts 2010 fik stærke smerter og nyrestenen fjernet på et hospital i udlandet.

Ved brev af 16. januar 2011 rettede klageren henvendelse til en rådgiver R i banken. Af brevet fremgår:

"…

Som du måske husker, fortalte jeg dig om vort familiebesøg i … [udlandet] i marts 2010, hvor jeg kom på hospitalet og blev opereret. Efter vi var kommet hjem sendte jeg regningen på ca. 35.000 kr til Mastercards forsikring, men fik afslag da jeg havde været i behandling mindre end 2 måneder inden afrejse.

På en forespørgsel til … [en medarbejder i banken], fik jeg oplyst at betingelser i rejseforsikringen var strammet op i Sept. 09, altså ca 6 mdr. før vor afrejse, og at man selv måtte holde sig orienteret.

Hos mit daglige forsikringsselskab er det helt normal forretningsgang, at man bliver orienteret om ændringer og konsekvenser af disse.

I den tid vi har haft Mastercard husker jeg ikke en eneste henvendelse eller brev fra Mastercard, ej heller fra Nrsb. Bank, bortset fra betaling af card.

Jeg vil gerne høre jeres kommentarer og holdning til ovennævnte, gerne skriftlig.

…"

Af bankens brev af 23. februar 2011 til klageren fremgår:

"…

MasterCard, nyvurdering af sagsforløb

Tak for din henvendelse …

Forsikringsbetingelsernes krav om en stabil god fase på mindst 2 måneder inden afrejse har ikke været opfyldt i dit tilfælde, og … [S2] har derfor afvist din sag.

Vi har været i dialog med … [S2], og vi er blevet enige om, at din sag vurderes på ny. Dette skal ske igennem den sædvanlige procedure for forhåndsgodkendelse. Se nærmere på vedlagte bilag.

… [S2] har i denne sag helt ekstraordinært givet mulighed for at ansøge om forhåndsgodkendelse med tilbagevirkende kraft. Vi håber, at du vil modtage dette tilbud.

…"

Af det vedlagte bilag fremgår:

"…

Forhåndsgodkendelsen skal ske på baggrund af den viden, der var kendt før din afrejse.

Hvis … [S3] giver en forhåndsgodkendelse vil den få virkning med tilbagevirkende kraft, og … [S2] yder forsikringsdækning i henhold til de gældende forsikringsbetingelser.

…"

Ved mail af 28. marts 2011 blev klageren orienteret om vurderingen af forhåndsgodkendelsen. Heraf fremgår:

"…

… [S3] har på vegne af dit forsikringsselskab vurderet de helbredsmæssige oplysninger. Vi må på denne baggrund meddele, at der på din rejse ikke vil være dækning for udgifter, som relaterer sig til diagnosen/lidelsen.

…"

Parternes påstande

Den 21. juni 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nørresundby Bank skal "betale en pæn andel af de" 35.000 kr.

Nørresundby Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at ingen betragtede nyrestenen som nogen risiko forud for hans rejse.

Han fik afslag på forsikringsdækning for udgiften til 35.000 kr., da stenen var konstateret forud for rejsen.

Da han spurgte banken, hvorledes han skulle vide dét - var svaret, at det havde han kunnet se i forsikringsbetingelserne fra september 2009, som var ca. seks måneder gamle og tilgængelige på internettet.

Hans almindelige forsikringsselskab orienterer ham, hvis der er ændringer i forsikringsbetingelserne. Dette betragter han som god kundepleje.

Det er helt urimeligt, at MasterCard ikke har pligt til at gøre kunderne opmærksom på ændringer. Hvorvidt disse ændringer har noget med hans sag at gøre er uvæsentligt. Blot et par ord på en mail eller et brev om ændringerne kunne måske have sparet ham for ærgrelser og penge.

Han har fået en god hjælp fra banken - men det har hverken bragt ham penge eller svar på, hvad der er god forretningsskik i kombinationen: bank/MasterCard.

Det er god forretningsskik og moral at holde kunderne vel informeret.

Bankens manglende information har kostet ham ca. 35.000 kr.

K har ikke modtaget bankens brev af 17. november 2008. Det fremlagte eksemplar mangler et brevhoved.

Nørresundby Bank har bl.a. anført, at banken ikke er enig med klageren i, at manglende information har kostet ham penge.

Kravet i forsikringsbetingelserne om "en stabil god fase" er uændret.

Der er ikke noget, der tyder på, at information om ændringen vedrørende en forhåndsvurdering ville have fået klageren til at orientere sig nærmere om betingelserne, idet:

- han ikke tidligere har været opmærksom på information om MasterCard,
- han er vidende om at aktuelle vilkår altid kan findes på internettet, og
- han valgte at rejse på baggrund af lægens vurdering.

Hvis klageren havde orienteret sig om ændringen og søgt om en forhåndsvurdering, ville han have fået et afslag svarende til nyvurderingen af sagen.

Hvis klageren havde fået dette afslag, ville han sandsynligvis alligevel have foretaget rejsen på egen risiko på baggrund af lægens vurdering. Dette baseres på viden om, at klageren har valgt dette på en senere rejse til samme land.

Banken har på denne baggrund ført bevis for

- at banken har informeret i relevant og tilstrækkelig grad, og
- at klageren ikke har haft udgifter, der kan begrundes i bankens information eller forretningsskik.

Banken kan ikke vide, hvad der er sket med brevet af 17. november 2008 efter afsendelse. Det kan dokumenteres, at brevet er udskrevet og afsendt. Det fremlagte eksemplar af brevet er den adresse-neutrale udgave, der eksisterer inden brevfletning.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har mulighed for at træffe afgørelser i henhold til f.eks. offentligretlige regelsæt såsom "Bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder …", der er under tilsyn af Finanstilsynet.

Ankenævnet kan derfor ikke besvare klagerens spørgsmål angående, hvad der f.eks. "er god forretningsskik i kombinationen: bank/MasterCard."

Ankenævnets kompetence omfatter formueretlige tvister - også kaldet civilretlige krav. Nævnet kan således tage stilling til klagerens krav om erstatning.

Ankenævnet lægger til grund, at klageren ikke ville have kunnet opnå forhåndsgodkendelse og forsikringsdækning angående sin nyresten - hvis han forud for sin rejse havde fået foretaget en forhåndsvurdering.

Ankenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at klageren ville have aflyst sin rejse, hvis han havde fået afslag på en forhåndsgodkendelse eller i øvrigt havde været opmærksom på forsikringsbetingelserne.

Uanset at Ankenævnet finder, at banken burde have orienteret kortindehaveren om ændringer i forsikringsbetingelserne finder Ankenævnet herefter, at klageren ikke har godtgjort at have lidt et erstatningsberettiget tab, hvorfor han allerede af denne grund ikke får medhold i sin påstand.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.